The Fiver, The Guardian
The Fiver er The Guardians daglige nyhedsbrev om fodbold – det lander i din mailboks klokken 5, deraf navnet – og det er alt det, fodboldjournalistik almindeligvis ikke er: Det er begavet, satirisk opposition til en verden, der er tæt befolket af lavt refleksionsniveau og andre nyrige manerer. The Fiver omtaler konsekvent Nicklas Bendtner som ’the former Arsenal haircut’ (det er sådan, de husker ham). Det er virkelig, virkelig, virkelig sjovt. Hver dag.
Infografik, fifteen.ca
Jeg elsker infografikker, og i min tid på Politiken gik jeg meget langt, nogle vil mene for langt, i min iver efter at få dem integreret i weekendkultursektionerne. Euromans artdirector, Sune Ehlers, har lige anbefalet mig canadieren Raymond Biesingers hjemmeside fifteen.ca, som minder mig om, at jeg vil være infografiker i mit næste liv, men generelt googler jeg bare ’infographics’ om alt muligt som en del af mit overspringshandlingsrepertoire.
The Economist explains economist.com
The Economist explains er det stik modsatte af The Fiver: Det er konkrete, tonløse, seriøse svar på ubesvarede spørgsmål fra nyhedsdagsordenen. Hvor får Islamisk Stat sine penge fra? Hvorfor frygter Europa ikke længere den russiske gasmand? Jeg tager et opsamlingsheat en gang imellem.
Bearnaise er dyrenes konge – Podcast på Radio24syv
Jeg er glad for mad, for at spise ude, for at dyrke stamsteder, for at prøve nye steder, og jeg læser altid restaurantanmeldelserne som noget af det første i alle de aviser, jeg kommer i nærheden af. Martin Kongstad har på Radio24syv fornyet et ret træt og traditionstynget format. Først og fremmest ved at få måltidets sociale dimension med via sine skiftende gæster.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.