Michael Kristiansen er rådgiver for instruktøren til dokumentarfilmen Armadillo om krigen i Afghanistan. Kristiansen skal blandt andet modstå pres fra Forsvaret.
Da filminstruktøren Christoffer Guldbrandsen i 2006 lavede dokumentarfilmen 'Den hemmelige Krig' blev filmen mødt af et veltilrettelagt modspin fra Forsvarsministeriets kommunikationsafdeling.
Nu kommer der en ny film, 'Armadillo', om de danske soldater i Afghanistan. Men denne gang har instruktøren, Janus Metz, hyret Anders Fogh Rasmussens tidligere spindoktor, Michael Kristiansen, til at modstå presset fra Forsvaret. Det skriver filmmagasinet Ekko på sin hjemmeside.
Armadillo går meget tættere på danske soldaters indsats end tidligere set. For eksempel likviderer to danske soldater talebanere, som de har såret med en håndgranat. Bagefter jubler soldaterne i en ekstatisk blodrus. Filmen giver ifølge EKKO et helt andet indtryk af krigen end de reportager, som DR og TV 2s Niels Brinch og Rasmus Tantholdt har sendt hjem siden 2002.
I det nye nummer af EKKO skriver forfatteren Carsten Jensen i sin anmeldelse af filmen:
»Der er en smertelig opvågnen i denne film. Efter Armadillo vil det aldrig være muligt at tale om Afghanistan som før. Det vil heller ikke være muligt at se os selv som danskere på samme måde som før.«
Filminstruktøren Janus Metz eller Michael Kristiansen ønsker over for EKKO ikke at udtale sig om det pres, de har været udsat for under arbejdet med filmen.
Armadillo er produceret af produktionsselskabet Fridthjof Film og har verdenspremiere på Cannes-festivalen den 16. maj. Den ventes i danske biografer den 7. juli.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
"Bagefter jubler soldaterne i en ekstatisk blodrus. Filmen giver ifølge EKKO et helt andet indtryk af krigen end de reportager, som DR og TV 2s Niels Brinch og Rasmus Tantholdt har sendt hjem siden 2002."
Øh - EKKO har åbenbart ikke set den raportage fra Rasmus Tantholdt hvor han er ude i den "Grønne Zone" her bliver der jublet da talibanerne får en bombe i hovedet. Kuglerne flyver om ørene om Tantholdt og soldaterne, jeg kan ikke lige se hvor Forsvaret har spinnet eller :"holdt seerne i en tornerosesøvn"
Forsvaret jo ikke altid spille med 100 % åbne kort overfor journalister og andre da Taliban også kan læse og se tv.
Krig er barsk - og især når Hr. og Fru Danmark får det serveret til aftenkaffen...
MVH
Thomas
Har Brinch og Tantholdt vitterlig holdt seerne hen i tornerosesøvn med deres krigsreportager?
Det her giver mig endnu en gang grund til at overveje, om dansk TV overhovedet har noget med journalistik at gøre. Det hele er jo gøgl og underholdning - plus åbenbare fortielser fra nogle forkælede reporteres ferierejser sydpå?
Det koncept med SHOWS kunne måske udvides. For krig fascinerer altid. Og så kunne sprechtstallsmestrene jo være Brinch/Tantholdt i en duo, som holdt gryden og spændingen i kog hos vi sagesløse seere...bare en ide!
Kampen om dagsordenen
Efter at Forsvaret og Forsvarsministeriet effektivt har kontrolleret billeder og reportager fra krigen i Afghanistan og har lykkedes med at lægge låg på (næsten) ethvert tilløb til kritik af den danske indsats, så blæser der nu nye vinde fra Christiansborg.
Et flertal af danskerne foretrækker nemlig velfærd fremfor krig i Afghanistan( http://www.berlingske.dk/danmark/danskerne-vil-spare-paa-krigen-i-afghanistan).
Og så er politikerne selvfølgelig lige i hælene på flertallet blandt vælgerne; det skulle jo nødig hedde sig, at man ikke lytter til befolkningen (http://www.berlingske.dk/krigen/politikere-uenige-om-opbakningen-til-krigen).
Regeringen og Dansk Folkeparti er dog tilbageholdende med at tale exit-strategi på nuværende tidspunkt. Udenrigsminister Lene Espersen udtaler blandt andet til JP, at "økonomien ikke skal styre værdierne" og så er regeringens holdning jo klar (http://jp.dk/indland/article2036390.ece). Eller er den?
Den vellykkede tilblivelse af dokumentarfilmen Armadillo, på trods af Forsvarets historisk indædte modstand mod at blive kigget i kortene, er et aldeles glimrende eksempel, hvorledes dagsordenen stadig styres fra Christiansborg.
Efter at regeringen med næb og kløer har undgået, at følsomme oplysninger om soldaternes arbejde og billeder af døde afghanske børn er sluppet ud til den brede offentlighed, så eksisterer der nu pludselig en dokumentarfilm, der skildrer ikke bare krigens brutale virkelighed, men også krigens gru, som den opleves af de danske soldater. En barsk dokumentarfilm der utvivlsomt vil føre til en bredt forankret offentlig debat om, hvad danske soldater egentlig laver i Afghanistan. Og en film der sandsynligvis vil føre til et folkeligt krav om dansk tilbagetrækning fra Afghanistan.
Og så vil regeringen jo være nødsaget til at honorere sin kontrakt med vælgerne og nødtvungent udarbejde en plan for dansk tilbagetrækning uanset at de nu slår sig i tøjret.
Sådan skrues en politisk appetitlig exit-strategi sammen midt i en medietid.