JP/Politikens Hus er blevet ramt af et phishing-angreb. Det fremgår af en mail fra mediekoncernen. Også Dansk Journalistforbund er påvirket.
Angrebet betyder, at der bliver sendt fupmails ud fra nogle medarbejderes mailadresser. I dem er der et link til dokumenter i for eksempel OneDrive. Det anbefales at lade være med at klikke på linket, da det kan give hackere adgang til login-oplysninger til Microsoft, hvorfra der bliver sendt fupmails ud til endnu flere mailadresser.
”Hvis du kommunikerer med andre om deling af filer via Microsoft, så kontakt dem og tjek, om det er korrekt, at de deler en fil med dig, før du klikker på linket,” lyder det i mailen fra JP/Politikens Hus.
”Vi ved ikke på nuværende tidspunkt, om hackerne tilgår og misbruger de oplysninger, de kan tilgå, men det er vores vurdering, at det mest er et angreb, der giver mulighed for at sprede en falsk mail til endnu flere,” lyder det videre.