Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Fodboldlandsholdet skal have Qatar-kritiske budskaber på træningstøjet frem mod VM næste år.
To trøjesponsorer fjerner deres navn fra fodboldlandsholdets træningstøj, så der kan blive plads til kritiske budskaber og markeringer, der støtter forbedrede menneskerettigheder i Qatar.
Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) i en pressemeddelelse ifølge TV 2.
De to sponsorer, Arbejdernes Landsbank og Danske Spil, har hidtil fået eksponering på de træningsdragter, som spillerne bruger under opvarmning og i fritiden.
Men nu skal pladsen i stedet bruges på kritik af det omdiskuterede VM-værtsland.
”DBU har længe været stærkt kritisk over for VM i Qatar, men nu intensiverer vi vores indsats og kritiske dialog yderligere, så vi udnytter det, at vi er kvalificeret, til at arbejde for flere forandringer i landet,” siger DBU’s administrerende direktør, Jakob Jensen, i en pressemeddelelse.