
”Jeg vil gerne undskylde sagen over for læsere, myndigheder og det øvrige samfund,” siger adm. direktør og chefredaktør Bjarne Corydon. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
I alt fire personer på dagbladet Børsen har mistet deres arbejde, efter at en advokatundersøgelse har slået fast, at der er foregået snyd med kompensationsordningen for tabte annoncekroner under coronakrisen.
Der er tale om tre medarbejdere i annonceafdelingen samt Børsens kommercielle direktør, Frederik Gundorph Pedersen.
Undersøgelsen konkluderer, at der er blevet udskudt annonceordninger for 158.319 kroner uden rimelig begrundelse. Samtidig var avisens annonceindtægter dog overvurderet med 94.767 kroner, så annonceomsætningen bliver rettet til 63.552 kroner.
Med en kompensationsgrad på 80 procent betyder det, at Børsen har modtaget 50.842 kroner i støtte på et forkert grundlag, som tilbagebetales straks.
Administrerende direktør og chefredaktør på Børsen Bjarne Corydon iværksatte undersøgelsen i april, efter at han havde fået et tip om, at der muligvis var blevet udskudt annonceaftaler i en periode for at få udbetalt flere penge fra kompensationsordningen, end Børsen ellers var berettiget til.
”Advokatundersøgelsen bekræfter desværre de oplysninger, som jeg for nogle uger siden blev gjort bekendt med via en whistleblower. Det er meget alvorligt og på ingen måde i overensstemmelse med Børsens værdier,” siger Bjarne Corydon i en pressemeddelelse.
”Børsen skal ikke modtage en krone mere i kompensation, end vi er berettiget til. Jeg vil gerne undskylde sagen over for læsere, myndigheder og det øvrige samfund,” tilføjer han.
Undersøgelsen giver ikke anledning til at tro, at den kommercielle direktør har været skyld i eller været bevidst om fejlene, men som direktør er det ifølge Børsen hans ansvar at sikre, at sådan nogle fejl ikke kan finde sted.
Journalisten afventer interview med Bjarne Corydon.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.