search

Født freelance

Tænk, så skulle den dag alligevel oprinde, hvor jeg befandt mig på et sted, hvor man på et højere plan kunne diskutere fotografiets æstetik med kolleger.Kolleger er måske så meget sagt, for jeg kan ikke tillade mig at kalde mig pressefotograf, men har dog levet af at fotografere i snart 25 år og ikke haft et menneske at diskutere synsvinkel og belysning med. Ikke siden Rigmor Mydtskov døde.

Tænk, så skulle den dag alligevel oprinde, hvor jeg befandt mig på et sted, hvor man på et højere plan kunne diskutere fotografiets æstetik med kolleger.
Kolleger er måske så meget sagt, for jeg kan ikke tillade mig at kalde mig pressefotograf, men har dog levet af at fotografere i snart 25 år og ikke haft et menneske at diskutere synsvinkel og belysning med. Ikke siden Rigmor Mydtskov døde.

Hvor har jeg savnet at vende og dreje udvalgte billeder og betragte dem sammen med folk, der kan se andet og mere på et fotografi, end at det forestiller en kendt person.
Hvor har jeg længtes efter at diskutere, hvad der er godt, og hvad der er dårligt i et fotografi, med folk, der selv har haft fingrene nede i fixeren og har et forhold til, hvad der er for lidt og for meget.

I årevis var jeg medlem af Billedkunstnernes Forbund, men de to-tre endagskurser, der var om året, handlede stort set om, hvordan man udfylder en selvangivelse og regner momsen ud. Aldrig en kollegial diskussion om et billedes kvaliteter eller en ærlig debat om et billedes ægthed i udtrykket, og hvad beskæringerne gør ved opfattelsen.

Næh, hvis man vil beskæftige sig med det faglige, diskutere manipulation og retouchering og grine af det alt for højtidlige sammen med en Politiken-garvet 'glimt i øjet-fotograf' som Kim Agersten, så er det åbenbart i FreelanceGruppen, det foregår.

Og vil man have lejlighed til at møde en ung vinderfotograf fra Berlingske, så berømt, at han nu bare kaldes Mads, over hans mesterværk af et s/h Stoltenberg-portræt og spørge ham om, hvordan han gjorde det – hvordan fik han så tæt en øjenkontakt med den sorgfulde statsmand på det rystende tidspunkt, der giver portrættet den dimension, der gør, at fotografiet allerede har skrevet sig ind i historien, så er det altså i journalistforbundet, man skal være.

Jeg selv er født freelancer, men da man i min verden kalder det kunstner, har der aldrig været noget, der hed "weekendseminar". Aldrig før har jeg derfor oplevet fryden ved bare at tage imod.
Jeg elskede mit livs første vaskeægte weekendseminar, med navneskilt og deltagerliste, kaffepauser med vekslende kager til, kuglepenne og isvand i termokander stående på bordene. Samt mulighed for en middagslur på det opryddede værelse, inden man igen kunne vælge, hvad man nu ville udvide sin horisont med.

Det sværeste var at vælge mellem kapaciteterne, der stillede sig til rådighed, for jeg havde lyst til både Anders Riis-Hansen og Bo Skjoldborg, Susanna Sommer og Niels Lund Pedersen, Mads Nissen og Henrik Kastenskov. Jeg tog for mig af alle retterne og vil her gerne sige skål og tak.
Suste Bonnen var på freelanceseminar på Kobæk Strand 9.-11. marts.

– Suste Bonnen, fotograf

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen