Fotografernes brug af Photoshop truer med at gøre billederne til for meget kunst og for lidt foto. Derfor laver Pressefotografforbundet nu retningslinjer for redigeringen af billeder til Årets Pressefoto. Pjat, mener fotograf Ulrik Jantzen: »Photoshop er Guds gave til fotografiet.«

Photoshop. Helle Thorning-Schmidt skal i avisen på søndag. Der kommer et stort interview med hende i tillægget M/S, og Berlingske-fotografen Claus Bjørn Larsen har kun 10 minutter til at tage gode portrætbilleder uden for Christiansborg. Han har på forhånd tænkt igennem, hvor han skal fotografere partilederen, og hvordan hun skal sidde og stå. Men på trods af forberedelserne ved han, at det er umuligt at nå at tage et billede med den rette stemning.

»10 minutter er ingenting, så det giver sig selv, at jeg er nødt til at lægge stemningen ind bagefter via Photoshop,« forklarer Claus Bjørn Larsen.

Han bruger et par timer ved computeren på at redigere sine seks-syv fotos. Han øger kontrasten i billedet og gør Helle Thorning-Schmidts ansigt lysere, så det træder frem i billedet.

»Det her billede har jeg redigeret så meget, at jeg er nået lige til grænsen for, hvad jeg finder forsvarligt,« siger han om det ene af portrætterne.

Bagefter giver han billedet endnu en tur i Photoshop, så han ender med at træde hen over sin egen grænse. De forskellige versioner af portrættet skal dommerne ved næste udgave af Årets Pressefoto nemlig have. Ikke fordi Claus Bjørn Larsen vil sende billederne ind til konkurrencen, men fordi dommerne skal bruge dem som eksempler på acceptabel og overdreven brug af digital billedbehandling.

Pressefotografforbundet (PF), der arrangerer Årets Pressefoto, indfører nye regler, som skal sætte grænser for deltagernes brug af Photoshop. I den forbindelse har forbundet bedt blandt andre Claus Bjørn Larsen om at lave billedeksempler, fordi det er vanskeligt i ord at formulere klare regler på et område, hvor der er mange gråzoner, forklarer bestyrelsesmedlem Michael Bager fra PF.

Men reglerne er nødvendige:

»I nogle af vores konkurrencer har der været billeder, der umiddelbart har virket utroværdige. Det har snarere været illustrationer, og i Årets Pressefoto vil vi gerne belønne det gode pressebillede. Vi mener, at det langt hen ad vejen er muligt at lave gode billeder uden computeren. Læserne bliver forvirrede, hvis det, de ser i avisen, lige
så godt kan være illustrationer som fotografier.«

De nye retningslinjer ved Årets Pressefoto skal være med til at understøtte fotografiets troværdighed, for den er under pres, siger Søren Skarby, der også er med i PF-bestyrelsen.

»Læserne ved godt, hvor meget man kan gøre i Photoshop. Kvinder spørger mig nogle gange, om jeg ikke kan fjerne deres rynker. Det vil jeg ikke, men at de overhovedet spørger, viser jo, at der allerede er sket et skred i læsernes bevidsthed. Hvis fotografiets troværdighed ryger, kan det hele være lige meget.«

Derfor håber Søren Skarby, at regelændringen i Årets Pressefoto-konkurrence kan blive første skridt på vejen mod, at fotograf-faget som helhed får nogle generelle retningslinjer for redigeringen af billeder. Søren Skarby kalder sig selv 'purist' og foretrækker så minimal redigering som muligt. Billedbehandlingen i især de danske magasiner er allerede langt ude på et skråplan:

»Farverne og lyset bliver hevet og flået til alle sider, også i Journalisten, og det er forfærdeligt at se på.«

Freelancefotograf Ulrik Jantzen er en af de fotografer, der leverer mange billeder til de danske magasiner. Han flytter ikke ting i billedet, men han redigerer frit i farver, kontraster og skygger, og det er intet problem, mener han.

»Hvis man vil lave retningslinjer om Photoshop, virker det for mig, som om der er nogle, der er kede af, at de ikke kan finde ud af at bruge de tricks og muligheder, der er i programmet. At lave sådan nogle regler er at udstille læserne som dumme mennesker. Folk i Danmark er meget visuelt orienterede og kan sagtens se, hvad der er fotos, og hvad der er egentlig manipulation. Og jeg synes selvfølgelig ikke, at man må klippe luftballoner og flyvemaskiner ind i sine billeder.«

For Ulrik Jantzen går vejen til gode billeder altid via Photoshop. Medmindre han er på reportageture, bruger han aldrig længere tid på at tage billedet end på at efterbehandle det.

»En journalist, der laver en reportage, skriver ikke hvert eneste ord, han hører undervejs. Som fotograf vælger jeg ligeledes et udsnit af historien, og så bruger jeg min frihed til at fortolke og redigere billederne, så budskabet træder tydeligere frem.«

Claus Bjørn Larsen lægger sig midt mellem Skarbys naturalisme og Jantzens helt frie udtryk.

»Man skal huske, at Photoshop kun er et værktøj. Vi skal klare så meget som muligt i selve optagelsen, men selvfølgelig må man redigere sine billeder med måde. Med et portrætfoto kan vi tillade os lidt mere og måske fjerne en bums, men den går ikke, når vi tager reportagebilleder. Dér skal vi så tæt på sandheden som muligt og have respekt for det oprindelige lys.«

I de store bladhuse hilser billedcheferne diskussionen om digital billedbehandling velkommen. Hos Jyllands-Posten frygter Jens-Kristian Søgaard også for billedernes troværdighed.

»Der har været nogle meget kedelige sager i løbet af sommeren med decideret manipulerede billeder fra Libanon. Det er altid afgørende, at man ikke holder læseren for nar. Især når man har at gøre med nyhedsreportager, skal man være meget varsom med sin redigering.«

Hans kollega hos Politiken, Per Folkver, er enig i, at der er et autenticitetskrav til alle billeder, der har reportagepræg.

»Men samtidig kan jeg godt lide, at vores fotografer har en personlig stil. Så jeg vil gerne have, at de ændrer en lille smule på eksempelvis farverne eller kontrasten, men de må ikke røre ved selve substansen i billedet. Vi har pligt til at videregive dét, der skete. Ellers bliver det en illustration.«

Per Folkver er helt bevidst om, at der er store gråzoner mellem, hvad der er ordentlig billedbehandling, og hvad der er overdrevent.

»Derfor er der i høj grad brug for at diskutere, hvad man må. Rent teknisk har fotomediet ændret sig enormt, og teknikken er med til at forme udtrykket. Vi må ikke glemme, at vi et stykke hen ad vejen er underlagt Silicon Valley. For hvem har bestemt, at Photoshops blå farve er rigtigt blå? Det har nogle programmører.«

Søren Skarby sværger mest til klassiske reportageopgaver, hvor det kun handler om indholdet.

»Jeg lavede i foråret en reportage i nogle børnehaver, hvor jeg på ingen måde måtte manipulere med billederne. Efter nogle dage kom jeg ind i en rytme, hvor jeg bare tålmodigt ventede på de gode billeder. De kommer nemlig, uden at man behøver at »dope« dem teknisk. Det tager bare tid. Til gengæld bliver man belønnet med en rigtig god fornemmelse i maven.«

Den arbejdsmetode har Ulrik Jantzen ikke lyst til at prøve.

»Hvis man bare trykker flade, ubehandlede billeder, får man en mudderpøl, hvor intet træder frem i billedet. Vores opgave som fotografer er at fortælle historierne bedst muligt og give læserne gode oplevelser. Så for mig er Photoshop Guds gave til fotografiet.«

Den indstilling var ikke gået i USA. De amerikanske medier har en langt mere restriktiv linje i forhold til redigeringen af billeder, og der er flere eksempler på fyringssager efter overdreven brug af Photoshop. I juli blev en fotograf fra avisen Charlotte Observer afskediget, efter at han havde gjort solens orange farve mere tydelig.

»Det var helt hysterisk at fyre ham for det,« mener Per Folkver.

»Hvis vi havde den slags regler i Danmark, ville 90 procent af alle fotografer blive kylet ud.«

De tre skoler

Puritanerne. Foretrækker, at billeder bringes så uredigerede som overhovedet muligt. Anser det for at være grundlæggende dårligt fotohåndværk at photoshoppe billeder.

Pragmatikerne. Mener, at der skal være plads til, at fotografen skaber sit eget udtryk ved at justere lidt på farver, kontraster og skygger. Holder dog på, at de originale lysforhold skal respekteres og fastholdes – lyse eftermiddagsbilleder må altså ikke blive til tusmørke.

Kunstnerne. Accepterer ikke, at ting på billedet bliver flyttet. Derudover er der frit spil. Slår meget på fotografens ret til at formidle sit budskab på sin helt egen måde – også selv om det betyder, at farver, skygger og lys kommer på kant med virkeligheden.

Fup FØR Photoshop

PAPIRKLIP. Dag Hammarskjöld og hans FN-kollega Andrew Cordier kunne ikke undværes i Politiken den junidag i 1961. Men hvis begges ansigter skulle med, ville billedet blive for bredt. Medmindre det blev rettet lidt til.

Med en saks og lidt tape fik en af avisens fotomedarbejdere de to herrer til at træde et par skridt tættere på hinanden – og således havde Politiken nu det lille kompakte dobbeltportræt, der var brug for.

Sammenklipningen er ganske overbevisende og viser, at selv langt før den digitale tidsalder kunne fotografer redigere og snyde med deres billeder.

»De var virkelig dygtige dengang,« fortæller Politikens fotochef, Per Folkver, der i avisens billedarkiver har fundet en række eksempler på kunstfærdige manipulationer fra 60erne og 70erne. En kilometerlang gruppe atommarch-deltagere er eksempelvis klippet ind på ét og samme billede – mens et par forbipasserende biler optræder to gange på samme stykke vej. Arkiverne byder også på udklippede fodbolde, der var klar til at blive limet ind på sportsbilleder, der ikke havde fanget det afgørende skud.

»Etikken er fundamentalt anderledes i dag, og sådan noget ville være fyringsgrund nu. Men de var ikke skrupelløse dengang – det var bare en helt anden tid, og det her var okay,« siger Per Folkver.