Fire medietip fra Rasmus Viuff

Journalisten beder en række mediemennesker afsløre guldkornene i deres browserhistorik, magasinholder og app-samling. Her er fire tip fra Rasmus Viuff, egnsredaktør og sladderspalteskribent på Midtjyllands Avis

'Det vi taler om’ på Radio24syv   

Det er alt det snask, som du kan ønske dig fredag eftermiddag, når ørerne er trætte og hovedet tomt og klar til weekend. Men det duer kun som fredagsslik og som inspiration til sladderspalten. På ugens andre dage er Ditte Okmans stemme lidt for irriterende. Radio24syvs magasinprogrammer er i det hele taget GUF. Cordua og Steno styrer (radioprogram)

Tatort

Hvis du ikke allerede kender den tyske tv-serie på ARD1, ’Tatort’, (på dansk ’Gerningsstedet’), så er det ved at være på tide. Den har nemlig kørt i over 40 år. På app’en for programmet finder du alt om de mange fiktive politifolk i Tyskland, Østrig og Schweiz, der har været med i serien gennem tiden. Og du kan se de seneste afsnit. Men først efter klokken 20. De er nemlig forbudt for børn (app)

Her & Nu 

Skal tjekkes for at få det sidste nye med. Skal man have et sladder-overblik om Amalie, Saseline, kronprinsen og grevinden, så er det stedet. Har overtaget Se og Hørs rolle som den med de skarpe nyheder herognu.dk

Fællesnævneren – kirkeblad på papir

I en tid med netmedie på netmedie glemmer man nogle gange dem af papir. Som midtjysk lokaljournalist er blade som Fællesnævneren i Ans guld værd. Den beretter alt om, hvad der sker af stort og småt i byens foreningsliv tre måneder frem. Og den har alt med. Og laves helt frivilligt af præsten og andre gode folk i firfarvebogtryk (magasin)

Rasmus Viuff er egnsredaktør og sladderspalteskribent på Midtjyllands Avis

0 Kommentarer