En række ordførere på Christiansborg vil nu have reglerne for vildledende markedsføring til gennemsyn, skriver Børsen.
De reagerer, efter at blandt andet Greenpeace har kritiseret, at straffen for såkaldt ’greenwashing’ er lavere for fødevarevirksomheder end virksomheder i andre brancher.
Normalt behandles sager om vildledende markedsføring af forbrugerombudsmanden, men sager om fødevarevirksomheder bliver oftest behandlet af Fødevarestyrelsen, hvor sanktionsmulighederne er mildere.
Den forskel i strafferamme har fået klima- og fødevareordførere fra SF, Venstre, Radikale Venstre og DF til at tage sagen op. Blandt andet siger klimaordfører for SF, Signe Munk, til Børsen:
”Det er helt hat og briller, hvis fødevarevirksomheder kan få markant lavere bøder end i andre brancher. Der er et kæmpe behov for, at lovgivningen bliver ensartet.”