Efter to nye konkrete terrorplaner mod Jyllands-Posten er flere medarbejdere ramt af frygt, mens andre føler sig fuldstændigt trygge. Alle er enige om, at det ikke påvirker journalistikken. Men man må erkende frygten hos nogle medarbejdere for at kunne håndtere den, siger psykolog.

(U)SIKKERHED. Flere medarbejdere fik et sug i maven, da det blev afsløret, at bombemanden Lors Doukaiev havde Jyllands-Posten som mål. Ubehaget ramte igen, da det kort efter kom frem, at en terrormistænkt fange i Norge havde indrømmet, at den danske avis også var målet for hans planer.

»Jeg ville ønske, at det ikke påvirkede mig, men det gør det. Jeg bliver bekymret og ked af det, hver gang der kommer en meddelelse om, at der er nogen, der har os som mål,« siger journalist Tine Tholander. Hun er ansat på Jyllands-Postens web-tv i København.

Mandag morgen efter afsløringen af bombemanden blev medarbejderne i Viby mødt af to politibetjente med maskinpistoler ved indgangen.

"Der får jeg lidt af et sug i maven og tænker: Hvad er det her for et sted, er vi nu pludselig i krig?" siger praktikant på JP Sofie Bak Thorup til de journaliststuderendes avis Tryktenyheder.dk.

Tine Tholander og Sofie Bak Thorup er ikke de eneste på Jyllands-Posten, som er berørt af truslerne. Og sandsynligvis er de langtfra dem, der er hårdest ramt.
»Situationen i sidste uge gjorde, at flere kolleger nåede smertegrænsen. Det har skabt utryghed, at der med få dages mellemrum kom to af hinanden uafhængige planer om terror frem,« siger tillidsrepræsentant Bo Jørgensen, som er formand for journalisternes faglige gruppe i Viby og København.

Ikke alle har mod på at dele deres tanker med kolleger og omverdenen.
»Det er vidt forskelligt, hvordan folk reagerer. Der er nogle, der går meget stille med det. Vi arbejder på at få folk til at tale om det med hinanden og opfordrer folk til at tale med deres bagland,« siger Bo Jørgensen.

Jyllands-Posten har en ordning med Falck Healthcare, hvor medarbejderne kan få op til 10 psykologsamtaler. Koncernen betaler for samtalerne, men får ikke at vide, hvem der har benyttet sig af tilbuddet. Det oplyser informationschef Torben Møldrup. Derudover bliver der holdt fyraftensmøde i både København og Viby, hvor chefpsykolog Rikke Høgsted fortæller om, hvordan en virksomhed under pres bedst tackler situationen. Da der var fyraftensmøde onsdag i sidste uge, var der helt fyldt op.

Chefpsykolog Rikke Høgsted har tidligere rådgivet soldater i Afghanistan om, hvordan man håndterer at arbejde under pres. Hun understreger vigtigheden af, at en ledelse klart kommunikerer ud, at der er plads til, at folk reagerer forskelligt.
»Nogle har måske lige fået barn, andre er måske blevet skilt eller står i en svær situation. Vi kan være under meget forskelligt pres i forvejen, og derfor kan vi reagere vidt forskelligt,« siger hun.

Journalist Tine Tholander håndterer frygten ved at berolige sig selv med, at Jyllands-Posten efterhånden er et af de mest sikre steder at gå på arbejde. Og hun er godt tilfreds med den måde, ledelsen håndterer kommunikationen til medarbejderne på.
»Men det ville da være fedt at gå på arbejde et sted, hvor der ikke var nogen, der potentielt ønskede at slå nogen ihjel,« siger hun.

Kolleger har spurgt meget detaljeret om, hvordan de skal forholde sig, hvis det lykkes en gal person at slippe ind på redaktionen. Selv foretrækker Tine Tholander ikke at tænke mere end højst nødvendigt på skrækscenarier.
»For mig nytter det ikke noget med en håndbog i, hvad jeg skal gøre, hvis en mand kommer ind på redaktionen med en maskinpistol. Jeg har ikke lyst til at gå og tænke over, hvor brandslukkeren er, så jeg kan slå ham i hovedet med den. Det bliver lidt for virkeligt,« siger hun.

Andre medarbejdere er fuldstændigt trygge ved at gå på arbejde. En af dem er journalist Peter Ernstved Rasmussen.
»Vi har fået nogle ændringer af de fysiske forhold, som gør, at vi i den grad føler, at vi bliver passet på,« siger han.
For at komme op til sit skrivebord skal Peter Ernstved Rasmussen bruge et nøglekort tre gange.

Der er kommet vagt foran alle indgange og store metalgitre ind til baggården. Alle gæster skal registreres i receptionen, og butikken Politiken Plus nede i forhallen er blevet flyttet ud af huset, så der er et mindre rend af mennesker i bygningen. Det, som Peter Ernstved Rasmussen er mest begejstret for, er, at JP/Politikens Hus har hyret deres helt egen sikkerhedschef. Han kommer direkte fra et topjob i Politiets Efterretningstjeneste.

»Jeg kender mange, der har følt et kolossalt løft ved, at han er kommet. Vi kender manden, og vi ved, at vi ikke kunne få nogen bedre,« siger journalisten fra JP's indlandsredaktion.

Peter Ernstved Rasmussens fornemmelse er, at stemningen i huset generelt er god, og at truslerne ikke på nogen måde påvirker journalistikken.
»Der er sikkert nogen, der ikke synes, at det er fedt, men folk føler sig rimeligt afslappede. Der er en rigtig god holdånd, hvor folk står sammen. Jeg kunne ikke forestille mig bedre kolleger. Man kan altid få hjælp,« siger han.

Reportagechef Hanne Fall Nielsen sidder ved siden af Peter Ernstved på Indlandsredaktionen. På spørgsmålet om, hvordan det er at arbejde på en arbejdsplads, som er mål for terrorister, svarer hun:
»Jeg er lidt forkølet. Men vi har det godt, tak. Det er sjovt at opleve, hvordan verdens omsorg pludselig bliver formuleret. Hver gang jeg har en kilde i røret, spørger de med dæmpet stemme, hvordan vi har det, før de vil svare på spørgsmål om kommunalreformen,« siger Hanne Fall Nielsen.

Hun føler sig helt tryg og bekymrer sig langt mere om, hvordan hendes gamle forældre har det. Det er hendes indtryk, at der var flere, som følte sig utrygge, da meget detaljerede planer om en terroraktion mod Jyllands-Posten blev afsløret for et år siden.

»Det er lidt som med indbrud. De, der kradser lidt i havelågen, er irriterende. De, der har været oppe og ligge i sengen, er meget værre. Dengang havde de jo været helt inde i receptionen og bedt om at få indrykket en annonce,« siger Hanne Fall Nielsen.

Hvad gør man, når man som arbejdsplads skal tackle en terrortrussel? Journalisten har spurgt chefpsykolog i Falck Healthcare Rikke Høgsted.

Til organisationen
Kommuniker klart og tydeligt, hvad I som organisation gør og hvorfor. Husk også at kommunikere, når der ikke er noget nyt. Intet nyt kan være godt nyt i en virksomhed udsat for trusler.
Sørg for hjælpeforanstaltninger til dem, der har yderligere behov for hjælp.

Til lederne
Kommuniker ud, at vi mennesker er meget forskellige og reagerer forskelligt. Vi kan være udsat for meget forskelligt pres i forvejen og kan derfor reagere forskelligt på yderligere pres. Nogle har måske lige fået barn, er blevet skilt eller står i en svær situation.
Gå foran som rolle­model. Det er vigtigt at være ærlig for at bevare troværdigheden. Hvis du selv er påvirket af situationen, så fortæl det. Hvis du ikke er særlig påvirket af situationen, så sig også det.

Til kollegerne
Vær generøs, og tag hinandens opgaver, hvis en kollega er lidt i knæ.
Bær over med hinanden. Hvis en person er mærket af trusselsbilledet, kan det komme til udtryk ved, at vedkommende har en lidt kortere lunte.

Til den enkelte
Tag symptomer alvorligt. Brug tid på at kigge på dig selv. Læg mærke til, om du for eksempel har afbrudt søvn og manglende appetit. Tag hånd om dine symptomer, inden du får et egentligt sammenbrud eller bliver udbrændt.
Sørg for at få dækket de basale behov, hvis du oplever symptomer. Sov nok, spis noget ordentligt, motioner regelmæssigt, og se dine venner.

Om dine pårørende
Kommuniker videre derhjemme, hvad der sker på arbejdet. Det kan være lettere at arbejde på en arbejdsplads, som er udsat for trusler, end at være pårørende. På arbejdet kan medarbejderne se de konkrete sikkerhedsforanstaltninger, mens de pårørende kan være overladt til deres fantasi.

Om dine børn
Børn har slet ikke mulighed for at forstå situationens kompleksitet. Tal med børnene om situationen på en måde, der er ærlig og samtidig skaber tryghed. Sig for eksempel: "Det er rigtigt, at der er terrorister, der gerne vil sprænge en bombe på fars/mors arbejdsplads, men det får de ikke lov til. Politiet har været her og sørget for, at det ikke sker."
Skærm gerne børnene af, og sluk for radio- og tv-aviser. Men vid, at børnene får kendskab til truslerne alligevel. De vil registrere, hvis forældrene opfører sig anderledes, og de vil høre om det fra omverdenen. Sig for eksempel:
"Hvis du hører noget i skolen, som forvirrer dig, så kom til far og mor. Så taler vi om det."

Dette er kun et udpluk. Læs dobbelt så mange gode råd på Journalisten.dk

Kilde: chefpsykolog i Falck Healthcare, Rikke Høgsted, som rådgiver Jyllands-Posten om, hvordan virksomheder tackler at være under pres. Rikke Høgsted har også rådgivet soldater i Afghanistan.