Han siger ikke sit navn, når han tager telefonen. Han er strøget af alle registre. Et år efter, at Muhammedsagen kulminerende, fortæller Flemming Rose for første gang om de personlige konsekvenser af de 12 tegninger.
Eftertanker. Flemming Rose snøfter. Han er forkølet. Han græder ikke.
»Jeg er et relativt privat menneske. Jeg stiller gerne op og fortæller om sagen. Men jeg stiller ikke op og fortæller om mig selv. Det gør jeg så her, kan man sige; det er et specielt forum for kolleger. Det er ikke synd for Flemming Rose.«
Flemming Rose vil ikke ynkes. Det er værre for alle andre, for eksempel tegnerne, mener han. Og umiddelbart er hans liv uforandret. Der står stadig Rose på dørskiltet og dørtelefonen – men naboen har luftet sin bekymring over, at nogen kunne finde på at angribe ejendommen. Og Rose siger ikke sit navn, når han tager telefonen i sin lejlighed. Han har hemmeligt nummer. Og på hans telefonsvarer er han også anonym.
»Jeg fortæller ikke, hvem jeg er, før den anden har givet sig til kende. Det bliver nok ved med at være sådan. Jeg kan ikke se nogen ende på det. Der er ingen grund til at lave om på det. Det siger PET også.«
For præcis et år siden kulminerede raseriet i radikale muslimske kredse over Jyllands-Postens 12 tegninger af Muhammed. Tre blev dræbt i en demonstration i Pakistan den 15. februar. 11 blev dræbt i Libyen. 15 blev dræbt i Nigeria. Verden gik i brand – Rose strøg tændstikken. Men han afviser at kæde tegningerne og konsekvenserne sammen.
»Mange har sagt, at jeg har virket følelseskold og uempatisk. Ikke venner og nære kolleger, men folk, der har set mig på tv. De siger, jeg ikke kan føle smerte for andre. Det gør da indtryk. Det tænker jeg da over,« siger Flemming Rose og trækker rullekraven i sweateren længere op.
– Føler du dig dæmoniseret?
»Ja, det gør jeg,« siger Flemming Rose og understreger, at det går begge veje – både negativt og positivt.
»Man bliver en karikatur. Jeg oplevede under debatten om Cavlingprisen, at jeg er en kontroversiel person. Det overraskede mig, hvor emotionelle folk er omkring mig, uanset om de kender mig eller ej. Jeg er genstand for nogle projektioner. Deres reaktion på mig handler mere om dem selv.«
Flemming Roses navn er i dag strøget af alle registre. Han kan ikke findes på Krak eller Folkeregistret. Og samtidig med, at han har fået hul igennem til prominente personer og konferencer, kan han ikke færdes som almindelig konferencedeltager. Da han i maj 2006 deltog som hovedtaler i den prestigefyldte Oxford Union Debate, blev han modtaget i lufthavnen af sikkerhedsfolk og kørt i pansret bil til hotellet og det afspærrede universitetsområde.
»Jeg boede under falsk navn. De havde givet mig navnet Frank Davy. Lederen af sikkerhedsoperationen forklarede trin for trin, hvad jeg skulle gøre, hvis der skete noget. Det var den største sikkerhedsoperation i Oxford, siden Michael Jackson var der,« siger Flemming Rose.
De fleste trusler kan han afvise mentalt. Kun én gang har han for alvor været rystet over dødstruslerne.
»Min gode ven Lasse Ellegaard lavede en historie til Euroman fra Libanon og København. Han talte med en informant, der sagde, at det ville være halal (tilladt under islamisk lov. Red.) i indvandrermiljøet at nakke Flemming Rose.«
»Det kom tættere på, fordi det var sagt til Lasse. Den psykologiske distance var kortere.«
Set udefra har Flemming Rose stået næsten alene med sit forsvar. Men på den private front har hans kone givet ham mod- og medspil i forløbet.
»Min kone er fra Sovjetunionen og har lært, at man ikke skal stikke hovedet mere frem end nødvendigt, da man aldrig ved, hvordan det kan blive brugt imod en. Men jeg er fra den lavere middelklasse i Danmark, jeg er storebror og har lært at klare mig selv og selv tage ansvar.«
»Hun har boet mange år side om side med muslimerne i det nordlige Kaukasus, og hun mente i udgangspunktet ikke, der var nogen grund til at krænke folk. Det mente og skrev jeg også, men problemet med selvcensur som følge af frygt overbeviste hende om det rigtige i at offentliggøre tegningerne. Vi har haft en løbende snak om det,« siger Flemming Rose.
– Overvejede du, om din kone havde ret i sit udgangspunkt?
»Min indfaldsvinkel var en anden, men jeg lyttede til hendes argumenter og forklarede, hvad jeg selv mente. Jeg har hele tiden følt min kones opbakning, uanset om vi har været enige eller ej. Det er jo fint, at der er nogen, der holder en til ilden og stiller de relevante kritiske spørgsmål.«
Flemming Rose afviser, at der ligger fremmedfjendske motiver bag tegningerne.
»Jeg har arbejdet otte år i Dansk Flygtningehjælp og undervist flygtninge i dansk. Jeg er gift med en indvandrer, der har mærket kulturforskelle og fjendebilleder, jeg har boet det meste af mit voksne liv i udlandet og rejst overalt i verden. Jeg ved godt, hvor svært det er. Min kone tror jo aldrig, hun bliver integreret i Danmark.«
– Du har to store børn. Hvordan har de reageret på truslen mod dig?
»De har syntes, det har været voldsomt ubehageligt. Min datter fandt en dødstrussel mod mig på internettet. Det er svært, når ens datter kommer og spørger »Hvad er det her?« Det er lykkeligt, at de er voksne og ikke bor hjemme. Ellers havde de været en del af det pres, jeg har været under.«
»Det var bare en løs idé,« forklarer Flemming Rose. »Og det gav mig noget ekstra arbejde. Sådan husker jeg den dag, jeg hørte om idéen.«
Tiden er spolet tilbage til september 2005, hvor det hele begyndte. Jyllands-Postens weekendredaktion i Viby drøfter på det ugentlige redaktionsmøde mulige opfølgninger på avisens artikel om en dansk forfatter, der har fået afslag fra tegnere, der ikke vil illustrere hans bog om islam. Historien har stået i flere danske aviser.
Journalist Stig Olesen foreslår, at Jyllands-Posten opfordrer alle danske bladtegnere til at tegne Muhammed. Og på avisens journalistiske søndagssektion Indblik sætter redaktør Pierre Collignon sig til tastaturet for at skrive teksten, der skal supplere tegningerne.
»Pierre skrev en tekst, som Carsten Juste (ansvarshavende redaktør. Red.) mente var for kommenterende i forhold til, at Pierre er redaktør for et journalistisk magasin, hvor de, der redigerer, ikke skal mene så meget,« forklarer Flemming Rose.
»Juste bestemte, at tegningerne skulle stå i KulturWeekend, som jeg er ansvarlig for.«
Den første reaktion på tegningerne kom fra en kioskejer i Brøndby Strand, der nægtede at sælge Jyllands-Posten. Flemming Rose talte med ham og forklarede avisens disposition. Resten er historie.
Det, der oprindeligt var en løs idé kastet ud på et redaktionsmøde i Viby og næsten aflivet i samme sekund, blev på få måneder næsten synonymt med personen Flemming Rose.
I dag har Flemming Rose fundet flere forklaringer på sin rolle og de valg, han traf. Ubevidst har han i ordstriden trukket på sine oplevelser som korrespondent i Sovjetunionen.
»Jeg har været enormt påvirket af de systemkritikere i Sovjetunionen, der har været mine venner og forbilleder i 80'erne. Det var en meget central værdi for de mennesker ikke at lade sig knække.«
Knæfald vækker rædselsfulde minder hos ham.
»Jeg har set eksempler på systemkritikere, der knækkede sammen og stillede sig op på sovjetisk tv og besang sovjetmagten og svinede deres gamle venner til. Det var en tragedie at se på. Det lå i min underbevidsthed, uden at jeg på nogen måde vil sammenligne mig selv med dem. Jeg vil kunne se mig selv i spejlet. Det ville være en moralsk opløsning for mig at undskylde offentliggørelsen, ikke krænkelsen, for den beklagede og undskyldte vi, men selve det principielle om friheden til at ytre sig. Det var utænkeligt, det ville være den totale kapitulation. Efterhånden, som tiden gik, følte mig mere og mere afklaret om, at vi gjorde det rigtige. Reaktionerne bekræftede, at vi have påpeget noget vigtigt.«
Den ensomme strid går ham ikke på. Korrespondentlivet har lært ham at klare sig selv.
»14 år som korrespondent har trænet mig i at gøre alting alene. Det har aflejret sig i mig, at det er svært at give andre skylden for noget som helst, hvis det går galt.«
Flemming Rose påpeger, at korrespondenter kan blive for selvkørende og miste orienteringsevnen i forhold til andre – det såkaldte korrespondentsyndrom. Det var blandt andet for at undgå det, at han søgte hjem til Danmark.
– Men blev du for selvkørende i processen?
»Ja. Jeg kørte måske nogle gange mit eget ræs. Man ved måske selv bedst. Og jeg skulle nok have haft et filter mellem mig og offentligheden.«
»Der var nogle dage i februar sidste år, hvor mine venner sagde, at jeg ikke lignede mig selv. Og hvor jeg sagde til mig selv, at jeg skulle passe på, fordi der var meget fart på. Jeg kunne mærke det bagefter, men ikke undervejs.«
»En ven sagde, at jeg ikke længere lyttede til mine omgivelser. Han mente, jeg var trådt ind i en anden dimension og talte på en anden måde. Det havde jeg ikke selv registreret, men selvfølgelig har jeg været under stress.«
– Fik du andre advarsler?
»Mine venner sagde, at jeg skulle trække mig tidligere, end jeg gjorde. Jeg lyttede til det i øjeblikket, men jeg tog ikke konsekvensen af det. Jeg valgte nok en forkert strategi. Jeg skulle ikke have sagt ja til så mange individuelle interview. Jeg kunne have holdt pressemøder i stedet. Men jeg var udmattet og mistede måske overblikket. Det håber jeg, at jeg lært: At sige nej! Men det var som en tsunami; du bliver revet med og forsøger at klare dig så godt som muligt.«
Selv om Flemming Rose i dag ville gøre nogle ting anderledes, fortryder han ikke tegningerne.
»Jeg er nok lidt fatalistisk. De ting, vi udsættes for i livet, gør os til dem, vi er. De sætter sig spor i os. Det her har også sat sig spor i mig. Der er noget i den her sag, som er ekstremt surrealistisk. Der er et element af enorm tilfældighed, der gør, at det eksploderer. Der er selvfølgelig ikke én eneste tegning, der er et menneskeliv værd. Men jeg accepterer ikke, at man ser dødsfaldene som en konsekvens af tegningerne. Og jeg mener, debatten har været fantastisk vigtig. Og den er først lige begyndt.«
Øjvind Hesselager er freelancejournalist og skriver også til Jyllands-Postens kultur-
tillæg, som Flemming Rose redigerer.
7 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Og tillid er alt? Hvad med tillid til sine medborgere? Hvad med tillid til ytringsfriheden? Hvad med tilliden til at kunne leve frit i et frit samfund? Hvad med tilliden til IKKE at blive overfaldet med en økse i sit eget hjem? Tillid er mere og andet end tilliden til ikke at blive krænket. De er vigtigere ting her i verden end trykkede følelseR: fx. ikke at skulle betale med sit liv for en tegning. Og indenfor den naturvidenskabelige forskning har man i tidens løb foretaget tusindvis af uetiske dyre forsøg, hvad med tilliden til dit eget område? Eller er det ligegyldigt, er du højt hævet fordi du er videnskabsmand? Hvis du var det ville du kende behovet for ytingsfrihed som for forskee ha været SÅ vigtig. Fx dengang man blev brændt på bålet for at sige at jorden er rund!!!!! Og sdan er der en milliard eksempler! Hvis videnskaben vil have lov til at komme med sine ytringer må alle ytringer have lov at blive udsagt. Man kan ikke gå ind og deff. mellem ord og ytringer. Det ville blive subjektivt og det kan man ikke bygge lovgivning på. Så måske skulle du koncentrere dig mere om HVORFOR tegningerne egentlig blev trykt, prøv måske at læse teksten der fulgte med billederne, det ville være et godt sted at starte
Og ps Anders Johansen: Tjek dine fakta først for sandheden er at der i Islamisk kultur altid er blevet fremstillet billeder af Mohammed. Store krigsfyrster bestilte i dusinvis af billeder af ham, rundt omkring i mellemøsten kan billeder af profeten købes, der har i Iran kunne købes et sensuelt billede af en ung Mohammed - som Flemming Rose også nævner i sin bog - hvis du dog bare i det mindste havde gidet at læse den!!!!!!!!!! så den der med billedforbud kan du vist godt droppe, det er nemlig helt rigtigt at: Fundamentalister hader os, IKKE pga det vi gør, men pga det vi ER. En tegning fra eller til gør ingen forskel og at sidestille en tegning med mord, trusler, bål og brand er vist noget, hvis ikke MEGET overdrevet. Eller du ser måske de samme problemer i billeder af Kristus, jøder, politikere osv osv osv? Skal vi så allesammen dræbe og skal der være livstid for en tegning eller hvad er din pointe egentlig? Eller har du måske bae udtalt dig uden at vide noget som helst og får at lyde klog og politisk korrekt? For min ven, det er dybt mislykkedes. God søndag
der er ingen tvivl, ingen spørgsmål, ingenting overhovedet. Det du har gjort Flemming Rose, er modigt, stort og det rigtige at gøre. Det knuser mit hjerte at se hvordan folk udtaler sig om dig og tegningerne og bogen for den sags skyld. Du har i al fald vækket mig, af en alt alt for dyb søvn, og forhåbentlig gælder dette for mange andre der læser din bog.
Jeg skammer mig over at have haft lukkede øjne så længe, du har i al fald mine fulde opbakning og tak for at du ikke giver op og viger for frygt, som så mange andre. Om ikke det sker snart, som jeg og mange andre håber, så vil historien i al fald dømme dig langt mere retfærdigt, som en forgangsmand og som en af de første til at diagnosticere vor velfærdsstats store problem.
Tusinder af mennesker har spildt blod for denne sag, jeg kan kun håbe på en dag at blive så modig som du er, tegnerne er og de andre af massevis af mennesker Vesten over som lever i skyggen af vedvarende trusler.
Alt det bedste til dig og til alle jer af en anden holdning, I har selvfølgelig lov at ytre jer -heldigvis!!- men læs lige på lektien inden i tager stilling og udtaler jer om et meget alvorligt problem. Et problem som ikke længere kan benægtes. Hvordan kan man sige det er problematisk at trykke en tegning som laver staire med folk som SLÅR OS IHJEL???????????????? Hvordan kan i finde jer i at vores landsmænd og europæiske medborgere må leve i trusler???? Hvad er der sket? Hvor er fællesskabet, hvor er krænkelsen over at skulle leve i frygt i vores eget land?????????????????????
Shame on you!!!!!
"De ting, vi udsættes for i livet, gør os til dem, vi er. De sætter sig spor i os." - Ja, og derfor skal man da være meget varsom med at genere folk.
"Men jeg accepterer ikke, at man ser dødsfaldene som en konsekvens af tegningerne." Det er sikkert godt for det psykiske velbefindende, at man ikke påtager sig skyld.
Vi må håbe, at Jyllands osten og Rose holder sig lidt bedre i skindet i fremtiden - man har da lov at håbe..
Flere