Først tager de en journalistuddannelse, arbejder 5-10 år i mediebranchen, og så bliver de håndplukket til et job som presserådgiver for en minister. Men når tiden på Slotsholmen er slut, vender de færreste tilbage til medieverdenen. I stedet bliver de pressechef, kommunikationschef eller partner i et kommunikationsbureau. I tobaksindustrien, for flyfabrikker, banker og forsikringsselskaber.
I anledning af ministerrokaden og pressechef Jacob Winthers afgang fra Forsvarsministeriet har Journalisten undersøgt, hvor ministeriernes tidligere pressefolk egentlig får job bagefter. Og om det er sværere at få et godt job, hvis man har været centrum for en mediestorm. Kortlægningen af 25 spindoktorers liv efter ministeriet, dokumenterer nærmest en hjerneflugt fra medieverden.
I erhvervslivet og blandt interesseorganisationer har man for længst indset, at tidligere spindoktorer, har værdifulde kvalifikationer. I kommunikationsbranchen ved man også godt, at loyalitet er noget, der følger den arbejdsgiver og de opgaver, man har lige nu. Og selvom man engang har arbejdet for en mi-nister, har man ikke svoret evigt troskab.
Tværtimod har man fået en uvurderlig indsigt, som fremtidige arbejdsgivere kan have glæde af.
I mediebranchen er opfattelsen den stik modsatte. Spindoktorer har valgt side én gang for alle. Og det er ikke for journalistikken. Alt, hvad nuværende og tidligere spiondoktorer laver, er med andre ord farvet af deres politiske ståsted.
En norsk professor udtalte for nogle år siden i Journalisten, at vejen fra regeringskontorerne til medierne var blevet foruroligende kort. Han tænkte på alle de tidligere rådgivere, der nu arbejdede som kommentatorer på danske medier.
I realiteten er vejen for lang – og det åbenbart så meget op ad bakke, at kommunikationsbranchen bliver ved med at tiltrække de bedste hoveder.
I dag bruger medierne især tidligere presserådgivere som kommentatorer, der forklarer og analyserer det politiske spil – det gælder for eksempel Peter Mogensen og Michael Kristiansen. Men derved fastholder man dem netop som insidere, der ikke behøver at redegøre for deres kilder og lægge fakta frem som andre journalister. I realiteten er medierne fanget i deres eget stereotype spin.
Efter i årevis at have fremstillet spindoktorer som mørkets fyrster, kan man jo ikke række hånden ud og sige god for deres kvalifikationer, vel.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.