Hurtighed frem for alt. Det har de seneste år været devisen for net-journalistikken. Jeg ved det, for jeg har selv været der i et par sæsoner som forsideredaktør på ekstrabladet.dk, hvor ’Breaking News’ har været det daglige vitamintilskud til en massiv bruger-fremgang.

Måske var det for at vise, at jeg stadig kunne dufte savsmuldet, at jeg tweetede den forkerte vinder ud på min profil ½ minut før, Kurt Strand kunne offentliggøre modtageren af årets Cavling? Det var i hvert fald, hvad der skete – og jeg kunne have bidt tommelen af mig selv, jeg fik den hurtigt slettet igen, og jeg undskyldte i en opfølgende tweet, men som linket demonstrerer, så glemmer nettet naturligvis ikke.

På sin egen facon var det en understregning af en pointe, jeg i nogle dage har funderet over. Nemlig at der er et sammenstød mellem troværdighed og hurtighed – ikke bare for netjournalistikken, men for journalistik i det hele taget; dog mest udpræget på nettet, som det ser ud lige nu.

Travlheden for kollegerne skyldes givetvis flere faktorer: Redaktionerne er ikke så talstærkt bemandet. Journalisterne bliver generalister og skal dække såvel politistof, udland, kultur og politik på en enkelt vagt, og de kan ikke være lige godt hjemme i det alt sammen.

Samtidig er der hård konkurrence mellem medierne om at være først. Mantraet om ’breaking’ er en fristerinde, det kan være vanskeligt at modstå – og når man samtidig har fuld adgang til at se, hvor mange klik de enkelte historier trækker i minuttet, er fristerinden faretruende nedringet og yppig og kræver stor selvdisciplin.

En faktor, som også har betydning for fagets troværdighed, er naturligvis den tiltagende demokratisering af viden. Enhver kan lave en blog eller et nyhedssite, og alle og enhver kan faktatjekke det journalistiske arbejde i nettets krinkelkroge af viden; og fejl har altid opstået og vil altid opstå, så længe arbejdet varetages af levende mennesker.

Men en af årsagerne til, at de finder sted, handler netop om hastigheden. Jeg kan næppe være den eneste, der har fået ændret mit nyhedsmønster og mine læsevaner i de seneste år: Jeg tjekker nyhederne på mobilen, før jeg henter de samme websites’ fysiske aviser om morgenen i postkassen. Jeg følger med på twitter og Facebook og får via venner og followers nyheder på mit eget særlige telegrambureau, og tålmodigheden er overskuelig.

Det pres skal kollegerne matche. Så der er ikke meget at sige til, at nyheder kan ses offentliggjort, før der er læst korrektur på eller redigeret i stoffet. Man kan sige, at mange kolleger i dag reelt varetager udgiveransvaret.

Et ønske for 2013 må være, at vi husker på det ansvar. Så vi stiller krav – til chefredaktører og ledere om at få et par flige mere tid, før stoffet bliver til breaking news. Og krav til vore kilder, som naturligvis forsøger at præge nyhedsstrømmen; mandag afslørede et firma i underholdningsbranchen, at en historie om en natklub forbeholdt smukke mennesker, som et par dage før havde nydt bredt fremme, var fup og fidus.

Citatet fra Kristoffer Eriksen, Douglas Entertainment, er ganske illustrativt:

”Formålet har ikke været at narre medierne, men mere at tjekke den der pressemeddelelseskultur i dansk journalistik, hvor tingene bare bliver trykt. Jeg synes, det er underligt. Det er en gren af journalistikken, der er undtaget alle journalistiske spilleregler: Når en pressemeddelelse kommer fra en virksomhed, opfatter man den automatisk som sand.”

Mon ikke 2013 vil markere begyndelsen på en forandring af disse tendenser, så det ikke altid og for alle medier på samme tid er væsentligst at være hurtigst? Det håber jeg – ikke mindst for fagets og dets udøveres troværdighed.