Nu tegner der sig et flertal for at redde Døvefilm.
Som Journalisten kunne fortælle tidligere i dag, er samtlige medarbejdere i Døvefilm blevet opsagt. Institutionsleder Mette Bergqvist opsagde alle 21 medarbejdere og derefter sig selv i torsdags. Døvefilm har 16 DJ-medlemmer ansat.
Årsagen er, at regeringen har fjernet Døvefilms bevilling på 7,2 mio. kr. i finanslovsforslaget for 2018.
Men der er ikke politisk flertal for at skære Døvefilm fra finansloven. Både Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Enhedslisten afviser at fjerne bevillingen.
DF og S vil redde Døvefilm
”Vi synes, det er en forkert prioritering af regeringen,” siger Dansk Folkepartis handikapordfører, Karina Adsbøl.
”Det er rigtig vigtigt for døve danskere, at de bliver ligestillet i muligheden for at få nyheder. Især når regeringen for øjeblikket arbejder på et forbud mod diskrimination, virker det som en mærkelig prioritering,” fortsætter hun.
Socialdemokraternes finansordfører, Benny Engelbrecht, mener, det er ”småligt” af regeringen at skære Døvefilms bevilling.
”Vi synes, det er for småligt. Det er en ganske lille bevilling til stor gavn for en gruppe mennesker, som har brug for indhold, som er målrettet dem på deres eget modersmål: Dansk tegnsprog. Det er ganske utroligt for mig, hvis det skulle være nødvendigt at skære væk. Det håber vi at finde en løsning på, hvis vi bliver inviteret til finanslovsforhandlingerne,” siger finansordfører Benny Engelbrecht.
Enhedslistens pressetjeneste oplyser til Journalisten, at partiet også er imod at spare på Døvefilm. Tilsammen har de tre partier 97 mandater og altså et politisk flertal.
DF: Medarbejderne tages som gidsler
Tillidsrepræsentant Jakob Peitersen fra Døvefilm har fortalt Journalisten, at "folk er i chok".
”Det er meget frustrerende. Der er stor usikkerhed i huset nu: Hvad sker der med os? Selv hvis vi kommer tilbage på finansloven, vil den næste tids usikkerhed kunne betyde, at nogle søger væk eller bliver syge af det,” sagde Jakob Peitersen.
Karina Adsbøl forstår bekymringen.
”Jeg kan godt forstå, at medarbejderne er nervøse. Jeg synes, regeringen har taget Døvefilms medarbejdere som gidsler i denne her finanslov. Det er ikke en fair og rimelig situation, at man er nødt til at opsige medarbejderne, fordi det er så usikkert,” siger hun.
Ingen garantier
Men selv om der tegner sig et flertal uden om regeringen for at bevare bevillingen, så understreger politikerne, at medarbejderne ikke kan ånde lettet op endnu.
”Jeg tør ikke udstikke nogen garantier, før der er en aftale. Men jeg kan love, at Dansk Folkeparti er imod, at Døvefilm skal bespares,” siger Karina Adsbøl.
Hun tilføjer, at det er finansordfører Rene Christensen, der skal tage kampen ved forhandingsbordet.
”Jeg ved, at han er meget opmærksom på det her, og han nævnte også Døvefilm i sin finanslovstale,” siger hun.
Benny Engelbrecht mener også, det er for tidligt for medarbejderne at tro, at bevillingen er sikret.
”Der er intet, jeg hellere ville end at love medarbejderne, at vi gensikrer den bevilling. Men det er desværre ikke sikkert, vi bliver inviteret til finanslovsforhandlingerne. Hvis det bliver en ren blå aftale, er det jo op til Dansk Folkeparti. Jeg er ikke tryg, før jeg har set, at den bevilling er tilbage, og det kan jeg desværre heller ikke love medarbejderne,” siger Benny Engelbrecht.
Minister: Kan lave tv uden statsstøtte
Journalisten har forsøgt at få et interview med social- og børneminister Mai Mercado (K), som har ansvaret for området. Her oplyser kommunikationschef Martin Hein, at ”det er i finanslovsforhandlingerne, der kan ske noget”. Han henviser desuden til en udtalelse, hvor Mai Mercado i start september forklarede til Altinget, hvorfor Døvefilm ikke var på finanslovsforslaget.
"For mig er det et kardinalpunkt, at vi konstant overvejer, hvad vi bruger penge på, og om de opgaver kan løftes bedre på anden vis. Da Døvefilm blev sat i verden i 60’erne, kunne man reelt ikke producere tv uden et stort og dyrt produktionsapparat. Sådan er det ikke i dag, hvor man godt kan lave indhold uden statsstøtte. Og så skal man også huske, at DR stadig har service-forpligtelser på dette område, så tegnsprogstolket materiale vil derfor stadig kunne findes på sendefladen," skrev Mai Mercado til Altinget.
Finanslovsforhandlingerne plejer at blive afsluttet i november.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.