search

Fire medietip fra Anne Justesen

Journalisten beder en række mediemennesker afsløre guldkornene i deres browserhistorik, magasinholder og app-samling. Her er fire tip fra redaktør for sociale medier på netavisen Altinget Anne Justesen

DKpolitik    

Jeg tjekker altid appen DKpolitik som noget af det første hver morgen, når jeg skal have et hurtigt overblik over dagens politiske nyheder. Den samler automatisk artikler fra danske medier i en overskuelig oversigt med rubrik og link direkte til hele artiklen. (App)

Tweetdeck   

Jeg ville slet ikke kunne bruge Twitter, hvis jeg ikke havde Tweetdeck. Det er et værktøj, som gør Twitter meget mere overskueligt. Man kan administrere flere Twitter-konti og lave kolonner med forskellige hashtags, lister og så videre. Hvis man synes, Twitter er for uoverskueligt, så brug 10 minutter på at sætte Tweetdeck op. Det gør det hele meget nemmere.  

Borgen Unplugged  

Det kan godt være, at Henrik Qvortrup er blacklistet i dele af mediedanmark, men den ugentlige politiske podcast, han laver med sin fætter Thomas Qvortrup, er blevet en fast del af min podcast-lytning. På cirka 45 minutter får de to fætre analyseret sig igennem ugens største politiske historier. Der er altid interessante betragtninger og godt humør. (Podcast)

Buzzfeed 

Det amerikanske netmedie Buzzfeed er min guilty pleasure. Jeg elsker deres lister med Disney-film, nuttede dyr og alt muligt andet underligt. De laver også rigtige nyheder, men jeg er nu størst fan af alle deres mærkelige liste-artikler. Hvis man bare har brug for at slå hjernen fra i 10 minutter, er det perfekt – dog er det lidt en tidsrøver, så pas på. buzzfeed.com

Anne Justesen er redaktør for sociale medier på netavisen Altinget

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen