FN i skarp kritik af Rasmus Tantholdts vinderklip

»Vi sidder naturligvis ikke på livsvigtig mad i månedsvis, imens folk sulter,« siger FN-direktør i Norden Anne Poulsen om TV 2's prisbelønnede indslag fra et madlager i Somalia. »En af de vigtigste historier, vi overhovedet har lavet,« svarer Rasmus Tantholdt.

»Vi sidder naturligvis ikke på livsvigtig mad i månedsvis, imens folk sulter,« siger FN-direktør i Norden Anne Poulsen om TV 2's prisbelønnede indslag fra et madlager i Somalia. »En af de vigtigste historier, vi overhovedet har lavet,« svarer Rasmus Tantholdt.

TV 2-korrespondent Rasmus Tantholdt besøgte i juli i år et fødevarelager i Somalias hovedstad Mogadishu. Her fortalte han, hvordan bjerge af mad lå i bunker på lageret, selvom folk ikke langt derfra var i livsfare på grund af sult.

I indslaget siger Tantholdt:

"Det her er et af FNs lagre på havnen her i Mogadishu. Og se engang: Bjerge af korn. Masser af mad, som kunne være ude i de her flygtningelejre, hvor folk sulter. Og bjergene af korn fortsætter og fortsætter og fortsætter. Der er helt ubegribeligt meget mad her."

Herefter viser han en seddel, der sidder på en af pallerne med mad. Her står, at de pågældende fødevarer har ligget på lageret i tre måneder.

FN: Absurde og horrible beskyldninger 

Men klippet er groft misvisende, lyder den skarpe kritik fra FN og FN's Fødevareprogram (World Food Programme, WFP).

»Vi sidder naturligvis ikke på livsvigtig mad i månedsvis, imens folk sulter,« siger FNs direktør i Norden, Anne Poulsen.

Hun er overrasket og vred over, at det omstridte klip for nylig vandt prisen for Bedste Nyhedshistorie ved TvFestival 2012. Klippet har også været vist i TV 2-serien Korrespondenterne.

»Indslaget bringer så absurde og horrible beskyldninger frem, at vi simpelthen er nødt til at få kastet lys over den sag. En organisation som vores lever fuldstændig af frivillige bidrag – derfor er det helt afgørende, at vi har offentlighedens tillid,« siger Anne Poulsen til journalisten.dk.

Helt konkret kritiserer hun Tantholdts ordvalg og vinkel, som hun mener er fejlagtigt. Ifølge FN's oplysninger var det "kun" knap 7 procent af hele lagerets madvarer, der havde ligget i tre måneder.

»Da billederne blev optaget, var der – med undtagelse af et lille parti vegetabilsk olie – omkring 9.000 tons fødevarer på vores lager. Heraf blev 8.500 tons modtaget i juli. Altså havde kun en meget lille del af fødevarerne – nemlig 573 tons majs eller mindre end syv procent – ligget på lageret siden april. Resten var netop modtaget,« forklarer Anne Poulsen.

Du anfægter ordvalget i "bjerge af mad". Men er 573 tons ikke stadig "bjerge af mad"?

»Jeg kan godt forstå, hvis 573 tons mad lyder af meget, når man ikke kender størrelsesforholdene og kompleksiteten i vores arbejde. De 573 tons svarer til, at vi kan brødføde én million mennesker i én dag,« siger Anne Poulsen.

Lageret var ikke skjult

Hun kritiserer også, at det ikke fremgår af indslaget, at de fødevarer, der har ligget på lageret i tre måneder, er uegnede til akut fødevarehjælp for underernærede børn, der i den aktuelle situation var førsteprioritet.

Endelig mener hun også, at det er fejlagtigt at kalde fødevarelageret for "et skjult lager", som både TVFestival og TV 2 gør i omtalen af, at indslaget har vundet prisen for Bedste Nyhedshistorie.

»Dette er på ingen måde tilfældet. Lageret er FN's Fødevareprograms hovedlager i Mogadishu og ligger midt på havnen. Vi ville med stor glæde have imødekommet en anmodning fra TV2 om at besøge fødevarelageret, da det også ville have givet os lejlighed til at forklare tingene i deres rette kontekst,« siger Anne Poulsen.

Men ifølge hende har FN ikke fået nogen henvendelse fra TV 2 om at få lov at besøge lageret. I stedet fik Rasmus Tantholdt adgang til lageret uden om det officielle FN-system – og blev smidt ud efter kort tid.

Afviser at have svigtet sultende kvinder og børn

I tv-indslaget er en somalisk kvinde i en flygtningelejr vred på FN.

"De har låst maden inde på havnen, imens vi dør af sult," siger hun til Tantholdt i klippet. I et andet indslag interviewer Rasmus Tantholdt den somaliske præsident, der også er kritisk over for FNs fødevareprogram.

Men Anne Poulsen afviser, at FN har svigtet ved at lade de 573 tons mad ligge på lageret i tre måneder.

Tantholdt har talt med flere somaliere, både præsidenten og i flygtningelejre, der angiveligt meget gerne ville modtage de 573 tons majs. Hvorfor var de ikke egnede til at komme over til dem i lejren, der gerne ville have det?

»Det er vigtigt at forstå, hvor desperat situationen er under en sultkatastrofe. Hvor stort et pres der er fra alle sider på, at vi – og for den sags skyld alle andre nødhjælpsorganisationer – slår dørene op og bare deler ud. Vores pligt er at sikre, at vi når ud til dem, der har allermest brug for vores hjælp, for vi har desværre ikke midler til at hjælpe alle. Havde vi bare det.«

»Det er også vigtigt at forstå, at der i Mogadishu ikke var nogle etablerede flygtningelejre. Der var derfor ingen infrastruktur og folk havde ikke mulighed for selv at tilberede maden.«

Men hvis de majs, der lå i lageret, kunne være brugt op på én dag – hvorfor fik de så lov at ligge i tre måneder?

»Som min kollega i Mogadishu også forklarede Rasmus Tantholdt, så var denne majs uegnet som akut fødevarehjælp for underernærede børn, der i den aktuelle situation var WFP's største prioritet. Desuden skulle den leverance, vi fik i april måned, strækkes til i hvert fald slutningen af juli, og måske ind i august,« siger Anne Poulsen og fortsætter:

»Sådan er vores hverdag. Derfor står vi hver eneste dag over for en række valg: Skal vi give det hele ud på én gang? Skal vi give mindre end det, folk har brug for, så maden holder længere? Skal vi give mad til færre mennesker? For de tusindvis af kolleger, for hvem det her er hverdag, er det meget ubehagelige dilemmaer. Og smertefulde valg hver gang. Den vinkel havde vi også meget gerne drøftet med TV2. Hvis de altså havde givet os muligheden for det.«

Tantholdt: Jeg er ekstremt stolt over den historie

Rasmus Tantholdt afviser kritikken af tv-indslaget. Han mener tværtimod, at FN forsøger at spinne historien.

»Jeg er ekstremt stolt over den historie og synes, det er en af de vigtigste, vi overhovedet har lavet,« siger Tantholdt til journalisten.dk på en telefon fra Syrien.

»Når du går op imod FN-systemet og laver kritiske indslag, så skal jeg lige love for, at det vælter ned med forskellige spindoktorer og alle mulige andre, der bestormer dig med anklager om snyd og svindel. Jeg har sjældent oplevet sådan en maskine, der bliver sat i gang for at forhindre, at en historie kommer frem,« fortsætter han.

Rasmus Tantholdt tvivler også på, at det "kun" var 7 procent af fødevarerne på lageret, der havde ligget der i tre måneder.

»Til at begynde med nægtede FN, at der havde ligget nogen som helst form for mad på det lager i mere end to uger. Jeg fik dem så til at indrømme, at det var løgn. Der havde ligget mad i meget lang tid. Anne Poulsen hævder nu, at der "kun" har ligget 573 tons mad siden april. På TV 2 mener vi så, at 573 tons mad er "et bjerg af mad", og derudover har vi dokumentation for, at der har ligget over 2000 ton. Det var, hvad vi kunne nå at dokumentere, inden vi blev smidt ud,« siger han.

»Det er enormt underholdende at høre på FN, der starter med at sige til mig, at det er 0 procent, der har ligget der i tre måneder. Så bliver det 4 procent, og nu er det så 7 procent. Jeg glæder mig, til hun siger, at det var 20 eller måske 50 procent af den mad på lageret, der havde ligget i tre måneder. Det er dybt utroværdigt,« fortsætter Rasmus Tantholdt.

Tantholdt: FN er ikke til at stole på

Han stoler helt grundlæggende ikke på de tal, FN og Anne Poulsen melder ud.

»Forestil dig, at du render rundt på et gigantisk lager med enormt meget mad. Jeg fandt fire lagerrapporter på pallerne, hvor der på hver af dem stod, at 573 tons mad var leveret i april. Altså over 2000 ton. Tror du, at jeg helt tilfældigt var gået hen til lige præcis de fire rapporter med mad fra april, og at der på alle de hundrede andre rapporter på hele det lager, stod at resten af maden var ankommet senere?« spørger han.

Anne Poulsen nævner, at de 573 tons mad reelt var "uegnet som akut fødevarehjælp for underernærede børn, der i den aktuelle situation var WFP's største prioritet." Så kunne det vel ikke have været brugt til at brødføde de mennesker, der sultede ikke så langt derfra?

»Hvis du taler med de somaliere, jeg mødte i flygtningelejrene, så har de en lidt anden udlægning. De ville utrolig gerne have fat i de poser med majs. Det kan godt være, Anne Poulsen ikke mener, der var brug for den mad, men det syntes de altså selv. De var rasende på FN, fordi de udmærket vidste, at der stod paller med majs lige nede på lageret på havnen.«

Den eneste del af kritikken, som Rasmus Tantholdt imødekommer, handler om formuleringen "et hidtil skjult nødhjælpslager". Han er enig i, at formuleringen er forkert.

»Jeg har aldrig nogensinde sagt, at det er skjult. Jeg har bare sagt, at det er et lager på havnen. Jeg har måske sagt, at det ikke er tilgængeligt for pressen, men det er også rigtigt, for vi måtte snyde os ind.«

Så det er en fejl i TV 2s omtale af indslaget?

»Nej, det er fordi, TV 2 citerer TvFestivalens begrundelse for, at jeg vandt prisen. Jeg kan kun stå inde for, at lageret er skjult for pressen, for vi kunne ikke få lov at komme ind, men jeg har aldrig selv brugt ordet skjult.« 

Tantholdt understreger i øvrigt, at det ikke er ham, der er afsender på kritikken.

»Det er jo ikke mig, der kritiserer FN. Jeg talte med Somalias præsident, som forholdt sig til historien. Interviewet med ham blev også bragt i udsendelsen, men var ikke med i indslaget på TvFestivalen. Han kritiserede også FN for at have så meget mad stående nede på havnen. Jeg talte også med folk i flygtningelejre. Jeg formidler som journalist en vrede fra den somaliske befolkning og præsident.«

Journalister er velkomne hos FN 

Tilbage til Anne Poulsen.

Rasmus Tantholdt oplyser, at FN først har sagt til ham, at 0 procent af fødevarerne havde ligget der i tre måneder. Så fik han tallet 4 procent oplyst – og nu tallet 7 procent. Er det korrekt?

»Jeg kan ikke på stående fod svare på, hvilke tal TV 2 fik hvornår. Jeg ved blot, at vi gjorde alt, hvad der stod i vores magt for at give TV 2 de oplysninger, de bad om. Det er muligt, at den pågældende kollega, som Rasmus Tantholdt har snakket med, ikke havde de seneste opdaterede oplysninger på rede hånd. Mad i meget store mængder går ind og ud af vores lagre hver eneste dag,« siger Anne Poulsen.

Men hun mener, at TV 2 burde have givet hende og hendes kolleger mulighed for at undersøge tallene til bunds.

Anne Poulsen afviser samtidig, at der var 2000 tons mad på lageret, der havde ligget i tre måneder. Rasmus Tantholdt fandt fire lagerrapporter, og på hver af dem var beskrevet 573 tons mad. Men alle fire rapporter handlede om samme leverance og ikke fire forskellige, siger Anne Poulsen.

Tantholdt fortæller, at det ikke var muligt for dem at komme ind på lageret. Derfor måtte de snyde sig ind. Men du siger, at I gerne ville have lukket dem derind..?

»Nu er det FNs Fødevareprograms lager, og derfor er det jo oplagt, at man henvender sig til os for at få adgang. Mig bekendt fik ingen af mine kolleger i Fødevareprogrammet en henvendelse fra TV 2, om de måtte se det lager. Som nævnt ville WFP med stor glæde have imødekommet en anmodning fra TV2 om at besøge vores lager.«

»Og lad mig understrege, at der ikke er og aldrig har været noget hemmeligt over vores fødevarelagre. Vi har haft talrige journalister og fotografer på besøg i vores fødevarelager – i Mogadishu såvel som i alle de andre lande, vi arbejder i.«

Du kan se det omstridte indslag på TV 2s hjemmeside her

12 Kommentarer

Anne Poulsen
29. AUGUST 2012
Re: FN i skarp kritik af Rasmus Tantholdts vinderklip

Hej Mikkel,

Nej, det har vi ikke. Formålet for os har alene været at fremlægge kendsgerninger og således anskueliggøre sagens rette proportioner.

Mvh

Anne

Mikkel Bonnesen
28. AUGUST 2012
Re: FN i skarp kritik af Rasmus Tantholdts vinderklip

Hej Anne

Når du er så lodret uenig i historien, har I så klaget til Pressenævnet?

Mvh

Mikkel 

Rasmus Tantholdt
28. AUGUST 2012
Re: FN i skarp kritik af Rasmus Tantholdts vinderklip

Hej Henrik

 De 573 tons er majs. Det fremgår også af den lagerseddel, som jeg nåede at tage et billede af. Olien var en anden lagerseddel.

 

Rasmus Tantholdt
28. AUGUST 2012
Re: FN i skarp kritik af Rasmus Tantholdts vinderklip

Hej Bo

 Ja, det vil jeg helt afvise, da der selvfølgelig ikke var nøjagtig 573 tons tilbage på hver lagerseddel, men i alt over 2000 tons på de fire, jeg nåede at se, hvoraf den ene var på 573 tons. Disse fire lagersedler bestod sf majs. Ikke olie, som var en femte lagerseddel. 

Anne Poulsen
28. AUGUST 2012
Re: FN i skarp kritik af Rasmus Tantholdts vinderklip

Hej Henrik.

Som jeg skriver i min oprindelige kommentar, så var der udover et parti vegetabilsk olie 573 tons fødevarer på lageret. Og disse 573 tons bestod af majs.

MVH Anne

Flere