search

Find seks fejl

 LEDER. Selvfølgelig er det et helvede for en uenig journalist at blive spændt for redaktørens ideologiske vogn. I dette nummer af Journalisten kan man læse, at en del journalister døjer med det problem på Jyllands-Posten. Det har der heldigvis været uro og ballade om.

 

LEDER. Selvfølgelig er det et helvede for en uenig journalist at blive spændt for redaktørens ideologiske vogn. I dette nummer af Journalisten kan man læse, at en del journalister døjer med det problem på Jyllands-Posten. Det har der heldigvis været uro og ballade om.

Men det er faktisk en endnu større faldgrube for den journalistiske integritet, når journalist og redaktør er alt for enige. Når de uimodsagt krammer hinanden helt frem til forsiden, hvor nyhedsredaktøren også står og jubler og gladeligt kaster redaktørens klumme op ved siden af den journalistiske tekst, så de rigtig kan tale til hinanden.

Det er noget af det værste, der kan ske for en journalist, for når klapsalverne brager, i takt med at gærdet for at komme på forsiden sænkes, så sløver det den kritiske sans. Specielt hvis kollegerne nede i kantinen også nikker anerkendende.

Dette synes at være tilfældet i Politikens dækning af Muhammed-sagen.

Det er nærmest uhyggeligt. Der er ingen uro eller højlydte skænderier internt på avisen. For hvad sker der, når langt de fleste medarbejderes holdningsmæssige udgangspunkt er påfaldende ens? Når man er frygtelig glad for sin arbejdsplads, og når man sidder i PH-lampens skær på Tøger Seidenfadens kontor og roser hinanden?

Ja, så slår man helt åbenlyst den selvkritiske sans ihjel.

Det er særdeles journalistisk relevant at afdække regeringen og Jyllands-Postens håndtering af sagen, men Politikens dækning har været præget af væsentlige fejl. For eksempel påstod Politiken på forsiden og spisesedlen, at Jyllands-Posten forud for offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne havde afprøvet idéen på en ekstern ekspert. En nyhed, som satte yderligere brand i gaderne i Mellemøsten. Sagen var, at eksperten havde talt med en menig journalist på Jyllands-Posten efter offentliggørelsen. Denne ekstremt graverende fejl er ikke med i Politikens egen dækning af avisens fem fejl fra sidste uge.

Til gengæld kan man læse om et debatmøde på Politiken, som var 'en vederkvægende oplevelse'. Læserne takkede Politiken. Artiklen afsluttes med ordene:

»Som bekendt er Jyllands-Posten og Politiken økonomisk set en del af samme koncern. Hvis der skal være lidt mere uro næste gang, kunne det være, at også Jyllands-Posten læsere skulle inviteres.«

Fremragende forslag. Man kunne tilføje, at Politiken også burde skifte nogle af medarbejderne ud med medarbejdere fra Jyllands-Posten for at få lidt mere uro og diskussion på avisen. En Flemming Rose eller en Jørn Mikkelsen på Politikens gange kunne givetvis pumpe stemningen op, styrke den interne efterkritik og hæve kvaliteten på journalistikken.

På læsermødet sagde journalist Thomas Hundsbæk, at han var ked af fejlene. Tøger Seidenfaden bagatelliserede og roste Politikens 'utroligt dygtige journalister'.

Tillykke med den efterkritik.

Måske er det i virkeligheden en sag for Konkurrencestyrelsen. Har Politiken og Jyllands-Posten efter fusionen delt markedet mellem sig, så Politiken tager sig af det grønne centrum/venstre-segment øst for Storebælt, mens Jyllands-Posten nupper det regerings- og Dansk Folkeparti-venlige blå segment vest for Storebælt?

Så kan læsere, redaktører og journalister bevæge sig ind i hver deres uimodsagte univers. Og annoncørerne glæde sig over, at det bliver lettere at målrette annoncerne.

Jakob Elkjær
Ansvarshavende redaktør
Journalisten

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen