Sammenlignet med udlandet er danske journalister umådeligt uinteresserede i modestof. Det på trods af, at tekstil- og beklædningsbranchen er et af Danmarks allerstørste eksport-erhverv.
Den danske modeuge er forbi. En uge – faktisk blot fem dage – hvor vore lokale modefabrikanter endnu en gang manifesterede sig som tilhørende toppen af de brancher, der henter mest fremmed valuta hjem til Danmark. En imaginær skøn lyd af klingende mønt og knitrende sedler placerer tekstil- og beklædningsbranchen på fjerdepladsen mellem vore største eksporterhverv – med en samlet omsætning på 28,8 milliarder.
Det faktum lod pludselig til at være gået op for adskillige danske medier denne august. Diverse aviser lod, ud over de rent mode- og trendmæssige rapporter, indtil flere sider og artikler beskæftige sig med tal, prognoser og interview vedrørende modestoffet.
En tilbørlig, men usædvanlig, opmærksomhed, og så iøjnefaldende, fordi moden ellers i de fleste »seriøse« medier levnes bemærkelsesværdig ringe spalteplads. Ofte betragter journalister mode som underlødigt stof, som det er fint at skrive om i agurketiden eller til at fylde »huller« i avisen med. En regelmæssig dækning med erhvervsartikler og features om mode forekommer derimod sjældent.
I den seneste tid ser det dog ud til, at nogle aviser er blevet opmærksomme på værdien og læseværdigheden i modestoffet. Men der er langt igen.
Hvordan kan det være? Er det vor evindelige, håbløse, forhistoriske jantelov, der stikker hovedet frem? Skal vi endelig ikke beskæftige os med noget, der skiller os for meget ud?
Mænd, og specielt unge mænd, er i dag umådeligt bevidste om deres fremtoning og ser ikke noget som helst forkert i at indtage en indgående interesseret holdning til deres udseende og påklædning. Var det ikke på tide, at de såkaldt seriøse medier, aviserne og især tv, også vågner op til moderne tider?
Dansk tv er den største synder. Blandt andet fransk, engelsk, italiensk og tysk tv sender hver uge varierende modeprogrammer. Under deres modeuger rapporteres løbende hver dag og hver aften i forskellige programmer – modeugen i Düsseldorf, cpd, blev blandt andet opsummeret i et fem timers tv-program. Og selv om stoffet er visuelt erhvervs- og forbrugerstof ud over alle grænser, får vi her i landet kun 1 1/2 minut i TV-avisen, som regel et indslag med bare modeller på et lingerishow, og hvis det går højt et par spørgsmål til en person i branchen.
Den danske modescenes situation er ellers interessant nok at udforske. For mens mange europæiske modemes-ser lukker, bl.a. både messerne i Oslo og i Stockholm, »40 degrees«-messen i London og herremodemessen i Tyskland, så vokser og udvides de danske messer i omfang og besøgstal.
Designskolerne udklækker elever, der slipper gennem nåleøjet til udlandets mest betydningsfulde modehuse – f.eks. mange unge danske praktikanter i John Gallianos Dior-udviklingsstudio.
Vi kan pludselig noget særligt i Danmark, modemæssigt. En symbiose af lethed, sensualitet og sofistikeret poesi, som udlandet har øje for – den københavnske modeuge blev i år besøgt af 58 procent flere udenlandske indkøbere end sidste år, ligesom udlandets pressedækning steg betragteligt. Det er ganske enkelt en skandale, hvor lidt støtte og synlighed der bliver dette kultur- og forbrugerstof til del i vore egne medier.
Vågn op, brug hovedet, brug øjnene, brug moden.
* Lotte Tegner Freddie er moderedaktør på Børsen. Hun har skrevet om mode i 24 år og er forfatter til bøgerne »Mit Paris« og »Modens Mestre«.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.