Danskernes tv-forbrug er mere fragmenteret end nogensinde. Og med den nye generation af tv-apparater, som er koblet direkte på nettet, vil seerne helt selv kunne vælge. Det vil give helt nye forbrugsmønstre, hedder det.
Danskerne er vilde med tv. Ja rent faktisk ser vi mere tv end nogensinde før. Det viser tallene for 2010. I gennemsnit nåede vi op på at se tv i tre timer og 21 minutter. Hver eneste dag sidste år.
I de senere år er tv-forbruget samtidig blevet meget mere fragmenteret. Især på grund af digitaliseringen og de mange niche-kanaler. En udvikling, som dog vurderes at have nået et mætningspunkt.
Til gengæld er et nyt skifte på vej. De mange nye tv-apparater, som giver mulighed for direkte adgang til internettet, betyder nemlig, at tv on demand ventes at vækste markant. Det skriver Business.dk.
I dag står on demand tv for omkring én pct. af det samlede forbrug, men inden for blot få år ventes det at stige til fem pct.
Et eksempel herhjemme er selskabet Waoo!, der giver adgang til tv on demand fra flere af de kendte tv-stationer.
Men udviklingen stopper ikke her, for med fuld integration mellem fjernsynet og nettet, så vil der komme yderligere gang i det individuelle forbrug. Og så bliver det for alvor svært for tv-stationerne at fastholde seerne.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.