Fire journalister fyret

 Vejle Amts Folkeblad er i gang med sin tredje sparerunde på tre år. I alt bliver 19 medarbejdere fyret denne gang.

 

Vejle Amts Folkeblad er i gang med sin tredje sparerunde på tre år. I alt bliver 19 medarbejdere fyret denne gang.

Ledelsen på Vejle Amts Folkeblad-Fredericia Dagblad, VAF-FD, skærer igen i medarbejderstaben.

Denne gang forsvinder 19 ansatte – heraf fire journalister ud af en stab på godt 50 redaktionelle medarbejdere.

En af de nu fyrede blev ansat per 1. september i år og afskediget igen, før hun tiltrådte stillingen. De tre øvrige fik deres fyresedler torsdag den 21. august.

Årsagen til fyringerne er endnu engang den dårlige økonomi.

»Bladets udgifter og indtægter er ikke i nærheden af hinanden. På Vejle Amts Folkeblad er der tradition for, at hvad vi tjener på karrusellen, bruger vi på gyngerne. Men når vi ikke længere tjener på karrusellen, er der ikke penge at drive avis for,« konstaterer VAF-FDs tillidsmand, Mogens Hansen.

Inden for de seneste tre år har VAF-FD klaret to omgange med nedskæringer i medarbejderstaben ved frivillig afgang, men denne gang var der tale om regulære fyringer.

»Ved den seneste nedskæring opstod der et hul på en oplands-redaktion. En medarbejder blev beordret til at tage pladsen, men nægtede, så Arne Mariager (chef-redaktør på VAF, red.) måtte fyre medarbejderen, som han egentlig ikke ville af med. Den situation vil Arne Mariager ikke stå i igen, og derfor er der ikke tale om frivillig fratrædelse denne gang,« siger Mogens Hansen.

De fyrede medarbejdere får den fratrædelse, de har ret til ifølge deres overenskomst og funktionærloven. Oveni får de tre måneders løn i fratrædelsesgodtgørelse.

VAF-FD har i en årrække lidt under svigtende oplag og annonceindtægter, men har tjent penge ved biindtægter som eksempelvis ugeaviser. Men sideindtægterne har også svigtet i den seneste tid, så VAF-FD har udsigt til underskud for tredje år i træk.

Ud over nedskæringerne i med-arbejderstaben vil VAF også spare på papirforbruget samt bruge færre freelancere og færre artikler fra Den Liberale Presse. Også 15 ansatte i den tekniske annonceproduktion bliver afskediget.

0 Kommentarer