»Jeg ville ønske, at de ville kalde en spade for en spade. Det, de laver, er propaganda, som skal sælge deres firma.«
Sådan lyder det fra freelancefotograf Jørn Stjerneklar, der har base i Sydafrika. Han kritiserer, at Folkekirkens Nødhjælp har ansat to medarbejdere, som organisationen kalder Afrika-korrespondenter.
»De ansætter jo bare en almindelig informationsmedarbejder til at sidde i Afrika. Det har NGO'erne gjort så længe, jeg kan huske, men da hed det i det mindste det. Når man kalder dem korrespondenter, mister vi, der sidder hernede, vores troværdighed,« siger Jørn Stjerneklar.
Folkekirkens Nødhjælp afviser dog, at der skulle være tale om informationsmedarbejdere, der bedriver propaganda.
»Mit ærlige svar er, at jeg synes, det er noget pjat. Hvis jeg skulle være polemisk, kunne man spørge "hvilke andre korrespondenter i Afrika?". Der er ikke så mange andre korrespondenter, hvis troværdighed vi kan udhule,« siger mediechef i Folkekirkens Nødhjælp Per Bjerre.
»Jeg tror ikke, de selv kan se det«
Jørn Stjerneklar anerkender, at der er få danske korrespondenter tilbage i Afrika. Han mener dog ikke, Folkekirkens Nødhjælps medarbejdere laver journalistik, og derfor kan de i hans øjne ikke kalde sig for "korrespondenter".
»Jeg tror ikke, de selv kan se det. De mener, at de er objektive, og at de godt kan tillade sig det. Men det er jo løgn. Hvis Novo Nordisk kaldte deres pressemedarbejder i USA for korrespondent, ville vi aldrig købe det. Det får ikke folk til at tage Afrika mere alvorligt,« siger han.
Mediechef Per Bjerre erkender, at Folkekirkens Nødhjælp som udgangspunkt ikke er objektive. Men i hans øjne er det alligevel journalistik, organisationens korrespondenter laver.
Hvorfor er det her i jeres øjne journalister og ikke pressemedarbejdere?
»Der er ikke noget, der hedder "pressemedarbejder" i min verden. Det er nogle folk, man har ansat til at sørge for, at noget kommer i pressen. Sådan er virkeligheden ikke for os. Vores historier taler direkte til folk, der følger os på sociale medier. Når man skriver dertil, er man ikke pressemedarbejder, men journalist,« siger Per Bjerre, der blandt andet peger på, at Folkekirkens Nødhjælp fire gange om året udgiver et magasin, som ligger under medieansvarsloven.
I har vel som nødhjælpsorganisation en agenda – hvordan er det så journalistik?
»Vi har en agenda. Men vi fører ikke nogen bag lyset. Vi skriver, at de er korrespondenter for Folkekirkens Nødhjælp. Vi lader ikke, som om vi er en avis. Korrespondenterne arbejder ud fra deres journalistiske retningslinjer og vælger selv deres historier. Så må det være op til folk selv, om de vil stole på det eller ej,« siger mediechefen.
»Det er ekstremt troværdigt«
Ifølge Per Bjerre har de to korrespondenter indtil videre kun lavet troværdige historier, som lige så godt kunne være blevet publiceret i et medie.
Det er eksempelvis en længere fortælling i flere kapitler af Mathilde Utzon om den 32-årige kvinde Akuol Gak Awuol, der er flygtet fra Sydsudan.
»Hvis troværdigheden skulle blive ødelagt, så skulle det, vi gør, jo være beviseligt utroværdigt. Det må han gerne komme med nogle eksempler på, for jeg synes, det er ekstremt troværdigt,« siger Per Bjerre.
Det er ikke journalistik
Det er smart, at Folkekirkens Nødhjælp har valgt at kalde to af deres medarbejdere "korrespondenter" for at få deres historier ud. Det mener Sara Schlüter, der er presserådgiver i Dansk Flygtningehjælp og tidligere redaktør på DR's udlandsredaktion.
»Jeg synes, det er virkelig klogt. Det er helt naturligt, at de hyrer folk til at lave historier,« siger hun.
»Når man ser på, hvor lidt der rapporteres fra syd for Sahara, og hvor lidt Afrika bliver behandlet journalistisk som kontinent, er der rig mulighed for selv at komme igennem med sine historier som organisation,« siger Sara Schlüter.
Hun mener dog ikke, at Folkekirkens Nødhjælp kan kalde det for journalistik. I hendes øjne er deres korrespondenter stadig pressemedarbejdere.
»De rapporterer selvfølgelig med en vinkel fra det sted, de arbejder. Det er jo ikke journalistik, selv om de sagtens kan bruge en masse journalistiske virkemidler. Historierne er gode nok. Men du fortæller sjældent hele historien, når du kommer fra en organisation eller en NGO,« siger hun.
»Underminerer korrespondenter«
Jørn Stjerneklar er enig i, at det kan være smart tænkt af Folkekirkens Nødhjælp at kalde medarbejderne korrespondenter. Men han synes, det er et problem for journalistikken.
»Jeg synes, det er kynisk. De skal hele tiden prøve noget nyt for at sælge deres idéer. Og selvfølgelig kan det her øge deres troværdighed. derfor kan det jo godt umiddelbart være smart for dem. Men på langt sigt underminerer de rigtige korrespondenter,« siger han.
Mediechef Per Bjerre mener dog ikke, at det er et problem.
»Jeg tror ikke, de her grænselinjer mellem journalistik og kommunikation forbliver, som de har været defineret hidtil. Jeg appellerer til, at man ser på indholdet frem for en for mig kunstig kridtstreg. Det er lidt forstenet at sige, at sådan var det engang, og det kan vi ikke rykke ved,« siger han.
9 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det har ikke noget med beskyttede titler at gøre, det er en faglig opfattelse af folks job. Herregud, vi kan allesammen kalde os direktører, men det gør det jo ikke sandt. Minister, hvad ved jeg, som ikke er beskyttet. Præst, ypperstepræst osv. osv. Her er der ikke tale om integritet, men en stillingbeskrivelse fra FKN som intet har med korrespondentarbejde at gøre. Get it?
Sidst jeg slog op i ordbogen var hverken journalist eller korrespondent en beskyttet titel. Skal vi ikke blot blive enige om, at integritet følger personen - ikke titlen.
Kære Per
I udhuler vores troværdighed. Korrespondenter arbejder objektivt med at beskrive deres revir, deres speciale. Afrika for eksempel.
Det fremgår tydeligt af jobopslaget, at jeres folk skal dække jeres indsats i de områder, de dækker.
Det er informationsarbejde, som er ok, men som intet har med journalistisk objektivitet at gøre. Jeres nødhjælpsarbejde er da i den bedre ende, men ligefrem at hungre efter ros, er nok lige at tage indsatsen for langt i mine øjne.
Jeg har i årevis advokeret for flere rigtige journalister/korrespondenter i Afrika udsendt og betalt at danske medier.
At redaktørerne underprioriterer kontinentet er der desværre ikke noget nyt i.
Men at bilde folk ind, at jeres information om tingenes tilstand er ufarvet, er en upassende usandhed. Jeg har jo som bekendt arbejdet for de fleste danske NGO'er hernede - godt nok er det mange år siden. Men det har givet et glimrende indblik i jeres måde at håndtere informationerne på.
Der er en grund til, at jeg holdt op med at arbejde sammen med jer.
I skal rejse midler til jeres egne lønninger fra den danske offentlighed, jeg tvivler på, at danskerne ville give mange penge, hvis I fortalte sandheden 100%.
Men det var egentlig ikke debatten, jeg ville have. Men at I med jeres nye tiltag igen er med til at underminere journaliststanden generelt. Jeg synes I skal lade være med det.
Hej Jørn. Jeg synes, du skyder med spredehagl mod de forkerte. Dels har du ikke vist et eksempel på, at vores korrespondenter udfører dårlig korrespondent-journalistik. Dels burde al din energi rette sig mod de mange danske medier, der IKKE har korrespondent i Afrika. Ikke mod os, som gør en markant indsats for at oplyse danskerne om mennesker og tilstande i Afrika og Mellemøsten. Jeg synes, vi skal roses - ikke skoses. Hilsen Per, mediechef.
Jo. Det er vi. Du er velkommen til at være uenig. Godt nytår.
Flere