
Allan Boye Thulstrup er næstformand i Dansk Journalistforbund. Foto: Jacob Nielsen
Kan du arbejde med visuel identitet, producere indhold til sociale medier, opdatere hjemmeside, lave foto- og videomateriale samt søge og afrapportere fonde?
Det er i hvert fald fem ud af de 14 arbejdsopgaver, som fremgår i et jobopslag, hvor egnsteateret Operaen i Midten søger en ny kommunikationsmedarbejder i en stilling på 20 timer om ugen.
Opslaget får kritik af næstformand i Dansk Journalistforbund Allan Boye Thulstrup. For det er et symptom på en usund udvikling i kommunikationsbranchen, at arbejdspladser har for høje forventninger til medarbejdere.
”Det sker for tit i branchen, at arbejdspladser ikke har gjort sig klart, hvad man skal bruge en kommunikationsmedarbejder til, inden man laver et stillingsopslag. Arbejdspladser søger ”en blæksprutte”, der kan fylde huller og nå alt muligt forskelligt,” siger han til Journalisten.
Som kommunikationsmedarbejder kan man ikke nå det hele, siger han, og derfor skal arbejdspladserne blive bedre til at målrette, hvad det er for en kommunikationsprofil, man søger.
Flere går ned med stress
Rådgiverne i Dansk Journalistforbund får ifølge næstformanden i stigende grad henvendelser fra kommunikationsfolk, der ikke kan overskue at løse de mange arbejdsopgaver. Ifølge Allan Boye Thulstrup går flere og flere ned med stress.
Ud over den brede opfattelse af, hvad en kommunikationsmedarbejder laver, peger Allan Boye Thulstrup på, at mange organisationer ”nærmest automatisk skubber arbejde videre til kommunikationsafdelingen”.
”Derfor sander de hurtigt til i alle mulige opgaver, der ikke nødvendigvis er kerneopgaver for kommunikationsafdelingen, men som havner der, fordi man ikke ved, hvor man ellers skal placere opgaverne,” siger han.
Hvad skal der gøres for at rette op på den forståelse af, at kommunikation er så bredt et fag?
”Jeg tror, at vi skal blive bedre til at tale om, at der er mange forskellige fagligheder i kommunikation. Og så skal man blive bedre til at forstå, at bare fordi der kommer en ny kanal som f.eks. TikTok, så betyder det ikke, at der kommer mere tid i kommunikationsafdelingen til at lave kommunikation der. Så skal man tale om, hvad man prioriterer. Der bliver i forvejen løbet hurtigt nok.”
Lavere forventninger
Det er Freja Friberg Lyme, der står bag jobopslaget.
Hun er daglig leder af Operaen i Midten, og til Kforum har hun understreget, at man altså ikke forventer, at den kommende medarbejder har alle de kompetencer, der er beskrevet i opslaget.
”Jeg forventer ikke at ansætte en, der kan tjekke alt af. Det er en stilling, der skal udvikles i fællesskab, og hvor vi aflaster hinanden,” siger hun til Kforum.
Allan Boye Thulstrup siger, at han har været i dialog med Freja Friberg Lyme, efter at han på Twitter kritiserede opslaget.
”Jeg har ikke noget imod Operaen i Midten, men det er et generelt problem i branchen, at man ikke gør det klart, hvad man skal bruge en kommunikationsmedarbejder til,” siger han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.