Fire medietip fra Signe Molde

Journalisten beder en række mediemennesker afsløre guldkornene i deres browserhistorik, magasinholder og app-samling. Her er Signe Moldes tip

Planet Money, NPR
"Hånden på hjertet, jeg læser kun erhvervssiderne i avisen, hvis det er noget, jeg skal bruge på arbejdet. ’Planet Money’ handler om økonomi, men er ret underholdende. For nylig var temaet, hvordan det er personen og ikke produktet, der sælger. De havde fundet en pige på 11 år, som havde været iværksætter, siden hun var fem. I nogle år havde hun tjent fede lommepenge ved at købe slikkepinde billigt og så sælge dem dyrt til folk. Men allerede som 11-årig kunne hun mærke, at hun ikke havde samme nuttethedsfaktor, som da hun var fem år. Hun var ganske enkelt blevet dårligere til sit arbejde i takt med, at hun var vokset. Det næste program skal jeg også høre – det handler om kvægtyve i Oklahoma og en kvæg-sherif, der taler som en Clint Eastwood-western."

This Week Tonight 
med John Oliver på HBO
"’This Week Tonight’ er et program fra den samme verden, som jeg bevæger mig rundt i. John Oliver er både et fagligt forbillede og en inspiration. Det er et godt, solidt, underholdende program, hvor seerne bliver klogere på ting, de ikke vidste før. Når man ser programmet, ser det bare så nemt ud. For eksempel er han god til ikke at tale ned til folk. Det er ikke elitært eller snobbet, men et meget favnende program. Han er virkelig god til at tage tunge emner op og lave satire på det. Men han lefler heller ikke for grinet. For nogle gange siger han bare, hvad han mener, i stedet for at komme med en plat vits. Det synes jeg er sympatisk."

Du gådeste i Anders And
"’Du gådeste’ er en fast side i Anders And-bladet, hvor Mickey Mouse er en detektiv, der skal opklare en forbrydelse ud fra nogle spor på et gerningssted. Læseren skal så kigge på billederne og selv gætte, hvem tyven er. Det er helt simpelt og old school. Gåderne var også et fast element i bladet, da jeg var barn, men nu har jeg genopdaget det med min datter på otte år. Det er enormt sjovt, hyggeligt og lidt nostalgisk at løse dem. Og ja, jeg kan godt finde på at læse dem, når hun ikke er hjemme …"

Serial, NPR
"Det næste, jeg skal kaste mig over, er ’Serial’ på NPR. Det er en journalistisk tv-serie på radio, som min mand har anbefalet mig. ’Serial’ tager nogle af de dramaturgiske virkemidler fra fiktion og bruger dem i en virkelig fortælling om en teenagedreng, der er dømt til livsvarigt fængsel for mordet på sin kæreste – men er han skyldig? Der kommer et afsnit om ugen, og journalisterne på ’Serial’ kender ikke selv svaret på spørgsmålet endnu. Jeg er ikke selv typen, der går på jagt efter nye spændende radioprogrammer. Men det er muligvis, fordi min mand er en del mere opsøgende og tit fortæller levende om nogle ting, som jeg så kaster mig over."

Signe Molde er vært på 'Quizzen' på DR2

Foto: Lars E. Andreasen

1 Kommentar

Kurt Westh Nielsen
2. DECEMBER 2014
Suk.
Suk.