Fire medietip fra Jakob Vølver

Journalisten beder en række mediemennesker afsløre guldkornene i deres browserhistorik, magasinholder og app-samling. Her er fire tip fra Jakob Vølver, redaktionschef hos United Productions

Evernote

Evernote er et notesprogram, der husker alt, hvad du kan se, sige og skrive. Jeg bruger det til at gemme alt fra skriblerier på farten, fotonoter fra mobilen eller til at indtale gode idéer. Evernote synkroniserer på tværs af Mac og pc og på de fleste smartphones, så man har altid sine noter lige ved hånden, uanset hvilket af sine devices man sidder med. 

evernote.com

Quora

Hvordan laver de farvestriberne i tandpastaen? Hvordan er det at bo i Nordkorea? Hvor meget tjener en udvikler hos Google? Hvordan føles det at flytte fra USA til Danmark? Quora er et site, hvor brugerne kan stille alverdens spørgsmål og få svar fra folk, der (som regel) ved, hvad de taler om. Folk, der rent faktisk bor i Nordkorea eller er udvikler hos Google. Jeg har kun brugt Quora som overspringshandling, men jeg kan se et potentiale i forhold til at finde internationale cases og eksperter. 

quora.com

Simplynoise

Hvad gør man, hvis man ikke kan koncentrere sig i et støjende arbejdsmiljø? På med hørebøfferne, skru op for lyden,og lad Simplynoise.com fylde dine ører med white noise. Efter nogle minutters lytning vil hjernen betragte hjemmesidens jævne støj som ”stilhed” og dermed forsvinder også uønskede lyde fra sludrende kolleger, børn og gadestøj. Giv det fem minutter. Simplynoise fuckr med din hjerne!

simplynoise.com 

This American Life [podcast]

Når det kommer til storytelling, så er der for mig ingen, der gør det bedre end radiogrammet ’This American Life’. Indholdet er håbløst uaktuelt, og journalisterne afslører hverken svindel med statsmidler eller vælter ministre. Til gengæld fortælles her helt fantastiske, almengyldige historier om det at være menneske. Der ligger hundredvis af episoder online. Et af mine yndlingsafsnit er ’Break-ups’, hvor Phil Collins har en uventet lille birolle.

 

Privatfoto

Jakob Vølver er redaktionschef hos United Production

0 Kommentarer