Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
15:39 08.12.2022 Anna Sol Jørgensen

FN-gruppe skal ind i sag om fængslet kommunikations-medarbejder i Qatar

FN-gruppe skal ind i sag om fængslet kommunikations-medarbejder i Qatar

Kommunikationsmedarbejderen nægtede i 2019 at påstå, at en gruppe demonstranter ikke havde noget med Qatars VM-byggeri at gøre. Naseem Zeitoon/Reuters/Ritzau Scanpix

Abdullah Ibhais er fængslet på tredje år, efter at han i en stilling som kommunikationsmedarbejder i Qatars VM-komité modsatte sig at være med til at dække over historier om dårlige forhold for migrantarbejdere i landet.

Men nu bringer hans familie hans sag for FN’s Arbejdsgruppe for Vilkårlig Fængsling, oplyser familien til DR. Det sker, efter at den sidste appelinstans i Qatar har afvist hans sag, efter at han blev idømt fængselsstraf for bestikkelse og for at bryde reglerne for udbud.

”Processen har aldrig handlet om, hvad han har gjort. Det har aldrig handlet om fakta og virkeligheden. Det var bare en proces, der skulle give hans fængsling et juridisk grundlag,” siger hans bror, Zlyad Ibhais, til DR.

Abdullh Ibhais modsatte sig i august 2019 ordre fra VM-komitéen, der ville have kommunikationsafdelingen til at slå fast, at en gruppe demonstrerende migrantarbejdere i landet havde noget med VM-byggerierne at gøre. Få måneder efter blev han anholdt, og i april 2021 blev han dømt.

Menneskerettighedsorganisationerne Humans Rights Watch og Amnesty International har blandt andre rejst tvivl om retssagens forløb og mener, at han ikke skrev under på sin tilståelse frivilligt.

Da to norske journalister i november sidste år blev anholdt og fik frataget deres udstyr i Qatar, var det, da de skulle mødes med netop Abdullah Ibhais. Ifølge Qatars myndigheder blev de tilbageholdt, fordi de filmede på privat grund uden tilladelse.

SENESTE NYT

Flere nyheder