Den 55-årige dokumentarfilmsinstruktør Finn Nørgaard, der i en årrække var ansat i DR, blev lørdag eftermiddag skudt og dræbt, da en mand klokken 15.33 med maskinpistol angreb et debatarrangement om kunstneres ytringsfrihed afholdt i Krudttønden på Østerbro i København.
Læs hans ven Lars K. Andersens – der mødte ham som ung journalistelev – mindeord på eb.dk.
Finn Nørgaard deltog i debatmødet ”Kunst, blasfemi og ytringsfrihed”, som var arrangeret af Lars Vilks Komiteen og støttet af Statens Kunstfond.
Hverken den svenske tegner Lars Vilks, der har tegnet Muhammed, eller de to øvrige paneldeltagere, franske Inna Shevchenko og polskfødte Agnieszka Kolek, kom til skade ved angrebet.
Tre dræbte – fem sårede
Natten mellem lørdag og søndag fandt endnu et angreb sted under en jødisk fest i Synagogen i Krystalgade i København, hvor en 37-årig vagtmand blev skudt og dræbt.
Politiet skød og dræbte tidlig søndag morgen på Nørrebro i København en mand, som de formoder er gerningsmanden. Politiet har kortlagt hans færden via videoovervågning.
I alt fem betjente blev såret i løbet af weekenden. De er uden for livsfare.
Politiet har på pressemøder søndag tilkendegivet, at de ikke har indikationer på, at den formodede gerningsmand var i ledtog med andre.
I løbet af søndagen er flere områder, herunder en netcafe, i København blevet ransaget og en række personer anholdt.
Støtter Vilks
Lars Vilks Komiteen har til formål at arrangere offentlige møder i København med den svenske tegner Lars Vilks ”og at støtte op om hans ytringsfrihed, om retten til at tegne, tænke og tale frit”, lyder det i fundatsen.
Niels Ivar Larsen, journalist og redaktør på Information, sidder i komiteen. Han var til stede under debatmødet og kom ikke til skade.
Komiteen uddelte i oktober 2014 Guldhunden – en skulptur fremstillet af Vilks – til det franske satiremagasin Charlie Hebdo. Prisen gives for en indsats for kunst og ytringsfrihed.
Hvor går grænsen for blasfemi?
Det angrebne arrangement lørdag havde dette tema:
”Hvor går grænsen? Er der nogen grænse? Skal man sætte sit liv som kunstner og aktivist på spil? Skæmmer kunst med et politisk budskab for kunstens udtryk? Har vi ret til at være blasfemiske? Og tør vi være det efter terrorangrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo?”
Arrangementet blev ledsaget af denne advarsel:
”N.b. der er altid skærpet sikkerhed, når Lars Vilks optræder ved et offentligt arrangement. Medbring id. Ingen store tasker tilladt. Sikkerhedstjek før indgang til salen.”
Har tegnet Muhammed
Lars Vilks har levet under politibeskyttelse, siden han i 2007 tegnede Muhammed som såkaldt rundkørselshund.
I 2010 blev Vilks' hus forsøgt brændt ned af to knivbevæbnede mænd. Året efter, i 2011, blev tre mænd anklaget for at ville slå Vilks ihjel ved en fernisering. De tre blev frifundet ved Byretten januar 2012. Sagen er anket til Landsretten
TV 2 skriver, at Finn Nørgaard er uddannet på Københavns Universitet, Den danske Filmskole og Den journalistiske Efteruddannelse.
Han har lavet film for blandt andre TV 2, DR, Det Danske Filminstitut, Mærsk, SAS og Microsoft.
I 2009 instruerede han ”En anden vej: Historien om fire nydanskere og en koncernchef”, hvor tidligere direktør i Tryg Stine Bosse sammen med fire nydanskere prøver at fremme fællesskab og mindske konflikt blandt unge med anden etnisk baggrund.
Han har også lavet en dokumentarfilm om familien bag den vietnamesiske restaurant LeLe og en dokumentarfilm om Eik Skaløe og Steppeulvene.
Ville han stoppe attentatmanden?
Lars K. Andersens mindeord på ekstrabladet.dk slutter således:
”Finn var et fint menneske. I virkeligheden finere end alle os andre. Indbegrebet af dannelse. Som måske umiddelbart kunne synes lidt tillært, men i virkeligheden sad fuldstændigt i hans rygrad. I en grad så jeg ikke kan frigøre mig for tanken, at Finn måske helt automatisk har prøvet at stoppe attentatmanden. Måske er det ikke det, der er sket, men det ville ligne ham.”
De to øvrige paneldeltagere, der også slap udskadt ved lørdagens arrangement, har denne baggrund:
Franske Inna Shevchenko, leder af feministgruppen FEMEN, kendt for sine nøgenaktioner foran blandt andet kirker og moskeer. Hun er født i Ukraine og bor i dag ifølge Lars Vilks Komiteen i eksil i Paris.
Agnieszka Kolek, billedkunstner og kurator for Passion for Freedom Arts Festival. Kolek er født i Polen og bor i dag i London.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.