Jesper Brieghel, KL's rejsehold, afslører de fire klassiske fejl kommuner begår, når pressen skal håndteres i en sag, hvor et barn eller en ældre er blevet svigtet.

Esbjerg-sagen, Brønderslev-sagen, Tønder-sagen, Solrød-sagen. Danmarksskortet er plettet med skandaler, hvor børn og ældre er blevet svigtet. Efterfølgende er kommunen blevet ristet i pressen.

Jesper Brieghel er leder af rejseholdet hos Kommunernes Landsforening, der med kort varsel rykker ud, hvis en kommune vil købe assistance til at styre forløbet. Han ser ofte disse fire fatale fejl – der er omtalt i næste nummer af Journalisten – hos kommunerne:

1. Alt for lang reaktionstid, fordi ingen vil være talsperson. »I skal vide, hvem der er den!«

2. Den udpegede talsperson frikender kommunen i første interview. »I bliver indhentet af sagen, hvis I afviser kritikken uden at kende sagen til bunds.«

3. Kommunen lukker sig om sig selv og anerkender ikke pressens virkelighed. »Hvis kommunen trækker sig, overtager andre scenen.«

4. Utrygge medarbejdere overser eller bagatelliserer klare fejl. »Når mediernes spotlys er på, kræver det meget tillid til ledelsen at påpege egne fejl.«

Jesper Brieghel forklarer i Journalisten, at kommunerne er vant til en presse, der ret præcist gengiver indholdet af de pressemeddelelser, kommunen sender ud. Men når det handler om afsløringer af dårlig behandling af ældre og børn, smider journalisterne fløjlshandskerne. Vanrøgt mod børn og ældre kan kun forklares som svigt, og en kommune har aldrig gjort det godt nok, hvis et barn lider, heller ikke hvis loven er overholdt, forklarer Jesper Brieghel, der siden marts 2010 er rykket ud til en række skandaler.

»Det, der kendetegner en krise, er, at den udvikler sig eksplosivt og uforudsigeligt. Der er ingen patentløsning, der er fingerspidsfornemmelser og erfaringer, men ingen garanti,« siger han.

Reelt er det bedste råd, han kan give, aldrig at underkende de store følelser, der er på spil i sådanne sager.
»Det er helt afgørende, at kommunen ikke møder op på tv med en misforstået kølig distance. Borgerne har brug for at se, at kommunen er berørt og føler med sagens ofre. Uanset om kommunen har begået fejl eller ej.« uddyber han – og formulerer derpå det næste råd: »Frikend ALDRIG dig selv, kommunen eller kollegerne i første hug.«

Præcis de to steder går det oftest galt, ikke mindst fordi presset fra TV2 News og DR Update gør, at der ikke er megen tid til eftertanke.

»I gamle dage kunne der gå en uge eller op til 14 dage, fra et barn kom til skade, til en minister blandede sig. For nylig så jeg en sag, hvor det tog to en halv time.«

Hans bedste eksempel på proportionerne i pressen er en sag fra Solrød Kommune, hvor en søn optog, da hans demente mor blev bestjålet af en hjemmehjælper.

»Kommunen tog hånd om sagen, og tyven var pågrebet af politiet. Men fordi der var gode billeder i det, blev det bragt som første indslag på TV2 Nyhederne den aften og fik ni minutter af udsendelsen. Ni minutter! Det er fandme fløjtende lang tid.«