Hongkongs journalister frygter, at hvedebrødsdagene er ved at være forbi, og at Kina langsomt strammer grebet om den tidligere kronkolonis pressefrihed.

Når Albert Cheng King-Hon hver morgen sætter sig til rette ved den grønne, bløde filt i et radiostudie i det nordlige Hongkong, foregår det iført briller og bevæbnet med masser af te.
Lytterne elsker ham og hans tre timers talk-show, der taler ud om korruption, politikerlede, arbejdsløshed, forurening og det
aldrende kommunistparti i Kina. Udsendelsen spænder bredt og rammer ligeså med flere end 1 million lyttere hver dag.
»En kop te i orkan«, som programmet hedder, er totalt politisk ukorrekt i et samfund med en svær balanceakt mellem »et styre to systemer«, det kapitalistiske Hongkong og det kommunistiske Kina.
Bag de tykke briller og den bløde radiofilt gemmer sig en klarsynet tidligere forretningsmand, der er ganske hård i filten. Han er rar over for dem, der fortjener det – resten dukker sig. Sarkasmen er Chengs fornemste våben, og det er ved at blive kinesere i Beijing for stærkt. Så stærkt, at flere nu vil have ryddet op i programfladen på den statslige radiostation, Radio Television Hong Kong (RTHK). Stationen minder meget om Danmarks Radio.
For nylig blev der sat ord på frustrationerne over den frie presses opførsel i Hongkong. Mediemagnaten Xu Simin, der blandt andet udgiver et voldsomt pro-kinesisk blad, udtalte, at »RTHK er en overlevering fra det britiske styre«, og kaldte sendefladen »uhyrlig«. I samme åndedrag mente han, at stationen for fremtiden udelukkende skulle formidle »regeringens politik«. Det ville kun være et rimeligt krav til et medie, der er licensfinansieret over statsbudgettet, mente Xu Simin.
Og han er ikke hr.-hvem-som-helst. Xu er mangeårigt medlem af en rådgivende komité for kommunistpartiet, og hans blad, »Mirror Monthly«, læses med stor interesse, fordi det ofte giver en indikation af hvilken vej, vindene blæser i Beijing.
Hans udtalelser vakte stort påstyr i både Beijing og i Hongkong. I Hongkong undrede befolkningen sig højlydt i læserbreve og radioprogrammer. I det officielle Hongkong forsøgte blandt andre kommunikationsministeren at mane til ro ved at forklare, at Xu nok ikke havde ment det så slemt.
Tilbage står usikkerheden: Er Hongkongs hvedebrødsdage efter Kinas overtagelse af den tidligere kronkoloni ved at være forbi, spørger bekymrede journalister rundt om på redaktionerne.
Albert Cheng er ikke i tvivl. Allerede før overdragelsen var han overbevist om, at Kina hverken kunne eller ville holde fingrene fra Hongkong:
»Vi er alle bekymrede for vores integritet og vores redaktionelle frihed. Og det er der god grund til. Jeg er ikke i tvivl om, at dagene med total frihed er talte, selvom jeg fortsat vil sige, hvad der passer mig. Så længe det går an!,« spøger Albert Cheng.
Selvom han er chokeret over den seneste tids forsøg på censur er han, – modsat mange andre – begejstret:
»Faktisk skylder vi hr. Xu en stor tak for netop timingen, nu hvor det internationale samfund er ved at få tillid til det kinesiske styre og dets intentioner i Hongkong. Xus ønske om lukning eller styring taler for sig selv. Nu er det tydeligt, at Kina ønsker at få kontrol med den demokratiske proces i Hongkong. Var disse udtalelser ikke faldet, ville det have været meget nemmere for Kina stille og roligt at spinde Hongkong ind i censur,« siger Albert Cheng til JOURNALISTEN.
Også Hongkongs journalistforbund, The Hong Kong Journalists Association, har i protestbreve fordømt udtalelserne, men vicepræsidenten, Kim Ming Leo, erkender ærligt, at der ikke er meget forbundet kan stille op, hvis politikerne beslutter sig for at ændre, eller blande sig i RTHKs programflade.
Foreløbig har RTHK ikke tænkt at stille sig til rådighed som regeringens instrument.
Men debatten har et andet aspekt: Måske handler det slet ikke så meget om den kontrol, der kommer udefra. En undersøgelse for nylig blandt journalisterne i Hongkong viste, at mere end hver femte hyppigt udøver selvcensur, og at antallet har været stigende siden overtagelse. En tendens som formentlig kun bliver forstærket af, at nogle højlydt agiterer for øget kontrol af medierne.