
Foto: Moderaterne (red. Jo)
Tirsdag morgen havde redaktionen på TV 2 Fyn lavet klare interviewaftaler med fire kandidater fra partiet Moderaterne, der stormer frem i meningsmålingerne.
Men pludselig ringede de fire kandidater efter hinanden og aflyste, hvilket overraskede TV 2 Fyns nyhedschef, Jakob Herskind.
”Tre af dem siger, at de ikke kan alligevel, men en af dem kommer til at sige, at han ikke må stille op. Vi spørger, hvem der har givet den ordre, men det vil han ikke svare på. Han henviser dog til Jakob Engel-Schmidt for at få svar på, hvem der har sagt, at han ikke må stille op,” siger han til Journalisten.
TV 2 Fyn får efterfølgende fat på Jakob Engel-Schmidt, der er spidskandidat og politisk chef for Moderaterne. Han afviser over for TV 2 Fyn, at han har blandet sig i, om kandidaterne måtte stille op til interview.
”Jeg afviser klart, at jeg har ringet til fire kandidater og blandet mig i, hvordan de fører deres valgkamp,” har han udtalt.
Vil jagte reaktioner i dag
Jakob Herskind synes dog, at det virker mystisk.
”Jeg kan ikke sige, at det er hævet over enhver tvivl, men noget tyder på, at der i partiet er en form for styring af, at det ikke var en god idé, at kandidaterne stillede op. Men Jakob Engel-Schmidt har afvist, at han havde noget med det at gøre. Det siger dog noget om et parti, der muligvis er usædvanligt topstyret.”
Han kalder det ”enormt ærgerligt”, at de fynske vælgere ikke får mulighed for at få afklaret, hvad kandidaterne fra Moderaterne faktisk mener.
”Lige nu ligner det, at partiet får reel magt, og vi ville gerne have spurgt kandidaterne ind til noget politisk substans, og hvorfor kandidaterne har forskellige holdninger til politiske spørgsmål. Det er der ikke noget odiøst i, så det er da underligt, at de ikke må stille op.”
TV 2 Fyn forsøger igen i dag at få kandidaterne til at stille op til interview om deres politik, og så vil redaktionen ”jagte reaktioner på den adfærd”, de oplevede i går, siger Jakob Herskind.
Uenige kandidater
Det er ikke uden grund, at vælgerne kan være i tvivl om, hvad man får ved at stemme på Moderaterne.
I en gennemgang af de fynske moderaters svar på TV 2 Fyns kandidattest er der bred uenighed mellem kandidaterne på flere centrale politikområder. De fynske kandidater er blandt andet uenige om, hvorvidt den økonomiske ulighed bør mindskes eller ej.
Og Politiken skriver, at ”Moderaternes folketingskandidater er grundlæggende uenige, når det gælder centrale spørgsmål om velfærdssamfundet”. Mediet har ligeledes lavet en gennemgang af svarene i deres kandidattest.
Eksempelvis har 40 kandidater fra Moderaterne svaret på spørgsmålet om, hvorvidt retten til tidlig pension skal afskaffes. Her svarer 15 af dem, at de er helt eller delvist enige, mens 15 svarer stik modsat og er helt eller delvist uenige.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.