Danske medier giver et falsk indtryk af, at det går dårligere i verden. Nu vil FN og de danske hjælpeorganisationer fortælle de gode nyheder fra Afrika i den første fælles kampagne nogensinde, fortæller kampagnechefen til Journalisten.dk.
»Verdens sande tilstand bør være ret højt oppe på listen over væsentlighed, men det er den ikke.«
Sådan siger lederen af kampagnen 'Verdens Bedste Nyheder', Thomas Ravn-Pedersen, til Journalisten.dk.
Han mener, at den danske presse fortolker nyhedskriterierne sådan, at dækningen af ulands-stoffet bliver skævvredet, og danskerne i sidste ende får det indtryk, at det går dårligere og dårligere i verdens fattige lande. Men det er forkert.
»Når der er en stor naturkatastrofe, så kommer den på dagsordenen. Men hvad sker der så bagefter? Det hører vi ikke noget om,« siger Thomas Ravn-Pedersen.
'Verdens Bedste Nyheder' er første gang nogensinde, at 70 danske ulands-organisationer, store som små, er gået sammen med FN og Danida om at lave en kampagne. Over 50 virksomheder støtter også initiativet, der skal forsøge at fortælle de positive historier fra ulandene op til FN's store topmøde i september. Det er Danmark, der leder topmødet.
'Verdens Bedste Nyheder' består blandt andet af særaviser, der bliver uddelt på gaden, og af nyhedssøjler, der fortæller gode historier – blandt andet at der faktisk er 400 millioner færre fattige i verden end i 1990.
Kampagnen blev skudt i gang tirsdag eftermiddag med en pressekonference, som Journalisten.dk også deltog i. Her blev en stor undersøgelse af danskernes syn på udviklingsbistand også fremlagt.
»Når vi måler danskernes syn på ulands-hjælp og i det hele taget opfattelsen af, hvordan det går i verden, så får vi et rimeligt dystert billede. Danskerne har egentlig stor sympati og vil gerne hjælpe, men de tror ikke på, at det nytter noget. Analysen viser også, at folk, som faktisk interesserer sig for internationale forhold, har et videnshul. Man er ikke klar over, hvordan tingene udvikler sig,« siger kampagnechef Thomas Ravn-Pedersen.
Han mener, der er to store problemer – dels gider pressen ikke skrive om ulands-stoffet, dels skriver de oftest de negative historier, når de så endelig fatter pennen.
Kampagnestaben har skrabet en masse data sammen om, hvordan verdenssituationen faktisk er, og så har de lavet seks annoncer, der hver især har en overskrift, der er en satirisk kopi af en pløk på forsiden af en avis.
Annoncerne kan virksomheder og organisationer trykke i deres magasiner eller kundeblade. Derudover får Verdens Bedste Nyheder indrykket annoncer i nogle danske medier, fx Illustreret Videnskab. MetroXpress er med i projektet og bringer konstruktive ulands-nyheder op til topmødet i samarbejde med kampagnens egne folk.
»Vi håber på at få rykket udviklingsområdet op i hierarkiet af nyheder, så danskerne også møder de her historier andre steder end nederst på siderne eller i en lille notits. Så er det ikke kun dem, der interesserer sig for internationalt stof, der ser det. Vi vil ud til mainstream-danskerne,« siger Thomas Ravn-Pedersen.
Men det er mindst lige så vigtigt, at også journalisterne opdager og fatter interesse for, at der faktisk er konstruktive nyheder at fortælle fra eksempelvis Somalia.
»Det handler om at udfordre fordommene. Der er en meget fastlåst opfattelse af, at hvis der ikke er en hvid, der hjælper, så er det ikke interessant. Vi vil udfordre journalisternes stereotyper med gode nyheder.«
Thomas Ravn-Pedersen er selv uddannet journalist, og han er ikke sikker på, at kampagnen kan bryde igennem og ændre på pressens måde at fortolke nyhedskriterierne på.
»Spørgsmålet er, om vi kan gøre noget ved den der pulserende nyhedsmaskine. Vi (journalister, red.) er blevet ukritiske nyhedsformidlere, der bare spytter nyheder ud, fordi det skal vi. Det er de færreste, der tør skære væk, og derfor er det svært at få tid til at lave de vægtige nyheder,« siger han.
Besøg kampagnens hjemmeside her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.