Fire danske projekter deler 7,7 mio. fra Google-fond

IMS og Danwatch får 4,1 mio. til et internationalt samarbejde, og Jysk Fynske Medier får 2,3 mio. kr. til personaliserede lokalnyheder. I alt fire danske projekter deler millionerne, som netop er uddelt af Google-fond. Læs om projekterne her
  • Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix
21.03.2019 · 07:43

Google uddeler 7,7 mio. kroner til fire projekter i den danske mediebranche. Det sker ved den årlige uddeling af Google Digital News Initiative, hvor Google støtter medier i Europa.

I alt har Google modtaget 600 ansøgninger og støttet 103 projekter i 23 lande. De fire danske projekter er:

  • International Media Support/Danwatch/Indieframe. 547.000 euro (4,1 mio. kr.)
  • Jysk Fynske Medier. 300.000 euro (2,3 mio. kr.)
  • Mandag Morgen. 134.000 euro (1 mio. kr.)
  • Constructive Institute. 50.000 euro (375.000 kr.)

Du kan læse mere om de fire projekter herunder.

Ny platform til at finde de glemte historier

Årets topscorer er et samarbejde mellem International Media Support, Danwatch og Indieframe. De tre partnere vil udvikle platformen Mediabridge.org, hvor lokale medier i verdens oversete områder kan dele et pitch, et uddrag af en historie eller rå dokumentation. Europæiske eller internationale medier kan så se historier og idéer igennem og tage kontakt, hvis man ønsker at samarbejde. Kontakten kan også gå den anden vej.

”Der er en masse historier fra konfliktzoner og lande langt væk, som er svære at dække for europæiske medier. Dette projekt handler om at koble lokale medier med en god historie sammen med store europæiske eller internationale medier,” forklarer Jesper Nymark, direktør i Danwatch.

Han påpeger, at IMS har erfaring med at finde og hjælpe frie og uafhængige medier rundt omkring i verden, mens Danwatch har erfaring med at lave undersøgende journalistik i samarbejde med både lokale partnere og internationale medier.

Den tredje partner, Indieframe, er med til at bygge den digitale platform. Indieframe er nok mest kendt for en tjeneste, hvor amatører såvel som professionelle kan byde ind på fotoopgaver.

Er det ikke et gigantisk løbende arbejde at verificere historierne?

”Vi er nødt til at håndholde det meget fra start, for tillid er utroligt vigtigt for platformen. Det er et kæmpe arbejde. Men platformen bliver bygget sådan, at medier på sigt kan lægge dokumentation op, som kan verificeres af andre,” siger Jesper Nymark med henvisning til platformen Bellingcat.

Han understreger dog, at Danwatch og IMS i første omgang vil bruge mange kræfter på at verificere både medier, dokumentation og historier.

De tre partnere går i gang med at bygge platformen og knytte kontakt til flere partnere nu.

Har du nogen betænkeligheder ved at modtage pengene fra en fond, som er stiftet af mediernes største konkurrent, Google?

”Jeg tror, at alle medier, som har søgt penge hos Google, har haft det oppe at vende. Men nej. Selvfølgelig er vi opmærksomme på, hvem der betaler. Hvis det havde været Google, så havde vi nok ikke gjort det, men Digital News Initiative er skilt ud i en fond, som Google ikke har kontrol over,” siger Jesper Nymark.

Personlige og hyperlokale nyheder

Jysk Fynske Medier modtager 2,3 mio. kr. til at udvikle en personaliseret oplevelse for de lokale læsere digitalt. Målet er, at den enkelte bruger præsenteres for et mix af store fælleshistorier og hyperlokalt indhold – uanset om brugeren besøger hjemmesiden, læser et nyhedsbrev eller får en notifikation i en app.

”Personalisering er et velkendt fænomen i mediebranchen. Det, som gør vores projekt anderledes, er den lokale dimension. Vi skal ramme folk med noget, som både er lokalt og inden for det, de interesserer sig for,” forklarer Claes Holtzmann, data- og analyseredaktør i Jysk Fynske Medier.

Han understreger, at projektet først skal til at gå i gang. Så Jysk Fynske Medier har ikke en færdig løsning parat, men vil starte med at undersøge området og finde ud af, hvad de bedste gør. 

Vi skal ramme folk med noget, som både er lokalt og inden for det, de interesserer sig for.
Claes Holtzmann, Jysk Fynske Medier

”Vi ser et ret stort potentiale i at personalisere det hyperlokale indhold. Hvis vi fx har historien om, at den lokale tømrer har et flot overskud, så er det et problem for os, at den historie er enormt interessant for kunder, konkurrenter og folk i nærområdet, men en ret smal historie for alle andre,” siger Claes Holtzmann.

Han tilføjer, at Jysk Fynske Mediers interne dataanalyser viser, at det kan være en god forretning at ramme plet med det lokale indhold, hvis man vil have abonnenter.

”Konverteringsraten på låste artikler, som præsenteres på en forside, er i hvert fald cirka fem gange så høj som låste artikler, der aldrig præsenteres på en forside,” siger han med henvisning til en analyse, han lavede i forarbejdet til ansøgningen.

Kobles med robotjournalistik

For to år siden modtog Herning Folkeblad 1,5 mio. kr. til et lignende projekt, hvor man ville personalisere lokale nyheder.

Jysk Fynske Medier er også gået i luften med robotjournalistik. Robotterne skal skrive automatiserede artikler om ejendomshandel, sport og erhverv på hyperlokalt niveau. Her er det planen, at robotartiklerne skal være en del af det personaliserede produkt.

”Hvis du tænker det videre, så kunne vi i fremtiden have en forside, hvor du har den store historie i toppen, som er publicistisk prioriteret, og så under den have historien om den lokale tømrers regnskab eller historien om, at en villa på din vej lige er solgt til 3,5 mio. kr. Det giver et mix – uden at man går glip af de brede historier.”

Claes Holtzmann forventer, at brugerne vil begynde at opleve personalisering i slutningen af året. Hvor langt man er på det tidspunkt, tør han ikke gisne om, men Jysk Fynske Medier vil løbende forbedre personaliseringen.

Nu skal man ud og ansætte medarbejdere til at føre projektet ud i livet.

Har I nogen betænkeligheder ved at få pengene fra en konkurrent som Google?

”Nej, ikke i denne sammenhæng. Vi var tvunget til at gøre noget uanset hvad, så midlerne fra Google gør bare, at vi kan gøre det langt bedre og langt hurtigere. Jeg har personligt svært ved at se ulempen for os,” siger Claes Holtzmann.

Konstruktiv-scanner og dialog-teknik

Mandag Morgen har fået 1 mio. kr. til projektet The Engagement Engine. Dette projekt skal hjælpe læserskaren – som på Mandag Morgen blandt andet er ledere og specialister – med at gå i dialog med hinanden såvel som journalisterne om relevante emner.

Pengene skal bruges på at bygge en teknologisk infrastruktur, som kan understøtte den dialog.

Constructive Institute i Aarhus modtager 375.000 kroner til et pilotprojekt, som tager de første skridt mod at udvikle The Constructive Mirror – et stykke software, som kan vurdere, om en nyhed er konstruktiv. Værktøjet skal kunne identificere forskellige tegn på bias eller (u)konstruktive elementer. Målet er at kvalificere diskussionen på redaktioner.

Sidste år var Ingeniøren den eneste danske modtager af DNI-midler. Forrige år fik Information, Børsen, Herning Folkeblad og videnskab.dk midler fra DNI-fonden.

Kommentar

Seneste jobopslag

Underviser

SDU - Syddansk Universitet
Ansøgningsfrist: 15.05

Kreativ videojournalist til Deloitte

Deloitte Denmark
Ansøgningsfrist: 14.05

Matematikredaktør

Alinea
Ansøgningsfrist: 03.05

CRM konsulent i Børnecancerfonden - bliv en styrke for børnene

Børnecancerfonden
Ansøgningsfrist: 08.05

SoMe-redaktør til Vi Unge

Aller Media
Ansøgningsfrist: 25.04

Udviklingsorienteret redaktør til Mandag Morgen

Mandag Morgen
Ansøgningsfrist: 10.05

DR Østjylland søger reporter

DR
Ansøgningsfrist: 23.04

Studentermedhjælp til kommunikation

Grundejerforeningssekretariatet Ørestad
Ansøgningsfrist: 25.04

KVINFO søger presse- og kommunikationsansvarlig

Kvinfo
Ansøgningsfrist: 23.04

Nyhedsvært til DR Nordjylland

DR
Ansøgningsfrist: 25.04

Chef til B&U

DR
Ansøgningsfrist: 29.04

Chefkonsulent og teamleder for seks kommunikationsrådgivere

Region Syddanmark
Ansøgningsfrist: 05.05

Kommunikatør i Greenpeace

Greenpeace Norden
Ansøgningsfrist: 25.04

JOURNALIST TIL UGEAVISEN MIDTSYD

Jysk Fynske Medier
Ansøgningsfrist: 06.05