Mette Cornelius

Tv-vært, journalist og medredaktør på Discovery Networks’ sportsprogrammer. Tidligere vært på TV3’s fodboldmagasin ’Onside’.

Hvad er det bedste ved at være sportsjournalist?

”Det er, at jeg får lov at kombinere min journalistiske sjæl med min passion for sport, at jeg får lov at formidle følelser på godt og ondt, og at begivenheden sker, mens vi er på, så jeg aldrig ved, hvad det er for en historie, jeg ender med at skulle formidle.”

Sportsbegivenheder foregår ofte, når andre har fri. Hvad betyder det for din work-life balance?

”Det betyder, at jeg kan aflevere mine børn sent og hente dem tidligt hver dag, og den frihed ville jeg ikke undvære, men da jeg også har valgt at gifte mig og få børn med en mand i samme branche, er søndage en kæmpe logistisk udfordring og i pressede perioder en kilde til stress.”

Hvem er dine forbilleder?

”Jeg elskede ’Sport på 3’eren’ på P3 som barn og ung, og det var de stemmer, der søndag efter søndag fik min drøm om en fremtid i sportsjournalistikken til at vokse.”

Sportsjournalistik bliver ofte produceret under tidspres. Hvad er din vildeste feberredning?

”En af de sværeste situationer var, da jeg dækkede en kamp i Esbjerg mod AGF, og vi stod på banen lige efter slutfløjt, og jeg så sekunder før, jeg fik ordet på live-tv, opdagede, at en AGF-fan var faldet ud fra øvre del af tribunen og ned på cementen nedenfor. Min redaktør havde ikke set det, og jeg kunne kun hurtigt nå at råbe det ud til OB-vognen, men ikke få input til, hvordan vi skulle håndtere det, så på et splitsekund måtte jeg reagere og finde den rette tone uden at ane, hvor galt det var fat med den unge fyr på tribunen omme bag mig – mens kameraet rullede. Heldigvis slap han med livet i behold, men det ved man ikke, når man står der på en fodboldbane og forsøger at finde en balance.”

Er der i dag lige vilkår for mandlige og kvindelige sportsjournalister?

”Jeg har personligt intet at klage over, men om det samme gælder for alle kvindelige sportsjournalister rundt i branchen, tør jeg ikke svare på.”

Hvilket sportsøjeblik glemmer du aldrig?

”3-3-dramaet i Parken mellem Danmark og Sverige, hvor en fodboldfan løber på banen og overfalder dommeren. Ingen i Parken den aften kunne tro, hvad de så. Jeg var HELT grøn som reporter, og min rygsæk af erfaringer var stort set tom, så det var bare at lade instinktet råde. Det var på mange måder en skelsættende aften, også for mig selv, for jeg fandt ud af, at jeg godt kunne bunde i det journalistiske farvand.”

Mette Cornelius og Lars Jacobsen badet i øl, efter at glade landsholdsspillere havde kvalificeret sig til VM 2018. Foto: Brian Lawless/PA Images/Ritzau Scanpix

—

Frits Ahlstrøm

Har været sportsredaktør på Politiken og magasinet Alt om Sport, pressechef i Dansk Boldspil-Union (DBU) og mediedirektør i UEFA.

Hvad er den største forandring, der er sket i faget i din tid som sportsjournalist?

”En uheldig tendens til skævvridning af tekster og overskrifter, der skaber mistillid og belaster den gensidige respekt og det konstruktive samarbejde.”

Hvordan har journalisternes adgang til sportsfolkene – det vil sige kilderne – udviklet sig i din tid?

”Til det værre, i hvert fald i fodbold. Det er delvis selvforskyldt. Dertil kommer, at mange spillere og trænere ikke forstår, at de via medierne kan og bør kommunikere med deres fans; det vil sige læsere, lyttere eller seere, som reelt finansierer deres lønninger.”

Er der behov for mere kritisk sportsjournalistik?

”En journalist skal altid være kritisk og gerne også kærlig, men først og fremmest saglig, sandfærdig og bevidst om konsekvenserne af sine artikler. Husk at bruge de sociale medier med omtanke.”

Hvilket sportsøjeblik glemmer du aldrig?

”Der er flere hundrede; eksempelvis VM-kampen i fodbold mellem Danmark og Sovjetunionen 5. juni 1985 – den bedste landskamp, jeg har set i Idrætsparken – og naturligvis EM-slutrunden i Sverige i 1992 kulminerende med sejren over Tyskland i finalen.”

Foto: Kim Agersten/Ritzau Scanpix

 

Hvilken sportsjournalist eller sportsfotograf er dit største forbillede?

”Magnus Simonsen, der var min ven og mentor på Politiken. Mange foretrak at læse Simonsens reportager fremfor selv at se begivenheden. En usædvanlig skribent med en kærlighed til idrætten og livet, der formede mig som menneske.”

Hvordan er sportsjournalistikkens anseelse egentlig blandt andre journalister?

”Personligt har jeg følt mig respekteret af alle journalister lige siden min debut som elev på Politiken 1. april 1963.”

Sportsbegivenheder foregår ofte, når andre har fri. Hvad betyder det for din work-life balance?

”Det har aldrig været et problem for mig eller min familie. Ugen har altid haft syv dage og et døgn 24 timer. Det var et spørgsmål om tilpasning og tilrettelæggelse. Jeg har haft en privilegeret tilværelse; om end med lidt mindre søvn end de fleste.”

—

Lars Rønbøg

Er freelancer og har fotograferet sport i mere end 25 år. Fra Tour de France til VM-finalen i fodbold og utallige kampe i Superligaen i fodbold.

Hvilket sportsøjeblik glemmer du aldrig?

”EURO 2020, Parken, København, Danmark-Finland, 12. juni 2021 – da Christian Eriksen faldt omkuld. Jeg sad 15 meter derfra og skød billeder tæt på af hele situationen, hvoraf mange af billederne aldrig blev uploadet, fordi de var for krænkende.”

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

 

Hvad er den største forandring, der er sket i faget i din tid som sportsfotograf?

”Tv fylder meget mere nu, og vores udfordring som still-billedfotografer er, at tv har det HELE, de har adgang til det hele, og man skal virkelig være heldig/dygtig, hvis man skal producere noget, der kan matche det eller overgår det.”

Hvordan er sportsjournalistikkens anseelse egentlig blandt andre fotografer?

”Jeg tror, de fleste fotografer anser sportsfotografi som ”ikke fint nok”. At sidde med en lang tele er ikke cool – der skal man helst arbejde med noget reportage og en vidvinkel. Jeg tror, min tese er nogenlunde rigtig, for det er godt nok ikke mange fra fotojournalistuddannelsen de seneste 10-15 år, som vi ser i sportens verden.”

Er der i dag lige vilkår for mandlige og kvindelige sportsfotografer?

”Ja, det synes jeg – der er dog desværre stadig rigtig få kvinder i sportsfotobranchen.”

Sportsbegivenheder foregår ofte, når andre har fri. Hvad betyder det for din work-life balance?

”For min familie har det været et vilkår lige fra starten, og personligt nyder jeg at have fri på andre tidspunkter. Men jeg har meldt afbud til mange, mange familiære begivenheder, bryllupper, konfirmationer og så videre.”

Hvilken sportsjournalist eller sportsfotograf er dit største forbillede?

”Jeg har haft den store glæde at arbejde side om side med de bedste danske sportsfotografer i en årrække – Per Kjærbye, Jens Dresling, Lars Poulsen, Liselotte Sabroe, Claus Fisker med flere, som alle er suverænt dygtige.”

—

Dorthe Jeggesen

Har været på DR Sporten siden 1997 som journalist, kommentator, producer og redaktør. Hun har været ledende redaktør på alle Olympiske Lege siden 2012.

Hvordan er sportsjournalistikkens anseelse egentlig blandt andre journalister?

”Det tænker jeg ærlig talt ikke så meget over. Det irriterede mig mere, da jeg var yngre. Spørgsmålet: ”Hvordan har du det lige nu?” har været meget udskældt og gjort til grin. Men pointen er jo, at vi stiller det af hensyn til det svar, vi gerne vil have. Vi vil gerne høre, hvordan idrætsudøveren har oplevet kampen/konkurrencen.”

Er der i dag lige vilkår for mandlige og kvindelige sportsjournalister?

”Svært spørgsmål. På et punkt tror jeg, det er blevet lettere at være kvinde med professionaliseringen. I mine tidlige år gik man jo i omklædningsrummet – også som kvinde ind i mændenes, når man skulle lave interviews efter en kamp. Sjovt nok måtte der ikke komme mænd i kvindernes omklædningsrum. Så på det punkt er der i hvert fald lige vilkår nu, hvor interviews foregår i en mixed zone og ikke i omklædningsrummet.”

Er der behov for mere kritisk sportsjournalistik?

”Ja, absolut. Vores egen dokumentar ’Svømmestjerner under overfladen’ er et eksempel på, at der i sportens verden er de samme udfordringer som i det omkringliggende samfund. Vi skal lave mere af den slags.”

Hvilket sportsøjeblik glemmer du aldrig?

”Som kommentator var det nok OL i Sydney i 2000 – håndboldfinalen mellem Danmark og Ungarn på P3. Den finale glemmer jeg aldrig. Danmark var bagud 17-23 med 14 minutter tilbage og vandt alligevel OL-guld. I dag er det i min rolle som planlægningsredaktør mere den følelse, jeg sidder med søndag eftermiddag efter et veloverstået OL, som har involveret flere hundrede dygtige kolleger på tværs af DR.”

Hvilken sportsjournalist eller sportsfotograf er dit største forbillede?

”Inden jeg selv kom ind i branchen, var det nogle af de første kvinder i sportsjournalistikken – Karin Palshøj og Hanne Højer – der var mine forbilleder. Nu sætter jeg meget pris på kolleger, der gør sig umage, og som også er gode kammerater og ordentlige mennesker.”

Tommy Troelsen, Karin Palshøj og Claus Borre, DR-Sporten 1988. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

—

Anders Dehn

Er sportsjournalist på Tipsbladet og blev i 2021 kåret som årets unge sportsjournalist. Skriver om sport, politik og samfund.

Hvad er den største forandring, der er sket i faget i din tid som sportsjournalist?

”Danske og udenlandske medier er blevet langt flittigere og dygtigere til at dække alle de måder, hvorpå sporten er forbundet med det omkringliggende samfund. Fodbold-VM i Qatar er et godt eksempel på, hvor langt dækningen af alt det uden for banerne er kommet.”

Hvad er det bedste ved at være sportsjournalist?

”At alting er sat på spidsen: Der er vindere og tabere, helte og skurke, succes og fiasko. Det skaber grobund for gode historier. Som ung var jeg helt vild med Anja Andersen og havde VHS-bånd med Slagelse Dream Team. For nogen var hun en helt, mens andre så hende som en skurk.”

Foto: Lars Rønbøg/Picturesport/Ritzau Scanpix 

 

Hvordan har adgangen til sportsfolkene – det vil sige dine kilder – udviklet sig i din tid?

”Den er helt entydigt blevet dårligere. Jeg beskæftiger mig med fodbold, og her har klubberne bredt set afskåret eller besværliggjort adgangen til kilderne.”

Hvilken sportsjournalist eller sportsfotograf er dit største forbillede?

”James Montague, der er blevet kaldt fodboldjournalistikkens svar på Indiana Jones, og for nylig afdøde Andrew Jennings, hvis magtkritiske, afslørende journalistik alle andre står på skuldrene af i dag.”

Hvad er det bedste ved at være sportsjournalist?

”At alting er sat på spidsen: Der er vindere og tabere, helte og skurke, succes og fiasko. Det skaber grobund for gode historier.”

Sportsbegivenheder foregår ofte, når andre har fri. Hvad betyder det for din work-life balance?

”At jeg i perioder arbejder, når min familie har fri, og omvendt. Det er et stort minus.”

Er der behov for mere kritisk sportsjournalistik?

”Et stort, rungende ja. Sportens verden er fyldt med korruption, doping, matchfixing, bedrageri, skattesnyd og plettede personer eller organisationer, der forsøger at vaske deres ry rent, og det skal journalistikken være med til at afdække.”

Hvornår er sportsjournalistik værst?

”Når den ikke stiller de nødvendige spørgsmål, men bare videreformidler magtfulde personer, organisationer eller sågar staters pr-vrøvl.”

—

Tommy Poulsen

Begyndte som meddeler på Juelsminde-redaktionen på Horsens Folkeblad i 1970 og arbejdede på Horsens Folkeblad frem til 2021, hvor han stoppede som sportsredaktør. Æresmedlem af Danske Sportsjournalister.

Hvordan er sportsjournalistikkens anseelse egentlig blandt andre journalister?

”De anser os for nogle småtossede kolleger, der gider arbejde i weekenden og om aftenen.”

Hvad er den største forandring, der er sket i faget i din tid som sportsjournalist?

”Internettet har gjort det til et helt andet fag, og avisernes ensidige satsning på klik har ødelagt en masse for alle, ikke mindst læserne.”

Hvordan har adgangen til sportsfolkene – det vil sige dine kilder – udviklet sig i din tid?

”Meget negativt. I gamle dage havde vi telefonnumre og adgang til de fleste. I dag er alle lukkede med hensyn til telefonnumre, og folk er hunderædde for at blive misforstået, så det giver dem problemer hos arbejdsgiveren. Det gør udtalelser til noget robotagtigt. Sådan var det ikke i gamle dage.”

Er der behov for mere kritisk sportsjournalistik?

”Ja, men det er blevet mindre og mindre med årene.”

Hvilket sportsøjeblik glemmer du aldrig?

”VM-sejren over Uruguay i Mexico 1986. Danmark var blevet tudet ørerne fulde af disse brutale sydamerikanere. Vi spurgte Elkjær: Har du nogensinde haft brækket benet? Hans svar: Nu må I fandeneme holde op, og så gik han ud og bombede Uruguay sønder og sammen med 6-1 en søndag aften, hvor mange aviser ikke kunne nå at få det med i mandagsavisen. Vi havde det hele med, fordi vi var og er eftermiddagsavis.”

Foto: Icon Sport/Getty Images

 

Hvad er det bedste ved at være sportsjournalist?

”Vi har andres hobby som vort arbejde, og det er altid uforudsigeligt.”

Hvilken sportsjournalist eller sportsfotograf er dit største forbillede?

”John Idorn og Steen Ankerdal.”

Sportsbegivenheder foregår ofte, når andre har fri. Hvad betyder det for din work-life balance?

”Det giver en helt anden livsrytme for hele familien.”

Er der i dag lige vilkår for mandlige og kvindelige sportsjournalister?

”Ja, stort set. Kvinderne får ofte job som værtinder.”

Sportsjournalistik bliver ofte produceret under tidspres. Hvad er din vildeste feberredning?

”Landskampe i udlandet er altid under et voldsomt pres. Min værste oplevelse er fra en landskamp i Bulgarien, hvor telefonerne ikke virkede.”

Hvilken sportsgren vil du gå langt for ikke at dække?

”Curling.”