TROVÆRDIGHED. Journalisters troværdighed har med sprog at gøre. Jeg er afstået fra flere nethandeler, fordi udbyderens sprog var for ringe – varen kunne jo i princippet være god nok, men en klog ordblind ansætter en sekretær.

En anden utroværdighedsfaktor er floskler. I Journalisten nummer 6/10 læser vi nu igen igen om brugtvognsforhandleren, udlagt som bundskraberen. En håndfuld af de hæderligste mennesker, jeg kender, er brugtvognsforhandlere (og jeg er ikke i familie med dem). Man kan indvende, at der henvises til en statistik som faktuel belysning af en troværdigheds-undersøgelse. Dette gør ikke Journalistens specielle fokus på brugtvognsforhandleren mindre floskelpræget.

En tredje utroværdighedsfaktor kunne være graden af almen oplysning.
Vi ligger ikke længere på maven for autoriteter, bare fordi de er autoriteter. Der skal være noget mere hold i dem end titlen af skoleinspektør, overlæge eller politimand. Det er da sundt! Personligt er jeg stadig ret måbende over den tillid og åbenhed, som jeg i mine mange aktive journalist-år blev mødt med fra alle danske samfundslag. Fra både 'venner' og 'uvenner'. Jeg skulle nok få at vide, hvis jeg skrev fejl! Men man var stort set aldrig bange for at tage chancen.

I mindre oplyste lande bliver journalisterne enten skudt eller ophøjet til ikoner. De er VIP! I Danmark kan menigmand godt selv finde ud af at skrive blogs og facebook-tekster. Det er sejt! Men gennem åbenheden og tilliden demonstrerer menigmand klart, at han stadigvæk har brug for os specialuddannede.

Så lad nu lige journalisterne være mennesker, indrømme fejl og tilstræbe forbedring. Mere forlanges såmænd ikke.

– Elsebeth Nilsson, (Djfb) efterlønner