search

Fogh tegner skævt billede af kampagner

Statsministeren tegner et skævt billede af offentlige kampagner, når han siger, at de bliver for formanende. Det mener tidligere kommunikationsdirektør i Region Syd og nuværende kommunikationsrådgiver Margrethe Lyngs Mortensen.

Statsministeren tegner et skævt billede af offentlige kampagner, når han siger, at de bliver for formanende. Det mener tidligere kommunikationsdirektør i Region Syd og nuværende kommunikationsrådgiver Margrethe Lyngs Mortensen.
»Jeg kan ikke genkende billedet af de tusinde løftede pegefingre. Et eksempel: En kvinde smider sin dildo inklusive batteri væk, og så kommer der en hund, som apporterer den, så kvinden bliver flov. Miljøstyrelsens pointe er, at man skal affaldssortere ordentligt. Er det en løftet pegefinger?« spørger Margrethe Lyngs Mortensen.

Den tidligere kommunikationsdirektør påpeger, at der er stor forskel på kommercielle reklamer, hvor man eksempelvis skal sælge mere vaskepulver, og så offentlige kampagner, der skal få folk til at ændre adfærd og bruge mindre vaskepulver eller skåne miljøet på andre måder.
Det giver nødvendigvis en anden tone i offentlige kampagner, konstaterer hun. Alligevel er man for længst gået væk fra den kampagneform, der siger, at du skal, fordi det mener staten, og den ved bedst.
»I eksempelvis Rådet for Større Færdselssikkerheds kampagner forsøger man at nå ind til de følelser, der er forbundet med at køre et andet menneske ned. Det er ikke en løftet pegefinger efter min mening, men følelsesmæssig kommunikation,« siger Margrethe Lyngs Mortensen.

Kommunikationsrådgiveren giver dog statsministeren ret i, at der findes en nulfejlskultur i det offentlige, som kan virke som en hæmsko for kreativiteten.
»Men det er måske ikke så tosset, fordi vi netop ønsker, at embedsværket skal sikre stabilitet. En meget kreativ person ville ikke overleve en formiddag, og det er der ingen grund til at foregøgle. Eksempelvis ville man ikke kunne tænke sig, at det offentlige skulle stå i spidsen for en reklamekampagne som Carlsbergs, der promoverer unge mænds frie udfoldelse og en drengerøvskultur. Og det er nok bedst sådan,« siger Margrethe Lyngs Mortensen.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen