En kontrolleret, afholdt næstformand uden hang til at lukke barer er flyttet fra Journalistforbundet til Dansk Fagpresse.

Solen stod op klokken 07.12 dén mandag. Men han havde været oppe længe før hjemme på Hviddingvej i Rødovre.

Den 30. september 2002 var en speciel dag for ham. Men han gjorde som altid, stod op klokken 05 om morgenen for at lave kaffen og læse sine tre morgenaviser i fred og ro, inden Kirsten og døtrene Lisbeth på 14 og Maria på ni – og resten af verden – fik øjne. Det gør han også i weekenden. A-mennesker lader sig ikke distrahere af søndage.

Klokken 14 forlod manden i det noble, grå jakkesæt og den hvide skjorte for sidste gang sin arbejdsplads gennem 12-et-halvt år i en sær blanding af vemod og forventning. Men 51-årige Christian Kierkegaard vidste, at han efter at have stået bag to formænd i Dansk Journalistforbund siden 1990 og selv at have været formand for A-kassen i samme periode skulle videre med sit liv. Og ikke ét sekund, siden han tirsdag efter påske blev tilbudt jobbet som direktør i Dansk Fagpresse, havde han fortrudt, at han sagde ja til nye udfordringer.

Nu ventede et nyt kapitel for tandlæge Fritz Kierkegaard og fru Karins ældste søn, Christian, fra Hobro.

Et par dage forinden sidder vi i det firkantede, gule hus på den stille villavej nær Damhuskroen, hvor de danser moderne og serverer dagens ret til 35 kroner.

Vi snakker om hans liv. Det tidligere og det kommende.

På væggen hænger en reproduktion af Asger Jorns "Joyous Journey", i carporten holder en fornuftig, rød Opel Astra – og herinde ved stuebordet arbejder hænderne og fingrene på en mand, der i starten af samtalen tydeligvis ikke er tryg ved folk, han ikke kender. Heller ikke på hjemmebane.

Øjnene under det begyndende gråsprængte hår og de sorte, buskede øjenbryn holder kontakten, mens Christian Kierkegaard fortæller om sin journalistiske debut som 14-årig, hvor han i weekenden begyndte at skrive sport og gymnasiestof til Aalborg Stiftstidendes lokalredaktion. Det fortsatte han med både under gymnasietiden og helt frem til sit første år på Journalisthøjskolen, hvor han blev uddannet i 1978. Forinden havde han taget en del-eksamen i statskundskab. Et godt fundament for den unge jyde, som altid havde været interesseret i politik og samfundsforhold.

En kontrolleret mand
Derhjemme fandt forældrene hurtigt ud af, at der var forskel på deres to sønner.

Den halvandet år yngre Erik var mere vild end Christian. I dag er Erik Kierkegaard, bibliotekar i Viborg, stadig anderledes end sin storebror.

"Min bror har altid været anarkistisk. Oprørsk. Mens jeg har været mere autoritetstro på en eller anden måde. Vi har udviklet os forskelligt lige fra barndommen. Jeg var mere forsigtig, lige fra jeg var 10-12 år gammel. Jeg brød ikke grænser på samme måde, som Erik gjorde. Jeg har altid lagt vægt på præcision og punktlighed – hvorimod Erik har haft en anden måde at gribe tingene an på."

Christian Kierkegaard kom i praktik på Ritzaus Bureau, hvor en del af praktiktiden var henlagt til Christiansborg-redaktionen. Efter endt uddannelse i 1978 blev han tilbudt job samme sted.

Christian Kierkegaard blev på Ritzaus Bureau til 1987. I en periode var han redigerende, i en anden nyhedsredaktør – og de sidste to år var han leder af den politiske redaktion.

I 1987 blev Christian Kierkegaard headhuntet til jobbet som informationschef i Kommunernes Landsforening – et job, der også indebar rollen som redaktør af Danske Kommuner.

Et fremtidssikret jobskifte. For mens kombinationen af Ritzau og Christiansborg havde givet ham en viden om, hvordan medierne fungerer, skulle de følgende tre år i den stærke Kommunernes Landsforening lære ham en masse om, hvordan en organisation fungerer. Om lobbyarbejde. Om at påvirke myndighederne.

De ting har han i dén grad kunnet bruge, siden han i 1990 startede på et dusin år som næstformand i Dansk Journalistforbund – og i øvrigt blot den anden næstformand i forbundets historie, som ikke senere blev formand.

– Men har du aldrig savnet din brors fandenivoldskhed?

"Nej – jeg kan godt lide at være lidt mere kontrolleret – at vide, hvad jeg gør, og hvor det fører hen. Det har jeg haft stor glæde af…"

Sparring bag lukkede døre
Efter endnu et dusin år er Kierkegaard – der ikke er typen, som slår en streg med hånden, men som bruger lineal til livets streger – altså igen blevet spurgt, om han ville skifte livsbane. Han har sagt ja tak – og det ikke til et job, han opfatter som værende i fjendens lejr.

"Jeg havde slet ikke haft jobbet som direktør i Dansk Fagpresse i tankerne. Men jeg blev smigret, da jeg pludselig modtog en mail tirsdag efter påske, efter de havde læst i JOURNALISTEN, at jeg genopstillede til næstformandsposten ved delegeretmødet. Ellers var jeg først blevet spurgt i juni. Men jeg føler ikke, jeg bevæger mig helt om på den modsatte side af bordet og om i fjendens lejr. Dansk Fagpresse er jo en interesseorganisation. Vi vil ikke blot være i modsætningsforhold – vi vil også skulle samarbejde om en lang række ting."

Siger manden, som kun i et ganske kort øjeblik efter Lars Poulsens afgang i 1999 overvejede at stille op til formandsposten.

"Men jeg vurderede, at det var bedst, at jeg også af hensyn til Dansk Journalistforbunds fremtid på længere sigt blev, hvor jeg var. Det eneste, der ville have fået mig til at sige ja til at stille op, var, hvis der var kommet en formandskandidat på banen, som jeg kunne se et problem i. Det vigtigste for mig var, at forbundet kunne fortsætte som en dynamisk organisation, og det vigtigste i den forbindelse er harmoni. Den største kvalitet som næstformand er, at man er en god sparringspartner med formanden. At man tager diskussionerne bag lukkede døre – og bagefter bakker loyalt op – 100 procent."

I dag er den meget analyserende, resultatsøgende, vedholdende og pragmatiske – men somme tider også noget utålmodige – tandlægesøn fra Hobro glad for, at medlemstallet i Dansk Journalistforbund er blevet fordoblet, mens han var næstformand. Men det bekymrer til gengæld Christian Kierkegaard, at han forlader et forbund med så stor arbejdsløshed.

Rodehovedernes modsætning
I Journalisternes Hus vil de ansatte komme til at savne en mand, som ikke sjældent var den første, der mødte på Gammel Strand.

Somme tider var den systematiske planlægger Christian Kierkegaard bag sit skrivebord klokken 06.00 om morgenen. Til gengæld hentede den effektive og afholdte næstformand næsten altid sine døtre klokken 16.

Det var således 10 gange lettere at få et møde med Kierkegaard klokken 08.00 end klokken 15.30. Til gengæld går der flere historier om chokerede kolleger, der har sendt ham en mail klokken 06.00 – og fået svar to minutter senere.
Kierkegaard var chef for sekretariatschef Linda Garlov i 11 år:

"Christian er en utrolig god kollega. Han er typen, som har nået at skrive 10 breve, inden vi andre møder på arbejde. Og han er typen, der ikke er bange for at uddelegere arbejdet – og det er helt klart en styrke. Det kendetegner en god chef."

Sekretær Kirsten Hansen har været i Dansk Journalistforbund i 30 år og har kendt Kierkegaard siden dagbladskonflikten i 1981:

"Christian er ikke en typisk journalist. Der er tværtimod lidt bogholder over ham, uden at det skal forstås negativt. Han er et godt supplement til en forbundsformand – som jeg KUN har opfattet som rodehoveder – alle som én!
Vi kommer til at savne det strukturerede. Tidligere kunne vi blot lade en sag gå videre til Christian, så ekspederede han den videre samme dag. Han er i den grad ikke en sylter. Han mener, folk har krav på svar med det samme."
Christian Kierkegaards egen sekretær gennem de seneste 11 år, Ingelise Lendal:

"Han har altid været behagelig at arbejde sammen med. Han var noget lukket omkring sit privatliv, men det passer mig fint, når han er chef. Christian mødte før rengøringspersonalet – og han var meget pligtopfyldende."

Kejtet Bror Klog
Journalist Kate Bluhme, Ekstra Bladet, har kendt Christian Kierkegaard siden 1977. De to sad sammen i hovedbestyrelsen fra 1991 til 2001.

"Mit første indtryk af Christian? At han var en kejtet Bror Klog. Christian er et lidt sky og genert menneske. Men også et meget, meget sødt menneske. Han er ikke noget Tivoli, men han er Firmaets Mand. Tænker altid først på, hvad der er godt for sagen. For organisationen. Han er loyal og pligtopfyldende til det kedsommelige. Han er også utrolig hjælpsom, selv om han selv har masser at se til. Han vil altid gerne give en hånd med, hvis man har problemer.

Han er utroligt nærværende. Og så har han en af de skarpeste humoristiske sanser. Han kan ramme helt præcist med en giftighed…

Han kan også godt lide at have kontrol. Det ligger jo til meget lidt løsslupne typer. Men han bliver holdt til ilden derhjemme af fruen. Det er jeg sikker på.

"Hans svage sider…? Muligvis at han – fordi han altid har prioriteret privatlivet – er gået glip af nogle af de signaler, man kun får, når man får sjusser og bajere efter kredsmøderne. Korridorsnakken over sjusserne og bajerne fik han nemlig ikke med. Derfor har han ikke altid været opdateret med, hvad der rører sig. Han har masser af forstand på politik, men det er vigtigt at lægge øret til græsset og lytte engang imellem. Men han vil hellere hjem og putte børn – og er vi på kursus, går han hjem på hotelværelset efter et enkelt glas rødvin."

Kirsten Landtved – journalist, informationschef og gift med Christian Kierkegaard:

"Loyal er nok det bedste ord, der kan sættes på Christian. Han er loyal over for aftaler og over for familien. Og så er Christian god til at prioritere. Også i perioder med tryk på. I de seneste år har han været koblet på nettet – og så sniger han sig ind på arbejdsværelset. Folk kan også ringe ham op i weekenden, og jeg har aldrig oplevet ham blive sur over det. Tværtimod er han altid glad for at blive brugt – også en søndag aften. Han tager folk meget højtideligt. Hvis nogen f.eks. ringer om en pensionssag med stor personlig betydning."

"Christian er absolut ikke practical joke-manden, og jeg kræver nok mere plads i et selskab. Vi er forskellige af temperament. Jeg gør tit regnskabet op om aftenen: Klarede jeg dagen godt? Var den god, eller var det en lortedag? Var det et godt møde? Christian laver ikke de regnestykker. Han hviler mere i sig selv."

"Christian og jeg startede vores forhold på delegeretmødet på Nyborg Strand i 1985, og jeg faldt for hans ro. Han udstråler ro. Og han er en utrolig god far, fordi han er så nærværende."

"I øvrigt tror jeg ikke, at Christian kommer til at savne overenskomstforhandlingerne – og han er ikke ked af, at den del ikke er med i hans nye job."

Nærig
At Dansk Journalistforbunds afgående næstformand har et næsten Joakim von And'sk forhold til medlemmernes penge, er ingen hemmelighed.

De ansatte i Journalistforbundet har oplevet at få julegaver med teksten: "Nu har forbundet selv været gavmildt…" i en tone, hvor man bare kunne mærke, hvordan han tænkte på alle de gode ting, de penge kunne have været brugt til i stedet for julegaver. Det fortælles om ham, at han gerne ville spise medlemmerne af hovedbestyrelsen af med en klapsammen-mad. Det var jo medlemmernes penge."

Hans Otto, tidligere PF-formand og hovedbestyrelsesmedlem sammen med Christian Kierkegaard fra 1989 til 1995:

"Der var tradition for at gå ud og spise om aftenen, når der var to-dages møder i hovedbestyrelsen, selv om Christian jo tog hjem til familien. Men på et tidspunkt lavede vi en protestbevægelse i hovedbestyrelsen. Christian er utrolig økonomisk og sparsommelig. Naturligvis skal det ikke være pampermiddage, men når man er hjemmefra i to dage for at passe sit frivillige arbejde, skal man også have en god middag. Men Christian havde skaffet os bord på et Bøfhus det år – og fire fik ondt i maven, fordi rejecocktailen var fordærvet. Så sagde vi: NU stopper vi, Christian…"

"I øvrigt er han et myreflittigt, vidende og engageret menneske – en god kollega og en god kammerat."

Kirsten Landtved:

"På delegeretmødet for nogle år siden blev Christian beskyldt for ikke at holde hus med pengene. Det gik ham meget på. Der oplevede jeg ham for en gangs skyld sur. Han har en faglig ærekærhed. Og guderne skal vide, at Christian ikke rutter med pengene. Hverken i forbundet eller privat."