Hvis man skal opliste en række afgørende fixpunkter i forhold til mediernes rolle i demokratiet, så er offentliggørelsen af, at der var lavet aftale om ny offentlighedslov helt central.

Aftalen blev offentliggjort den 3. oktober 2012. Jeg skal ikke brede forløbet ud i detaljer, men blot hæfte mig ved følgende: Aftalen blev indgået mellem justitsminister Morten Bødskov og oppositionspartierne Venstre og Konservative.

De partier, man måtte formode ville være kritiske eller afvisende, var ikke inviteret med til forhandlingerne.

Medierne anede intet om, at aftalen var på vej.

Efter ganske kort medieomtale var der radiotavshed. Budskabet var, at selve lovforslaget ville blive fremlagt i februar. Aktindsigter i forhandlingerne blev afvist. Justitsminister Morten Bødskov gav et kort interview til journalisten.dk, hvor han lirede nogle omhyggeligt forberedte sætninger af.

Derefter var der tavshed.

Nogle uger senere, i november, kom et andet centralt fixpunkt. En række politikere og kommentatorer fra hele det politiske spektrum skrev en kronik, der blev bragt i Politiken.

Jeg er ikke så konspiratorisk, at jeg tror at de to fixpunkter var koordinerede. Men de afspejler en fælles tendens, der er værd at hæfte sig ved.

Kronikken lægger op til betydelige indskrænkninger i pressens frie bevægelighed. Et styrket pressenævn skal kunne uddele bøder. Journalister skal kunne fradømmes retten til at udøve deres virke. En presseombudsmand skal have adgang til mediernes kildemateriale.

Den korte konklusion af det lange skrift er, at politikerne vil have arbejdsro. De gider ikke mere støj fra medierne inde på Slotsholmen. Når medierne slår skævt, så skal det koste.

”Den udvikling, pressen er inde i, kommer til at afføde en politisk, juridisk respons på et tidspunkt, hvis ikke pressen selv tager initiativ. Pressen bør tage chancen for at komme det i forkøbet og medvirke til en proces, der reelt øger journalistikkens legitimitet og placering i samfundet,” skriver kronikkens forfattere.

I flere kommentarer og læserbreve bliver denne konflikt tegnet yderligere op: Politikerne skærper linjen overfor medier og overfor enkelte journalister.

Tanken om, at myndigheder skal have mere magt over, og kontrol med medier, har også rodfæste i EU, hvor et udvalg barsler med en rapport, der følger de samme tangenter, som kronikken i Politiken.

Lærredet, som hele denne historie males op på, er den baggrund af krise og forandring, der i øjeblikket præger mediebilledet. Oplagstal og læsertal er vigende. Indtægter er vigende. Nye medier kæmper for fodfæstet. Produktionskravet til de enkelte journalister stiger – samtidig med, at der bliver stadigt færre nyhedsleverandører.

Og så kommer offentlighedsloven.

Den 31. januar kommer det frem, at lovforslaget vil blive fremlagt uden at blive sendt i høring.

Forslaget bliver godkendt til fremlæggelse på ministermødet den 5. februar og fremsat i Folketinget den 7. februar.  Førstebehandlingen sker den 26. februar.

Nu er lovforslaget sendt i udvalg. Der vil blive stillet spørgsmål til lovforslaget. Forskellige parter og interessenter vil sende breve med kommentarer og bemærkninger til Folketingets retsudvalg.

Bl.a. har DJ offentliggjort det høringssvar, som justitsminister Morten Bødskov ikke er interesseret i at få.

Nu kører mediedebatten. Med fremlæggelsen af lovforslaget er ketchuppen for alvor løbet af flasken og flere medier melder ud med dækning af sagen og med kommentarer til den nye offentlighedslov.

Professor Tim Knudsen fra Københavns Universitet sætter fingeren præcis der, hvor den nye offentlighedslov for alvor rykker ved tingene:

»På nogle punkter, der vedrører kontrollen med de perifere dele af den offentlige sektor, der giver den nye lov øget indsigt. Men umiddelbart ser det ud som om man har øget indseendet i alt det, der ligger langt væk fra Slotsholmen. Dermed kan vi alle sammen være med til at hjælpe Slotsholmen med at holde alle de andre i ørerne. Men når det gælder Slotsholmen, så er der øget lukkethed,« siger professor Tim Knudsen til journalisten.dk.

I få ord: Der lukkes op for offentlighed i periferien. Der lukkes ned for offentlighed på Slotsholmen.

Politikerne vil have arbejdsro.

Det er nøjagtigt dette talepunkt, som justitsminister Morten Bødskov holder fast i, når han svarer på spørgsmål om offentlighedsloven:

»Der er mange kontrolorganer af den danske forvaltning, som udviser stor aktivitet. Det gælder eksempelvis Folketinget, Rigsrevisionen, statsrevisorerne og ombudsmanden. «

Bemærk denne meget vigtige pointe. Det er ikke meningen, at medier – at offentligheden – skal have indsigt i, hvad der sker i de politiske lag, i ministerierne, på Christiansborg, inde i magtens centrum.

Det er et yderst vigtigt talepunkt, Bødskov her serverer.

Opgaven med at holde magten i ørerne vil stadig blive varetaget, siger han.

Men ikke af medierne.

Det vil være Folketingets, Rigsrevisionens, statsrevisorernes og ombudsmandens opgave.

Det er vigtigt at forstå, at den nye offentlighedslov er formuleret således, at medier og offentlighed ikke fremover vil få adgang til de advarsler, der tilflyder ministrene.

Paragraf 24 lægger låg på ministerbetjeningen – uanset, at Morten Bødskov understreger, at selve ordet ministerbetjening er fjernet fra teksten til lovforslaget. Intentionerne er der stadig.

Paragraf 27 lægger låg på kommunikationen mellem ministerierne og folketingsmedlemmerne.

»Fordi det er vigtigt, at samspillet mellem folketing og minister kan fungere i et fortroligt rum, hvor der er behov for at udveksle ideer og inspiration til politiske forhandlingsprocesser. Det er jo ikke bare et rum af fortrolighed, der gælder, når jeg sender noget til Folketingets medlemmer. Det gælder også, når folketingsmedlemmer sender e-mails til mig med indstillinger fra folketingsgrupper til politiske forhandlinger eller egentligt lovgivningsarbejde,« siger Morten Bødskov.

Igen er det strofer fra samme sang: Mediernes fokus skal væk fra magtens centrum. De lunser, der skal gøre det hele spiseligt er, at det bliver lettere at få adgang til aktindsigt i kommunerne, i KL, i de bøder som Mærsk får og så videre.

Medierne vil få lettere ved at løfte historier, hvis fælles tema er, at de er med til at holde de instanser i ørerne, som Slotsholmen gerne vil kontrollere. Medierne skal være Slotsholmens forlængede arm.

Men det kritiske blik skal tvinges væk fra Slotsholmen selv.