Fire medietip fra Susanne Dyrhauge

Journalisten beder en række mediemennesker afsløre guldkornene i deres browserhistorik, magasinholder og app-samling. Her er fire tip fra Susanne Dyrhauge, artdirector og kreativ chef på Alt for Damerne

Reuters TV
Jeg er blevet meget glad for at starte dagen med at tjekke Reuters Video News ud på min telefon. Du starter med at vælge den tid, du har til rådighed, og så bliver din visning tilpasset dertil. Swiper du forbi en nyhed, fyldes der blot andre nyheder på din visning i stedet. Altid interessante reportager og interviews fra hele verden.
app

Zinio
Et uundværligt arbejdsredskab for mig. Jeg abonnerer på et utal af internationale magasiner og publikationer, som er let tilgængelige og billige her. Som inspiration i mit daglige arbejde kan jeg godt lide de digitale udgaver, som er lette at navigere rundt i og altid tilgængelige – hvis jeg rigtigt skal læse og fordybe mig, vil jeg helst have dem på print.
zinio.com  

We love magazines
Et af de bedste og mest inspirerende sites, hvis man elsker magasiner for samspillet mellem design og journalistik. Bag sitet står et lille London-baseret designstudio, der arbejder med magasindesign på både print og digitalt for klienter i hele verden. The magCulture Journal er deres nyhedspost. Skulle man komme forbi Clerkenwell i London, kan man besøge deres skønne shop.  
magculture.com 

Goop
Gwyneth Paltrows utroligt delikate univers er en nøje udvalgt blanding af mad, shopping, rejser, mindfulness og sundhed. Oprindeligt tænkt som et ugentligt nyhedsbrev med hendes personlige updates, men nu så stor en succes, at hjemmesiden er blevet et fuldt livsstilsunivers og en i øvrigt supergod rejseapp, “Goop City Guides”. 
goop.com


Susanne Dyrhauge er artdirector og kreativ chef på Alt for Damerne, Egmont

 

0 Kommentarer