Reportagen fra hverdagens Danmark er mangelfuld i de skrevne medier, mener freelancejournalist Flemming Helsted. »Aviserne snorkbobler. De ser slet ikke det potentiale, der ligger i reportagen,« siger han. Han har udviklet sin egen »flue-på-væggen«- metode, som blandt andet involverer en mini-disc og trådløse mikrofoner.

Danmarks Korrespondenten. Navnet på Flemming Helsteds en-mand-firma hører ikke til blandt de hurtigste – men der er en forklaring.
»Den skrivende journalist bruger kun reportagen, når han som udenrigskorrespondent besøger et fremmed land og oplever noget, han aldrig har set før. Jeg vil gerne være den korrespondent, der beskriver danskerne, for vi er en spændende og mærkværdig race, som fortjener at blive beskrevet i reportageform,« siger Flemming Helsted, 34 år.
Han har specialiseret sig i at beskrive ganske almindelige danskeres hverdag – den 89-årige frisør med 70 års erfaring i samme salon, sygeplejeelevens første dag i praktik blandt rigtige, syge patienter, et tilfældigt døgn i en senildement mands liv, hverdagen på et socialkontor i Faaborg.
Flemming Helsted har valgt sine kilder, fordi de bliver overset – især i den skrevne presse.
»90 procent af stoffet i avisen handler om de samme 500 politikere, sportsfolk og journalister. Det har ikke en pind med dansk virkelighed at gøre,« siger han.
De sidste 10 procent, som aviserne bruger på at beskrive hverdags-danskernes liv på, imponerer ikke Flemming Helsted. Hans måde at beskrive hverdags-danskerens liv, adskiller sig på flere punkter fra avisernes normale omgang med denne type stof: Han bruger oceaner af tid på at hente sine historier hjem, og artiklerne sniger sig nemt op på tre-fire sider i søndagsavis-format.

Indgreb i hverdagen
»Det, som aviserne betegner som reportage, bygger ofte blot på en journalists betragtninger efter et par timers besøg hos en person. Jeg mener, at reportagen forpligter. Hvis man vil have et sandfærdigt indtryk af en person, kan man ikke sætte lid til førstehåndsindtrykket,« siger Flemming Helsted, der ofte bruger tre-fire dage sammen med sine kilder.
Når en person siger ja til at medvirke i en af Flemming Helsteds artikler, betyder det et kraftigt indgreb i den pågældendes hverdag i en periode.
Han fortæller nøje kilderne, hvad hans tilstedeværelse betyder – nemlig, at han vil beskrive alt. Også når sygeplejeeleven på sin første praktikdag bliver sat til at skrive alle kardex-kortene om, fordi hun har gjort det forkert i første omgang, eller når frisøren kommer til at spørge indiskret til kundens kone, der lige er død.
Når aftalen er på plads, får hovedpersonen en lille trådløs mikrofon i reversen, og al dialog optages på en mini-disc. Samtidig vil Flemming Helsted hele tiden bevæge sig rundt i en radius af et par meter, mens han mumler kommentarer til sin egen mikrofon og tager billeder.

Kamera som filter
»De første gange ødelagde min tilstedeværelse al dialog. Kilderne kunne ikke lade være med at trække mig ind i samtalen. Så opdagede jeg, at jeg med mit kamera kunne skabe et filter mellem kilderne og mig. Så var det meget nemmere at optræde som fluen på væggen,« siger Flemming Helsted, der sender sine billeder med ud til kunderne – så kan de selv vælge, om de vil acceptere hans autentiske billeder, eller om de vil sende en fotograf ud.
Hans sælger sine artikler og billeder til aviser og fagblade.
Når Flemming Helsted kommer hjem med sine lydoptagelser, skal han i gang med et efterarbejde, der ofte varer lige så længe som besøget hos kilderne. Vigtige passager skrives ordret ud, og de mange informationer og indtryk ordnes og arrangeres, så de passer ind i en dramaturgisk form.
Når artiklerne er færdige, får hovedpersonerne altid mulighed for at læse historierne igennem.
»Jeg har fat i deres personlighed, og derfor skal de vide, hvad der kommer ud af det. For det meste virker det på dem som at få et slag i mellemgulvet. De ser sig selv meget tæt portrætterede, men indtil videre er der ingen, der har sagt fra. Det er mest tekniske detaljer, som kilderne vil have rettet,« siger Flemming Helsted.
Personerne i hans historier skal også acceptere, at han lægger deres historie ind i en dramatisk ramme, så hverdagsbilledet vækker interesse hos læserne.
»Når jeg skal beskrive en frisør, der har haft den samme rutine i 70 år, er det vigtigt at finde frem til de steder, hvor han træder i karakter. Det fandt jeg for eksempel i den måde, han fejer kundernes hår sammen på, åbner en lem i fodpanelet med foden og skubber håret ned i en sæk i kælderen – næsten i én bevægelse.«

Flere ressourcer i tv
Danmarks Korrespondenten har adresse hos tv-produktionsselskabet Delta i Odense. Flemming Helsted har tidligere arbejdet med dokumentar-programmer for Delta og gør det stadig indimellem.
»I tv-mediet er der langt større forståelse for, at det tager tid at lave dokumentar i reportageform. Jeg har ofte brugt to-tre dage til research og lige så lang tid med et tv-hold for at lave et 15-minutters tv-program. Hvis jeg præsenterer en avis for sådan en arbejdsplan, vil chefredaktøren kræve at få en Cavling til gengæld,« siger Flemming Helsted.
Derfor har timelønnen ikke været høj på de artikler, som han har solgt til Politiken og Jyllands-Posten.
Selv om Flemming Helsted får opfyldt flere af sine ønsker ved at arbejde ved tv, valgte han alligevel for to år siden at blive skrivende.
»Tv er blevet et benhårdt medie, hvor der stilles høje krav til tempo og pace. Den første tv-udsendelse, jeg lavede til TV 2 i 1994, var en 50 minutters produktion om det sidste piano, der blev bygget i Danmark. Den ide ville ikke have en chance i dagens tv-verden,« siger Flemming Helsted.
Inden han sagde sit faste job på Delta op, nåede han at producere en række små produktioner under fællestitlen »små sensationer« – hverdagsbeskrivelser fra en high-tech tøjbutik, en kolonihave, en autoophugger og fra Svendborg Rutebilstation.
»Jeg var sikker på, at det var den type journalistik, jeg ville lave resten af mit liv, men jeg ville overføre teknikken fra tv til tryk.«
På samme tidspunkt var dokumentargenren for alvor ved at vinde indpas i tv-mediet, hvor begreber som doku-soap og hverdags-reportage blev daglig tale på tv-stationerne.
Og genren blev en succes på tv.
Men aviserne …
»Aviserne snorkbobler. De ser slet ikke det potentiale, der ligger i reportagen. Man kunne sagtens lave samme form for pop-reportage, hvor læserne bliver nødt til at købe avisen i morgen for at få vished om, hvorvidt lille Peter på børneafdelingen får fjernet sin lymfeknude eller ej,« siger Flemming Helsted, der er overbevist om, at tabloid-pressen – omend forsinket – snart tager hul på den rendyrkede dokumentar.
Men resten af de store dagblade har ikke set potentialet endnu. Flemming Helsted mener, at aviserne i bedste fald opgiver forkert varedeklaration på det, de kalder reportage blandt almindelige danskere.
Da menige fagforeningsmedlemmer sidste år sagde nej til det forhandlingsresultat, som deres top-bosser havde forhandlet hjem, skrev aviserne, at LO-toppen ikke havde føling med holdningen blandt fagbevægelsens medlemmer.
»Jyllands-Posten besluttede sig for at afdække denne konflikt gennem reportage. Avisen sendte to journalister til Horsens, hvor de talte med to ledende fagforeningsfolk og SF´eren Lilli Gyldenkilde. LO-bosserne kan da ikke klandres for at være ude af trit med almindelige mennesker, når journalisterne ikke engang kan finde ud af at tale med dem.«

Høj og udmattet
Flemming Helsted kan indtil videre konstatere, at han bliver både høj og udmattet af sin arbejdsmodel. Høj, på grund af den indsigt og oplevelse han får, udmattet, fordi især efterbearbejdningen er krævende. Til gengæld er han indtil videre ikke blevet rig på sin metode, som ofte får redaktørerne til at skubbe pengepungen forsvarligt langt ned i lommen.
Men det afholder ikke Danmarks Korrespondenten fra at finde nye ideer fra danskernes hverdag.
»Jeg har allerede været i Bauhaus og snuse til atmosfæren i havemøbel-afdelingen. Her kan man opleve ægtepar, hvor konen tænker på, hvordan møblerne tager sig ud på terrassen en juni-aften, mens manden straks giver sig i kast med at tjekke møblernes samlinger. Det kunne jeg godt tænke mig at bruge nogle dage på at beskrive,« siger Flemming Helsted.