Fire medietip fra Katrine Villarreal Villumsen

Journalisten beder en række mediemennesker afsløre guldkornene i deres browserhistorik, magasinholder og app-samling. Her er fire tip fra Katrine Villarreal Villumsen, selvstændig journalist og social media-specialist

Facebook-gruppen Social medie nørder – den hårde kerne 

Jeg underviser og rådgiver i sociale medier, og på Facebook findes gruppen ”Social medie nørder – den hårde kerne”. Navnet er måske lidt misvisende, men gruppen er værd at holde øje med, fordi det er et slags virtuelt kontorfællesskab, hvor alle kan komme med tips om nye tendenser eller spørgsmål til de tekniske udfordringer, der kan opstå, når man arbejder med sociale medier. 

fb.com/groups/socialmedie

Slack

I min fritid lægger jeg en masse frivillige kræfter i medienetværket Korrespondenterne. Vores redaktion er spredt over flere forskellige lande, så kommunikationsplatformen Slack er uundværlig, når vi skal i kontakt med hinanden. Her kan vi hurtigt og nemt dele filer, idéer og  kommentarer uden at skulle rode rundt i mails eller messenger-beskeder, vi måske pludselig ikke kan finde. (App)

On The Media 

Jeg har boet i USA, jeg er amerikansk gift, og de sidste to år har jeg ved siden af mit arbejde læst en kandidat i Amerikanske Studier. Med andre ord; jeg er lidt af en nørd, når det kommer til alt, der har med USA at gøre. WNYC's On The Media er en af mine mange amerikanske yndlingspodcasts, der hver uge dækker journalistik, politik, ytringsfrihed og mediernes indflydelse på aktuelle emner. (Podcast)

Pocket

Meget af mit arbejde foregår på Facebook eller på Twitters 140 tegn, men jeg får også læst en del longreads med mere, selv om jeg må indrømme, at det er noget, jeg skal finde tid til at gøre. Derfor bruger jeg dagligt app'en Pocket til at gemme en masse godt læsestof. Så har jeg til de dage, hvor jeg har lidt ekstra tid til at fordybe mig. (App)

Katrine Villarreal Villumsen er selvstændig journalist og social media-specialist

0 Kommentarer