search

Fodboldfestens pris

Vil danske medier hellere være verdensmestre i sportsfester end verdensmestre i sportsjournalistik?

VM i Brasilien er åbenbart en fantastisk fest for tusindvis af danske mediearbejdere. Og fred være med det. Fodboldens globale fest er også en dansk mediefest, som ikke mindst for de kommercielle medlemmer af familien er som skabt til at lokke flere kunder ind i butikken.

Men hvor er den uafhængige og upartiske sportsjournalistik, når redaktører, journalister, programchefer, studieværter, eksperter, trænere og spillere danser hånd i hånd på den moderne mediescenes mange platforme i total-fest-showet ’Vild med sambabold’?

Og hvor går grænsen for mediernes begejstring på bekostning af sportsjournalistikken, som tilsyneladende ikke har ændret sig meget, siden DR’s folkekære sportsjournalist Gunnar Nu Hansen igennem et halvt århundrede formåede at iscenesætte den danske sportsmediefest med sig selv som det daværende radio- og tv-monopols æresgæst?

Svaret på begge spørgsmål er tilsyneladende, at journalistikken er sparet væk, og at begejstringen ikke kender nogen grænser, så længe danske medier hellere vil være verdensmestre i sportsfester end verdensmestre i sportsjournalistik.   

Jo, danske medier har også haft relevante, journalistiske indspark om narkogangstere, børneprostitution og social uro i Brasilien samt korruption, handel med børnespillere og match-fixing i den internationale fodboldverden. En verden, hvor et par hundrede nationale fodboldledere udgør det skrøbelige demokratiske fundament under en autonom milliardindustri, der tilsyneladende er helt uden for både politiets og politikernes rækkevidde.

Men VM-festen fylder stadig mest. Og i medierne varer den ikke længere kun 90 minutter pr. kamp, men non-stop i flere måneder – all inclusive.

Når medierne giver deres egen begejstrede dobbeltrolle som sportsfestens arrangør og æresgæst både første-, anden- og tredjeprioritet i de redaktionelle budgetter, rækker økonomien derfor sjældent til uafhængig og upartisk sportsjournalistik.

Sådan var det i allerede Gunnar Nu Hansens tid. Og sådan har det stort set også været efter hans død i 1993, selv om det for otte år siden kom frem, at sportsjournalistikkens danske nationalikon havde været lidt mere end blot festligt beruset over danske idrætsudøveres sportskulturelle samkvem med Hitlers Nazi-Tyskland.

I bogen ’Fodbold med fjenden’ pegede idrætshistorikeren Hans Bonde i 2006 på, at Gunnar Nu Hansen under 2. verdenskrig ivrigt hyldede dansk idræts tætte samarbejde med den tyske besættelsesmagt. En hyldest, der blandt andet kom til udtryk i en ukritisk, begejstret refererende sportsjournalistik, som havde været DR-medarbejderens varemærke lige siden Tysklands racistiske og jødefjendske OL i Berlin i 1936, hvor den danske sportsjournalist som så mange andre faldt for den tyske førers nazistiske propagandashow.

Vel er Brasilien ikke Nazi-Tyskland. Og DR’s VM-studievært Peter Møller er ikke Gunnar Nu Hansen. Men historien om DR-ikonets tyskvenlige journalistiske virke tjente som en vigtig påmindelse til alle danske journalister om at træde varsomt, når de markedsfører sportens største helte og scener.

Samtidig var det dengang ekstravagante OL i Berlin en lære om, at journalister har grund til at være ekstra på vagt overfor sportsværtslande, som ikke skyr nogen økonomiske midler for at sole sig i resten af verdens opmærksomhed, hvilket to af sportens hidtil dyreste begivenheder, det netop overståede vinter-OL i Rusland og det aktuelle VM i fodbold i Brasilien, også er tankevækkende eksempler på.

Når et VM- eller OL-værtsland i dag bruger et trecifret milliardbeløb på at arrangere en enkelt sportsfest, kan danske mediebrugere med rette spørge, om det så også er de statsstøttede danske mediers vigtigste opgave at bidrage med en månedlang non-stop-mediefest, stadig større millionudgifter til køb af radio- og tv-rettigheder og en jublende propagandistisk ensidig tilgang til sportsindustrien?

 Med udgangspunkt i den danske mediestøttes demokratiske fundament har danske mediebrugere et berettiget krav på mangfoldighed i medierne, også i mediernes formidling af store sportsfester.

Da modtagere af dansk mediestøtte desuden er forpligtet til at producere dansk journalistik for et dansk publikum, er det derfor lige så relevant at spørge, om mediernes sportsfestbudgetter kunne være givet bedre ud til mere dansk produceret journalistik? F. eks. om de borgere i de store sportsfesters værtslande, som betaler regningen, eller til at endevende de såkaldte non-profit-organisationer IOC og FIFA’s finansielle skraldespande i skattelyet Schweiz?

Samtidig kan danske sportsjournalister med rette spørge mediecheferne, hvordan beskæftigelsesmulighederne i faget tegner sig i fremtiden, hvis mediernes nuværende tendens til at ansætte tidligere sportsstjerner som primære formidlere af sportsindustriens største fester fortsætter?

For hvis tendensen er et udtryk for, at mediecheferne finder sportsjournalister overflødige, har danske sportsredaktioner en langt større og mere akut udfordring end blot at rette op på deres årelange ry for at være mediernes legetøjsbutikker. Tendensen peger direkte mod den uafhængige og upartiske sportsjournalistiks snarlige død.

Danske sportsjournalister har ganske vist levet med globaliseringens udfordringer, længe før ordet blev opfundet. Men international sportsjournalistik har især i de seneste ti år fået mærkbar konkurrence fra sportens organisationer og klubber, som udgiver egne digitale nyhedsmedier og i stigende omfang betaler pr- og kommunikationsmedarbejdere for at spænde ben for de sportsjournalister, som forsøger at repræsentere den offentlighed, der betaler deres løn.

Måske netop derfor er det i dag meget svært at få øje på danske journalister og redaktører, som udfordrer mediernes festarrangører på direktionsgangene med egne afsløringer af en diktatorisk og korrupt ledet international sportsverden. En verden, som udenlandske sportsjournalister og idrætsforskere de seneste årtier har dokumenteret kan være lige så forbryderisk og politisk manipulerende som det Tyskland, salig Gunnar Nu Hansen angiveligt hyldede.

For 15 år siden skulle der et par unge, idealistiske DR-medarbejdere og tv-dokumentaren ’Tavshedens Pris’ til at åbne danskernes øjne for cykelsportsfestens omfattende dopingsvindel, som hverken cykelryttere eller sportsmedier indtil da talte imod, fordi de alle tjente godt på at holde kæft.

Ironisk nok taler mange cykelryttere i dag åbent om den korrupte sportsindustri, de er eller har været en del af, mens mediecheferne af ’konkurrencehensyn’ fortsat er tavse om den del af industrien, de selv er dybt involveret i:

Køb og salg af tv-rettigheder, som i både FIFA og IOC’s tilfælde har vist sig at være lige så korrupt, som fodboldspillernes og cykelrytternes handel med sportslige sejre i form af match-fixing og doping.

Hvis danske mediechefer i fremtiden ønsker at blive taget alvorligt som sportsdemokratiets journalistiske vagthunde, bør de overveje at kigge på deres egen rolle i sportsindustrien, skrue kraftigt ned for festen og op for den kritiske journalistik – i det mindste før og efter kampene.

Om to år sender Brasilien formentlig igen sine mange børneprostituerede på gaden til OL i Rio de Janeiro. Og om fire år pisker Putins Rusland givetvis atter en koldkrigs-stemning op omkring en gang ukrainsk kosakdans som vært for det homofobiske medieshow ’Vild med balalaikabold’ – inden FIFA sparker VM-bolden videre til oliesheikernes omstridte fodboldrige i Qatar.

Fortsat god VM-fest.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen