Fire journalister dræbt i Mexico på en måned: ”Regeringens svar er tavshed”

Der er ingen konsekvenser ved at angribe journalister i Mexico, lyder det fra organisationer

Robert Toledo, Lourdes Maldonado Lopez, Margarito Martinez og Jose Luis Gamboa Arenas.

Det er navnene på de fire pressearbejdere, der i løbet af årets første måned er blevet dræbt i Mexico.

Den senest dræbte er videojournalisten Robert Toledo, der blev skudt 31. januar, mens han var ved at forberede optagelser af et interview vest for Mexico City. Ud over de fire dræbte har der også været andre episoder, der kunne være endt med dødelig udgang i løbet af måneden. En anden journalist blev skudt, men overlevede, mens endnu en blev såret i et knivangreb.

Vold mod og drab på journalister er ikke nyt i Mexico, hvor der siden 2013 er blevet dræbt mellem to og seks journalister årligt. Men januar i år har været særligt slem.

”Det her er meget vel den mest voldelige måned i et årti, når det kommer til vold mod journalister,” siger Jan-Albert Hootsen, der er Mexico-repræsentant for organisationen Committee to Protect Journalists (CPJ), til Al Jazeera.

”Der bliver intet gjort”

Journalister i Mexico bliver udsatte mål, både når de dækker kriminelle kartellers krig mod hinanden, og når de dækker korruption og politik.

Adskillige organisationer har tidligere kritiseret landets præsident, Lopez Obrador, for at opildne til angreb på journalister og for selv at degradere journalisternes rolle. Det er blandt andet sket ved, at præsidenten hver uge udpeger ’ugens løgn’, hvor han navngiver enkelte journalister for at stå bag det, han ser som falske nyheder.

Og ifølge organisationen Article 19, der kæmper for ytringsfrihed, bliver der ikke rejst sigtelser eller tiltale i 99 procent af tilfældene med kriminalitet mod journalister.

”Enhver kan beslutte, at ’jeg gør den her journalist tavs, fordi det ikke har konsekvenser’,” siger Paula Maria Saucedo Ruiz, der er talsmand for organisationen, til Al Jazeera.

På papiret har Mexico et beskyttelses-program for journalister, og en af de fire dræbte journalister var registreret i det program, fordi hun tidligere var blevet angrebet. Og det er der intet usædvanligt i, lyder det fra CPJ:

”Journalister fortæller myndighederne, at de er i problemer, og at de modtager trusler. Men som oftest er svaret fra den mexicanske regering simpelthen tavshed. Der bliver intet gjort,” siger Jan-Albert Hootsen til BBC.

0 Kommentarer