"Tiden er kommet til, at medierne hæver kravene til kvalitet i den digitale debat. Hvorfor stiller vi en scene med 1 million tilskuere til rådighed for hadefulde debattører med fråde om munden?"
Sådan indleder tidligere redaktør på BT Peter Brüchmann et blogindlæg om tonen i debatten på nettet.
»Folk har nogle følelser. De er ikke altid kønne og velformulerede og kan ikke proppes ind i en eller anden akademisk kontekst. Men det er nu sådan, de føler!« svarer tidligere projektchef på Nationen! Anders Kjærulff.
Peter Brüchmann skrev sit blogindlæg på baggrund af de reaktioner, han fik efter et indlæg om Dansk Folkepartis årsmøde i Herning.
Fortæl mig om baggrunden for, hvorfor du skriver, som du gør?
»Nu har jeg jo selv været chef for en medievirksomhed og tænkt meget i interaktion. Hvordan kan vi få det til at fungere bedst muligt, at borgere, brugere, læsere tager mest muligt del i at lave et medie. I at lave et levende medie. Det er blevet mere og mere slående, at det er de sure, der ytrer sig mest. Dermed får du et skævvredent billede, hvor de, der gerne vil deltage i en konstruktiv debat, ikke har lyst til at være med,« siger Peter Brüchmann.
Dejligt ufiltreret
»Jeg kan bedst illustrere det med, hvis jeg skriver et indlæg, der fremtvinger debat, så får jeg rigtig meget skældud på min blog, og så får jeg 10 mails på min direkte mail fra folk, der ikke vil skrive på min blog – for så bliver de svinet til.«
»De sure vinder over de konstruktive. Og tilmed ofte med et niveau, som er dejligt ufiltreret. Sådan er den digitale debat også. Det er det, der gør den levende, men den er ikke kvalificeret.«
»Med kvalificeret mener jeg, at der er nogle kriterier, man skal leve op til.«
»Hvorfor er det, at vi har nogle kriterier for den analoge debat, altså de gamle læserbrevssider, men vi er slet ikke kommet nogen vegne med noget tilsvarende for den digitale debat?«
Modererer du selv din blog?
»Ja. Debatredaktionen gør det, men jeg kigger meget med, også for at sikre en vis hastighed. Jeg kan gå ind fra min mobiltelefon og godkende eller afvise indlæg med et enkelt tryk. Det er ikke voldsomt svært, men det er selvfølgelig tidskrævende.«
»Dengang jeg var chef, kiggede jeg jo indenfor en gang imellem med følelsen af, at det her burde vi gøre noget ved, men så fik man ikke gjort det, for der var altid noget, der var vigtigere. Nu vil jeg næsten beskrive det sådan, at nu bor jeg dernede i det her debatniveau. Dele af det er ubehageligt. Ikke så meget, fordi jeg får skældud, for det er jeg vant til, men er det dét, danskerne står for? Er det det menneskesyn, som skal blive det fremherskende? Hvad er det, danskerne vil sige til hinanden i en debat?«
Højt eller lavt til loftet
»Medierne burde have haft redigering inde fra starten. Det var en fejl. Det koster ikke nødvendigvis forretningskroner, som de gratis nyheder gjorde, men det koster i forhold til, hvad er det for et selskab, vi stiller til rådighed til folk, der gerne vil debattere.«
Men skal medier overhovedet stille den debatmulighed til rådighed?
»Nogle gange hvis jeg skriver om noget, der bare ligner islam eller Dansk Folkeparti, så er jeg lige på nippet til at sige "den her, den lukker vi sgu", for orker vi overhovedet at skulle monitorere den debat? Det er meget, meget tidskrævende, fordi det bliver så voldsomt. Plus det kommer til at handle om den, der kommer med holdningen – som ofte er mig – så kommer det til at handle om mig i stedet for indholdet. Det er ikke meningen. Det er meningen, at der skal være en debat om, hvor højt eller hvor lavt der skal være til loftet i det her land.«
»Jeg har fx skrevet rigtig meget om Kristian Thulesen-Dahls transformation af Dansk Folkeparti. Jeg har rost manden helt vildt. Men jeg har aldrig oplevet skidtspande som dem, jeg har modtaget for at skrive, som jeg gør. Der skal så lidt til at trigge den her fløj af debattører. Det har en ganske voldsom effekt, at der pludselig kommer rigtigt mange, som debatterer rigtigt hårdt.«
Hvad kan man gøre for at kvalificere debatten?
»Jeg synes ikke, at man skal lukke debatten. Det vil være en falliterklæring. Men det koster ressourcer, så derfor skal vi som medier målrette, hvor vi sætter ind. Det vil som medie være fattigt at sige, at vi gør det, hvor svinehunden er størst. Det er den nemme løsning.«
Medier bliver superbange
»Du ved godt, som læserbrevsskribent, at du kan ikke skrive hvad som helst og regne med, at det kommer i. Den opdragelse har vi som medier svigtet på de nye platforme. Og så bliver vi medier superbange, hvis nogen råber censur eller ytringsfrihed. Hvor er det, at vi har forpligtet os til at stille de her platforme til rådighed til hvad som helst?«
Nej, det er jo ikke censur.
»Nej, det er en redigering.«
Det er vel ikke en falliterklæring at begynde at redigere læserhenvendelser på nettet, sådan som det foregår på papiret?
»Nej. Jeg tror aldrig, det har været lovligt på BT at redigere i et digitalt indlæg. Altså at fjerne ord. Det er enten eller. Men det kunne man jo gøre læserne opmærksomme på.«
Troldene må ikke fodres
Anders Kjærulff er i dag radiovært på Radio24Syv. Gennem fire år var han projektchef på Ekstra Bladets Nationen! Han svarede på Brüchmanns indlæg på sin egen blog.
»Brüchmann har jo sådan set ret. Der ER nogle, der saboterer debatter. De hedder "trolls". Dem er der mange af. De har været der siden internettets skabelse, og de kommer ikke til at gå væk, uanset hvad vi har tænkt os at gøre ved dem. De er en del af nettets måde at være på.«
»Det, der er interessant, er, hvis man lader være med at fodre troldene, så går de væk af sig selv. Det, man oplever, hvis man har et ordentligt, veldrevet debatforum, det er, at de andre brugere er gode til at holde styr på dem. De er heller ikke interesserede i dem. Der er ikke nogen, der gider se på en idiot, der sidder med CAPS LOCK i bund og skriver et eller andet åndssvagt.«
»Problemet er, med stort set samtlige debatfora på danske medier, at der ikke er nogen journalister, der tager det alvorligt.«
Åbent hus og fri bar
»Det svarer til at invitere til åbent hus hjemme hos dig selv, mens du låser dig inde på toilettet. Det VIL gå galt. Især, hvis du har stillet sprut frem. Hvis du ikke selv går ind og læser de kommentarer, folk skriver – og fx siger "mange tak, jeg retter det", når folk påpeger fejl i din artikel, så vil det begynde at accelerere. Folk vil føle, at de er til en fest, hvor du ikke selv er til stede. Så går de amok og smadrer inventaret.«
Man skal kaste ressourcer efter det?
»Der skal være en moderation. Der skal være klare og let forståelige regler for, hvad man må og ikke må. Der skal være klare regler for, hvornår man bliver smidt ud. På Nationen! havde vi en "three-strikes"-lov. Dvs at du fik to advarsler, tredje gang blev du smidt ud.«
»Men hovedproblemet er, at der er rigtig mange journalister, der ikke kan lide tonen. De kan ikke lide, at folk taler grimt til dem. Det er en kulturforskel. Vi andre er pænt opdragede på universiteter og højere læreanstalter. Vi er ikke vant til arbejdspladstonen. Vi kan ikke lide den. Vi kan ikke lide, når folk råber en eller anden mening ud. Det føles overgrebsagtigt. Vi vil helst have, at folk skal argumentere på en bestemt måde. Hvis de holder op med det, så bliver det lidt snasket og proletaragtigt, og det kan vi ikke lide.«
»Vi kan heller ikke lide at blive kaldt navne eller få at vide, at vi har trukket pressekortet i en automat.«
»Det gider vi ikke at høre på. Så bliver vi sure. Du kender også de her sure mails, folk sender.«
»Men jeg har lært, at man SKAL – BARE – SVARE venligt. Du skal IKKE gå ind i diskussionen. Hvis folk skriver en sviner og kalder dig nazist og den største røv her på planeten, så skriver du pænt tilbage: "Vi er rigtigt glade for, at du engagerer dig i debatten, og vi håber, at du bliver ved. Med venlig hilsen". Det er den bedste måde at slå de diskussioner ihjel, for så har du ikke givet "trollen" mad.«
Du siger, at der er en kulturforskel mellem journalister og debattører?
»DET ER VORES LÆSERE FOR FANDEN! Det er vores læsere! Det er dem, der har læst vores artikler! Det er det, folk glemmer. De her mennesker har læst artiklen eller dele af den og reagerer på den. Det er ikke de læsere, vi har lyst til at have. Vi vil helst have læsere, der er ligesom os selv. Men de findes ikke!«
Så vi skal agere efter de læsere, vi har?
»Vi skal ikke agere efter dem. Men vi skal indstille os på, at vi har de læsere, vi har. Dem skal vi respektere. Det er dem, der betaler vores løn. Vi skal også lære noget af dem. De har faktisk noget at skulle have sagt.«
»De ved mere om en sag, end vi selv gør. De kan være part. De kan have oplevet det på egen krop. Eller vi kan decideret have skrevet en fejl i vores artikel, som de påpeger. Der er ikke noget, journalister hader mere, end at blive grebet i en fejl. Men det sker hele tiden! Det kan vi lige så godt være ærlige om. Man skal tage imod det som en hjælpende hånd, ikke som et forsøg på at rive nosserne af os.«
»Hvis der er nogen, der skriver, "du har begået en stor bøf her, din klaphat, det passer simpelthen ikke, det skulle du have tjekket", så går man ind, tjekker sine ting, finder ud af, hovsa, det har han ret i, så retter man artiklen, og så går man ind i kommentarfeltet og skriver: "Mange tak for at du gjorde opmærksom på det. Jeg har rettet det." Så holder du en fest, hvor de også er med. Det giver en væsentligt bedre tone, og så kan folk godt finde ud af at danse og opføre sig pænt.«
Men hvad nu med debatemner som islam, Dansk Folkeparti og 9/11?
»De er problematiske. Men der er tilsyneladende blandt befolkningen et enormt behov for at diskutere de her ting. Det er et behov, som medierne ikke tager alvorligt. Vores læsere vil gerne diskutere det. De gør det ikke på en pæn måde. Men det gør de bl.a. ikke, fordi det får de aldrig lov til. Hver gang diskussionen starter op, så lukker man kommentarfeltet.«
»Der er et pres på de diskussioner. Folk har nogle følelser. De er ikke altid kønne og velformulerede og kan ikke proppes ind i en eller anden akademisk kontekst. Men det er nu sådan, de føler! Det skulle man måske tage alvorligt. Hvad foregår der i bærret på folk? Det burde vække journalisters nysgerrighed i stedet for deres afsky,« siger Anders Kjærulff.
Rettet 12:14, korrigeret titel. Anders Kjærulff var ikke, som først anført redaktør på Nationen! Han var projektchef.
6 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Efter et langt liv (60) som avislæser, vil jeg sige at journalisterne må påtage sig en betragtelig del af æren for at vi er havnet der. Tonen i de landsdækkende dagblade er at kritisere uden særlig megen research, og emnemæssigt fylder skandaleartikler en uhyggelig stor del af aviserne. Så ikke så sært almindelige mennesker må tro at dette åbenbart er måden at skrive på. I aviser såvel som på internettet.
Tonen ligger i den seng som dansk journalistik har redt og opdraget danskerne med i flere årtier.
Tak ska` De ha`
Her har vi med dobbeltmoral at gøre, så det vil noget.
De mange hadefulde indlæg giver kliktal, så det vil noget. Og det er lige præcis kliktal, der bliver solgt netannoncer på.
Så nu kan man så se journalisten.dk blive brugt til en hellig debat - sat igang af en PB, - der helt sikkert ved, hvad kliktal betyder.
VH
Bodil Rohde
Peter Brüchmann har efterhånden i adskillige indlæg på sin blog klart dokumenteret sit ubændige had til en halv million vælgere hos et lovformeligt valgt Dansk Folkeparti, som hans kollega Lars Trier Mogensen fra dagbladet Politiken uden omsvøb kalder ”white trash” med påstand om, at de dårligt nok taler dansk, er udstødt af samfundet, ikke kan bruges på arbejdsmarkedet, ikke kan livsforsørge deres egen tilværelse, kort sagt folk der ikke er integreret i deres eget fædreland, selvom de har førstefødselsret til deres forfædres jord gennem mere end 1000 år.
”Du ved godt, som læserbrevsskribent, at du ikke kan skrive hvad som helst og regne med, at det kommer i. Den opdragelse har vi som medier svigtet på de nye platforme. Og så bliver vi medier superbange, hvis nogen råber censur eller ytringsfrihed. Hvor er det, at vi har forpligtet os til at stille de her platforme til rådighed til hvad som helst?”, siger Peter Brüchmann til Journalisten, alt imens den tidligere BT-chefredaktør behændigt ”glemmer” den meget vigtige detalje, at der hos internetavisernes debatfora kan skrives kommentarer fra læserne i ubegrænset tekstmængde i kommentatorsporene, og dèt forhold har gennem de sidste fem år skabt en alsidig politisk samfundsdebat med rigtig mange gode synspunkter fra tusindvis af unikke anonyme læsere som ikke fandtes, da man kun havde begrænset plads til læserbreve i de trykte medier.
Peter Brüchmann siger i realiteten lige ud på sin blog og til Journalisten, at han fremover kun ønsker debattører med de politisk korrekte meninger, hvilket i hans univers blandt andet indebærer, at ingen læsere skal have lov til at udtrykke sig kritisk om muslimer eller islam som lovreligion for sine troende, udlændingepolitikken generelt, udlændinges kriminalitet, de åbne grænser med Schengen-aftalen, EU med sine drømme om Europas Forenede Stater, mens de politisk korrekte debattører naturligvis gerne må svine Dansk Folkepartis vælgere til i et hvilket som helst sprogbrug, for de er jo bare ”nazister” og ”fascister” og samfundets ”white trash”.
Men …
Vi mennesker er nu èn gang forskellige i vores udtryksformer, også med hensyn til bandeord og nedladende sætninger om andre, men så længe vi holder os til det skrevne ord, i stedet for som Antifascistisk Aktion på den yderste venstrefløj, at overfalde andre menneskers grundlovssikrede ytringsfrihed og forsamlingsfrihed på fysisk vis i tide og utide, ja, så må det frie ord have brede rammer ud fra en filosofi om, at læserne (vælgerne) i den sidste ende selv dømme og bedømme, hvad der er rigtigt eller forkert i de af folk skrevne meninger i de mange kommentatorspor på internetavisernes debatfora.
Dagbladet Politiken havde i næsten to år fra 2007 til 2009 et fantastisk blogmiljø, hvor man kunne skrive ubegrænsede kommentarer til alt fra avisledere og debatindlæg fra de ansatte journalister, men i dag gør man fuldstændig grin med bloggerne på denne avis, hvor de kun får maksimum 1000 tegn inklusive mellemrum, kommaer og punktummer, så ingen debattør er i stand til at skrive en længere kommentar til et offentliggjort emne, og nu vil Peter Brüchmann så gerne se fremover, at samtlige blogkommentarer på internetaviserne skal redigeres på linje med læserbreve som i de trykte aviser.
Men i dag har vi heldigvis stadig førende aviser som Berlingske, Information, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad med flere, der gerne lader sine læsere skrive en kommentar i ubegrænset tekstmængde inden for nogle udstukne rammer om en lødig debat, og hvor der hele tiden falder mange hårde ord, men denne frie debat vil journalister som Peter Brüchmann nu have yderligere strammet op, så det i realiteten kun bliver de læsere, der komplimenterer ham selv og ellers repræsenterer de politisk korrekte meninger, der skal have lov til at slippe igennem hos moderator (censor).
Er det virkelig Brüchmanns definition på udbredt ytringsfrihed i et demokrati?
"Vi andre er pænt opdragede på universiteter og højere læreanstalter."
Ahem, host. Halvandet år på højskole og et par års erhvervspraktik er altså ikke hverken et universitet eller en højere læreanstalt.
Det, der irriterer mig - og åbenbart også mange andre - ved Peter Brüchmann er hans syn på Dansk Folkeparti som et parti, der - nedefra de menige medlemmers rækker og helt op til toppen, Folketingsgruppen, af partiet - er befolket med skumle personer med racistiske- og måske endda nazistiske tilbøjeligheder. Personer, der på ét eller andet tidspunkt viser deres sande- og grimme ansigter. Det syn på Dansk Folkeparti, der var mest fremherskende i slutningen af 90'erne og begyndelsen af 00'erne, er efterhånden - selv blandt journalister, hvor det kun er én ud af 100, der stemmer på DF - blevet afløst af en noget mere respektfuld tilgang til partiet og de holdninger, det repræsenterer. Med andre ord er Brüchmann med sit syn på DF en neandertaler. Man kan kritisere Dansk Folkeparti alt det, man vil, men det der med racisme, nazisme, menneskesyn og tone á la Poul Nyrup og co. det gider folk altså bare ikke at høre mere på. At det i den forbindelse selvsagt ikke kan udelukkes, at der i Dansk Folkeparti findes enkeltpersoner, der måtte have tanker i den retning, siger sig selv, ligesom der også findes islamister i Socialdemokraternes menige rækker etc, men at forsøge at tegne et billede af, at disse karakteristika er indgroede elementer i partiets DNA er helt ude i hampen. I denne sammenhæng er det også værd at bemærke, at ca. halvdelen af befolkningen faktisk støtter Dansk Folkepartis udlændingepolitik.
De problemer, Dansk Folkepartis medlemmer oplever med visse grupperinger af indvandrere, særligt muslimer, er i øvrigt helt reelle. Jeg er selv vokset op i en meget stille og rolig forstad til Aalborg, men kun halvanden km derfra ligger der et ghettoområde, Aalborg Øst, hvor der ca. hver anden nat sættes ild til biler, containere etc. Af den grund falder boligpriserne, mens utrygheden og forsikringspræmierne stiger. Privilegerede personer som Peter Brüchmann ville under de omstændigheder skynde sig at flytte et andet sted hen - måske til en såkaldt "hvid ghetto" - men for de danskere der ikke har råd til- eller af andre grunde har mulighed for at flytte, er der ikke andet at gøre end at forsøge at råbe politikerne op og klage deres nød i medierne. De mennesker bliver så, indirekte af Peter Brüchmann og co., beskyldt for bare at være racister, fremmedfjendske etc., ligesom det altså var tilfældet for 10-15 år siden, hvilket man i øvrigt kan høre TV2's nyhedschef, Michael Dyrby, indrømme blankt i det følgende lydklip: http://kortlink.dk/9bn5
Så mit råd til Peter Brüchmann er, at han skulle prøve at tale en lille smule mere respektfuldt om Dansk Folkeparti, dets medlemmer og politikere, og så er mit gæt, at han også selv ville opleve at blive behandlet tilsvarende bedre. I øvrigt er de grimmeste og værste kommentarer, jeg nogensinde har set på nettet, skrevet på Politiken og Informations hjemmesider, og hvis Peter Brüchmann har svært ved at klare mosten, så skulle han prøve at blive kaldt- og fremstillet som heks, ekskrement, fugleskræmsel, rotte etc. ligesom Pia Kjærsgaard er blevet det igen og igen. Mig bekendt er der heller ikke mange journalister eller kommentatorer, der har behov for livvagter - og tak for det.
Flere