
Den finske avis Helsingin Sanomats chefredaktør, Kaius Niemi (til højre), ses her i retten torsdag sammen med sin advokat. Foto: Helsingin Sanomats
Tre finske journalister er torsdag på anklagebænken i Helsinki ved en sjælden retssag om offentliggørelse af fortrolige oplysninger.
De er havnet i retten efter i 2017 at have udgivet en undersøgende artikel ved navn ’Finlands mest hemmelige sted’. Den afslørede beliggenheden og opgaverne for en særlig efterretningsafdeling i det finske militær.
Artiklen blev offentliggjort, på et tidspunkt hvor Finlands parlament talte om at udvide sine muligheder for overvågning af privat data på digitale netværk.
Retssagen i Finland anses som værende usædvanlig, fordi landet generelt er kendt for at have en høj grad af pressefrihed.
Offentligt tilgængelige informationer
Det er to journalister fra avisen Helsingin Sanomat samt deres redaktør, der er under anklage. De risikerer mellem fire måneder og fire års fængsel, hvis de kendes skyldige i at afsløre nationale forsvarshemmeligheder.
Ifølge anklagerne indeholdt artiklen fra 2017 skadelige informationer, som var ulovlige at offentliggøre. Journalisterne afviser beskyldningerne.
Kaius Niemi, der er chefredaktør på Helsingin Sanomat, argumenterer for, at alle oplysninger i forvejen var offentligt kendte.
”Vi kan bevise, at enhver offentliggjort sætning kunne findes på internettet eller i bøger, før vores historie blev bragt. Offentligt tilgængelige informationer kan ikke være fortrolige,” siger chefredaktøren.
Han har også været under anklage i sagen. Det er dog blevet droppet.
Første af sin slags
Hanne Aho, der er formand for det finske journalistforbund, siger, at retssagen mod de tre journalister er den første af sin slags.
”Det er fuldstændig ekstraordinært, at finske journalister bliver anklaget for forræderi,” siger formanden og tilføjer:
”Truslen om fængselsstraf kan føre til selvcensur.”
Finland har i mange år ligget øverst på organisationen Journalister uden Grænsers liste over pressefrihed. Landet er i år dog faldet til en femteplads, hvilket delvist skyldes den ovenstående sag. Det oplyser det finske journalistforbund.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.