Stjernekommunikation

Fodboldstjerne var ’æselagtigt stædig’ i interview om Qatar – men slap overraskende godt fra det

Fodboldspilleren Nadia Nadim så stort på den klassiske krisemanual, da hun efter ugers tavshed stillede op til tv-interview. Der gælder nogle særlige spilleregler for hende, siger ekspert

”Det, jeg har prøvet at gøre, er på ingen måde at male et glansbillede. Jeg ved godt, at der er problemer, det er der rigtigt mange steder. Men alle dem, der kritiserer mig, hvad gør de ved problemerne? Jeg prøver i det mindste at gøre noget.”

Sådan sagde fodboldspilleren Nadia Nadim i ’Go’ Morgen Danmark’ mandag, da hun efter otte ugers medietavshed stillede op til interview og skulle svare på, om hun havde været med til at tegne et skønmaleri af Qatar.

Det startede i december, da hun optrådte i en video fra værtsskabet til VM i Qatar, hvor hun blandt andet roser arbejdet på et flygtningecenter i ørkenstaten. En video, som værtsskabet selv tweetede, og Nadia Nadim retweetede. Det blev begyndelsen på en regulær shitstorm.

’Blåøjet naivitet’

Først i denne uge tonede den populære fodboldspiller frem og svarede på kritikken. Hun fulgte dog alt andet end kommunikationsfolkets gængse krisemanual, bemærker eksperterne i podcasten ’Budskab’. I stedet for at imødekomme kritikken helt eller delvist, stod Nadia Nadim nemlig nagelfast på, at det, hun havde set i Qatar, var positivt, og at hun var i sin gode ret til at rose det på forskellige kanaler.

”Jeg tror, hun havde fået enormt meget foræret, hvis hun var kommet med nogle indledende rituelle besværgelser over, hvad der sker i Qatar. Men hun gør det modsatte,” siger Emil Nielsen, pressechef i Danmarks Naturfredningsforening.

Han mener, Nadia Nadim står med en ’åbenlyst dårlig’ sag.

Emil Nielsen hæfter sig ved, at Nadia Nadim i interviewet ikke forholder sig direkte til, at der er problemer med overholdelse af menneskerettighederne i Qatar, eller at flere tusinde migrantarbejder har mistet livet i forbindelse med forberedelserne til VM i ørkenstaten senere i år.

Heller ikke Søren Søndergaard, presse- og kommunikationschef ved Danske Havne, er begejstret over hendes kommunikation.

”Kommunikativt og i forhold til at positionere sig på en sag som Qatar – som man skal have været døvblind i mange måneder for ikke at have hørt om – fremviser hun en blåøjet naivitet, som jeg ikke synes passer sig,” siger han.

Sofa-formatet spiller

Søren Søndergaard er positiv over for Nadia Nadims valg af kanal, live-formatet hos ’Go’ Morgen Danmark’. Ifølge ham er det ”noget af det klogeste, hun har lavet i det her forløb”, fordi formatet på linje med andre ’sofaformater’ giver mulighed for at tale direkte til ’familien Danmark’ om væsentlige emner på en ’afslappet og tilbagelænet’ måde.

Men her stopper rosen også.

”Når hun vælger sofa-formatet, så skal hun også være sofa-agtig og ikke stædig. Og hun er jo æsel-agtigt stædig her, og det synes jeg er galt,” siger han.

”Qatar er en slyngelstat,” siger han og henviser blandt andet til de døde migrantarbejdere.

”Så kan det ikke nytte noget, at hun tager ned og deltager i en gang markedsføring for det sheikstyre, når tilstanden er, som den er, uanset om hun finder nogle små lyspunkter. Det duer ikke,” siger Søren Søndergaard.

Andre spilleregler for stjerner

Både han og Emil Nielsen medgiver, at interviewet har givet blandede modtagelser på forskellige SoMe-kanaler, og at reaktionerne ikke mindst på Instagram bærer præg af hjerter og ros til Nadia Nadim. Selv om hun altså ikke har fulgt de klassiske råd om krisehåndtering.

Det er der en helt bestemt grund til, mener Søren Søndergaard, som peger på, at der gælder andre spilleregler for politiske partier og virksomheder i kommunikation.

”Det er et udtryk for, at de fans, hun har, netop er foldboldfans eller fans af personen Nadia Nadim.”

”Popstjerner, rockstjerner og sportsstjerner kan og må mere. Det er historien også fuld af. Men det ændrer ikke på, at kommunikation er et fag, som er vigtig for vores måde at forstå proportioner og nuancer. Og det har hun håndteret bundelendigt,” siger Søren Søndergaard.

Nadia Nadims agent Michael Kallback skriver i en mail, at Nadia Nadim ikke ønsker at udtale sig yderligere om emnet. Han oplyser også, at de besluttede, at hun skulle stille op i ’Go’ Morgen Danmark’, fordi de gerne ville et live-format.

0 Kommentarer