Årets vindere af Cavlingprisen 2008 hyldes i eftermiddag i Journalisternes Hus på Gammel Strand i København. Og som sidste år sker det i selskab med pressens minister, Anders Fogh Rasmussen.
Der er lagt op til den helt store fest klokken 15.00 i dag, når journalisterne Morten Frich, Morten Crone og Jesper Woldenhof samt fotograf Erik Refner fra Berlingske Tidende får overrakt Dansk Journalistforbunds fornemste hædersbevisning, Cavlingprisen.
De fire vil blive hyldet for deres flermediale serie "Forbrydelsen" fra Berlingske Tidende, som påviste store mangler i den ellers opreklamerede politireform, og som ifølge Cavling-komitéen har "vist nye veje og sat nye standarder for journalistisk grundighed", hvad angår såvel researchmetoder som formidling.
Ligesom det var tilfældet sidste år, deltager statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin egenskab af at være pressens minister, og det vil være muligt for medlemmer af DJ og andre med tilknytning til vinderne at deltage.
På Journalisten.dk kan du se et tv-indslag fra i onsdags, da de fire fra Berlingske blev hyldet første gang.
Billeder fra sidste års prisoverrækkelse, hvor Peter Øvig Knudsen modtog Cavlingprisen for sit forfatterskab til bøgerne om Blekingegadebanden, kan i øvrigt ses her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.