Foto: Marie Jørgensen
The Atlantic.com
The Atlantic er nok en klassiker for mange, men rammer for mig et helt rigtigt punkt mellem fordybelse og underholdning, uanset om det er om populærvidenskab, seriøse udenrigspolitiske essays eller lettere personlige refleksioner og undren. Et klassisk magasin, der ikke er blevet skadet af en forandret og hurtigere mediekonsumering, men tværtimod har brugt den til at finde et større publikum.
Baggrund.com
For lige at fremhæve et dansk site, som jeg tror, relativt få journalister læser. En flok kloge og behjertede unge mennesker med udspring i idéhistorie skriver begavet om den verden, vi lever i. Befinder sig i zonen mellem akademia, journalistik og bare almindelig nysgerrighed. Man bliver både klogere og godt underholdt samtidig.
Al-monitor.com
Al-Monitor samler en række artikler fra forskellige arabiske medier, analytikere og skribenter og oversætter dem til engelsk. Ikke udpræget nyhedsagtigt, men lidt efter eller lidt før på vigtige begivenheder med et unikt perspektiv, skrevet af folk, som ikke har en vestlig nyhedsbrille på, men egentlig bare fortæller det væsentlige.
Kendismarsvin.wordpress.com
Det er desværre noget tid siden, at den her er blevet opdateret, men der er ellers gode inputs til den hjemlige samfundsdebat.
Tobias Havmand er redaktør på samtidsmagasinet ATLAS og udenrigsskribent ved Information