Indslag, artikler og underskriftsindsamlinger. Udspillet til en ny offentlighedslov har været under hård beskydning i offentligheden den seneste tid, og det har været med til at få det politiske bagland til at vakle og eksperter til at kritisere loven.
Nu ser det også ud til, at befolkningen siger fra, skriver Politiken.
58 procent af danskerne mener nemlig, at den såkaldte ministerbetjeningsparagraf, § 24 i udspillet til en ny offentlighedslov, er ”ufornuftig”. Omvendt bakker blot hver femte af de adspurgte op om justitsministerens begrundelse for paragraffen, som er, at embedsmænd og ministre skal have et fortroligt rum at prøve ideer af i. Det viser en ny meningsmåling, som Megafon har foretaget for Politiken og TV 2.
Justitsminister Morten Bødskov (S) tolker dog ikke tallene som modstand mod paragraffen, men som ubegrundet frygt for lukkethed.
»Jeg ser det her som et udtryk for en bekymring for, om det her er et tagselvbord for lukkethed, og det er det ikke,« siger han til Politiken.
Men retsordfører Simon Emil Ammitzbøll (LA) finder det naturligt, at folket er imod en lov, som han mener kan være med til at skjule oplysninger for dem.
»Der skal være et frirum, men med lovændringen går man fra, at der er et frirum til en hemmelig balsal, hvor regeringen kan gøre, hvad den har lyst til, uden at folket, journalister eller oppositionen kan opdage det,« siger Simon Emil Ammitzbøll til Politiken.
I går aftes offentliggjorde Per Lyngby og Ebbe Dal, henholdsvis formand og adm. direktør i Danske Medier, desuden en kronik i Berlingske. Her opfordrer de partilederne bag forslaget til at tænke lovforslaget om.
”Ønsket er, at den kommende offentlighedslov får en udformning, så jeres vælgere og de medier, de har valgt at lade sig orientere af, får sikkerhed for at kunne følge med i, hvad I laver. Et basalt og grundlæggende demokratisk ønske, som I har valgt at sidde overhørigt,” skriver de.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Gad vide hvordan ovennævnte meningsmåling havde set ud hvis man kun måtte svare, hvis man også vidste hvad paragraffen gik ud på...
Egentlig beviser den måling ikke andet end pressens evne til at piske en stemning op.
Så længe der ikke søges om aktindsigt kan Ombudsmanden ikke tjekke noget som helst.
Spørgsmålet er også om de borgere og journalister der søger om aktindsigt i en betændt sag overhovedet vil opdage, hvad man skjuler for dem.
Oppositionen eller offentligheden kan heller ikke se omfanget af de hemmelige dokumenter der benyttes til at påvirke udvalgte grupper i folketinget (§27 stk2) eller tjekke deres indhold.
Hemmeligholdelse skaber skjult styring af folketinget der ikke ses.
Og dermed risiko for magtmisbrug fordi man bruger falske argumenter eller manipulerede tal.