Plan Danmark er på Folkemøde for første gang i år. Det har krævet langt tilløb, fortæller pressechef Signe Holme fra bagsædet af en bil på vej til færgen.
”Vi har overvejet det i flere år: Burde vi egentlig ikke være der? Vi ved jo godt, at alle konkurrenterne, kollegerne og beslutningstagerne er derovre. Det har vi talt meget om, men det er altid blevet overhalet af noget andet. I år gør vi det,” siger hun.
Anledningen for Plan Danmark blev, at Operation Dagsværk inviterede. Operation Dagsværk samler ind til et Plan Danmark-projekt i år, og derfor samarbejder de to organisationer på Folkemødet. Plan Danmark har tre arrangementer, som kommer til at foregå i et telt, de deler med Operation Dagsværk.
Plan Danmark er en NGO, som arbejder for børn og unges rettigheder i Afrika, Asien og Sydamerika.
Slumlotteri og fotoudstilling
Folkemødet på Bornholm løber af stabelen fra klokken 12 i dag torsdag og indtil søndag eftermiddag.
Fredag har Plan Danmark fotoudstillingen "Ungdom, kend din plads" med billeder af Kenneth Nguyen. Lørdag eftermiddag præsenteres projektet "Fuck hvor slum", og lørdag aften er der slumlotteri.
Noget af det, der er kommet bag på Signe Holme er, hvor enormt velforberedt, man skal være som lille NGO, hvis det skal give mening at være på Folkemødet.
”Det har overrasket mig hvor meget benarbejde, man er nødt til at lave inden. Vi ved jo godt, at det ikke er folket, der kommer til Folkemødet, så vi har brugt lang tid på at definere, hvem der egentlig er vores målgrupper til de forskellige arrangementer. Hvilke interesseorganisationer og politikere vil vi gerne i kontakt med? Derefter er det et stort arbejde at invitere de rigtige og koordinere kalendere. Det er ikke nok bare at lave et godt event,” fortæller hun.
Tæller ikke nødvendigvis visitkort
Nu ligger planen klar. Signe Holme er spændt på, hvordan Plan Danmark klarer sig i konkurrencen. [quote:0]
”Jeg er blevet overvældet af – ja, er ”afmagt” for stort et ord? Der er 3.500 arrangementer, som vi konkurrerer med på opmærksomhed. Hvordan får vi synlighed der? Det er virkelig svært, medmindre man har mange penge eller har gjort et stort forarbejde,” siger hun og tilføjer:
”Nu har jeg ikke fået det trykte program i hånden endnu, men jeg forestiller mig, at det er en del mere uoverskueligt end Roskilde Festivals program.”
Hvordan måler I, om det var en succes?
”Vi kan måle det kvantitativt på mængden af mennesker, vi har været i dialog med. Vi tæller ikke nødvendigvis fysiske visitkort, som vi fik med hjem, men vi kan godt tælle hvor mange, vi har mødt og snakket med, og hvor mange vi har aftalt at drikke kaffe med, når vi kommer tilbage til København,” siger Signe Holme.
Undgår paneldebatter
Derudover er det et mål at øge synligheden af kampagnen #reframethecity, som Plan Danmark især kører på Instagram. Kampagnen fortæller historier fra slumområder i Afrika og Asien, hvor unge borgerjournalister selv uploader billeder og små historier på især Instagram.
”Der kan vi måle, om vi får flere følgere, og om flere bliver nysgerrige på vores hashtag,” siger Signe Holme.
Hun tilføjer, at Plan Danmark også er med for at snuse til, hvad Folkemødet egentlig kan bruges til.
”Vi er også herovre for at undersøge, hvad der giver mening for os, og hvilken type arrangementer, der giver mest gennemslagskraft og skaber dialog med de rigtige. Hvis du spørger mig på søndag, så er der sikkert 10 ting, vi gerne ville have gjort anderledes.”
Hvilke risici har I været opmærksomme på at undgå?
”Vi har tænkt meget over ikke bare at lave endnu en paneldiskussion. Der er 3.500 arrangementer at konkurrere med, og nogle investerer rigtig store beløb i de rigtige ordstyrere, den rigtige scene og det rigtige setup. Det kan vi slet ikke konkurrere med. Derudover er spørgsmålet, om fem mennesker i et panel ikke bare taler til dem, der er enige i forvejen? Vi har tænkt over at komme i dialog på en anden måde,” siger Signe Holme.
Journalisten er – traditionen tro – også på Folkemødet. Følg vores dækning, og anmeldelser af arrangementer, her på journalisten.dk.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.