search

Filmfolk: Det er en junglekamp at lave kritisk dokumentar

Cavlingvinderen Alex Frank Larsen mener, der er for få systemkritiske dokumentarfilm, og at professor Ib Bondebjerg maler et for lyserødt billede af dansk succes. Han efterlyser mod fra tv-stationerne. Filmmager Tom Heinemann er enig.

Cavlingvinderen Alex Frank Larsen mener, der er for få systemkritiske dokumentarfilm, og at professor Ib Bondebjerg maler et for lyserødt billede af dansk succes. Han efterlyser mod fra tv-stationerne. Filmmager Tom Heinemann er enig.

Det kan godt være at danske dokumentarfilm henter masser af priser internationalt som professor Ib Bondeberg siger. Men for de freelancere, der laver dokumentarfilmene, er det en kamp at finde finansiering til næste projekt. Tv-stationerne er især tilbageholdende med at støtte projekter, som tidligere var det journalistiske flagskib, nemlig de systemkritiske tv-dokumentarer.

Sådan lyder det var en af danske dokumentarsfilm mere erfarne folk, Alex Frank Larsen.
»Ib Bondebjerg kigger på resultaterne og ikke på processen. Og i processen støder mange ting på grund, fordi tv-stationerne interesserer sig mere i seertal end historier,« mener Alex Frank Larsen.

Han savner især de systemkritiske dokumentarer. De er nemlig svære at lave for freelancerne, fordi filmene ofte bliver mødt af tidskrævende modspin.
»Som freelancer har du rigeligt at lave med at få produktion hjem. Hvis du oveni også skal betale for sagførere, er det straks sværere.«

Han kommentar kommer efter, at professor ved Københavns Universitet Ib Bondebjerg i en ny bog om danske dokumentarfilm roser niveauet. Ifølge Ales Frank Larsen er "Ib er en jo en flink mand" der fremhæver alt det positive". For de freelancere, der skal lave dokumentarfilmene, er billedet er ikke så lyserødt.

Han henviser til journalisten Tom Heinemann, der henter de fleste af sine penge i Norge, når han med støtte fra Danmark, Norge og Sverige laver dokumentarfilm om for eksempel mikrolån og teplukkeres arbejdsvilkår.
»De danske tv-stationer betaler en meget lille del, og når han så vinder internationale priser, står alle og klapper. Men man glemmer hvor svært det har været undervejs.«

Det med afslagene kender Alex Frank Larsen udmærket.
»Jeg har efterhånden fået så mange afslag, at jeg kan sige, at jeg er dansk mester i afslag Det er en del af virkeligheden«

Freelanceren Tom Heinemann siger, at samfundskritiske tv-dokumentarer tidligere var reglen end undtagelsen. I dag er kampen om midlerne hård.
»DR og TV 2 siger nej til mange ting. Det er en junglekamp, hvor de afviser masser af gode forslag, hver gang de siger ja til et. Der er mange vigtige historier, der ikke kommer til dagen lys.«

Han siger, at det Danske Filminstitut især støtter dokumentarprojekter ud fra deres kunstneriske potentiale og formsprog. Engang havde DFI og TV 2 havde dog projektet Follow the Money for et par år siden.
»Det kunne man godt ønske sig mere af,« siger Tom Heinemann.

Alex Frank Larsen har selv lavet en række systemkritiske dokumentarfilm gennem årene. I 1986 fik han en Cavling for en tv-dokumentar om LSD-behandling af patienter, han lavede Blodets Bånd om Tamilsagen, som endte med at vælte den daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen, og i 1988 var han med til at starte DRs dokumentargruppe.

På spørgsmålet om forskellen på at være fastansat DR-medarbejder og freelancer siger han, at han ikke ønsker at jamre. Der er også fordele ved at være selvstændig. Blandt andet kan han arbejdede med endnu længere tidshorisont og forfølge de projekter, han selv tror mest på. Det gjaldt for eksempel en dokumentar om danske slavers efterkommere fra 2005.
»I DR havde jeg aldrig fået lov til at lave et projekt over flere år om den danske slavetid, hvor jeg skulle rejse til USA og Dansk Vestindien,« siger han om projektet, der endte med en co-produktion, hvor DR betalte 20 procent.

Når Alex Frank Larsen ser på det samlede udvalg af dokumentarfilm, er de i dag mere individuelle historier end systemkritiske. Det gælder også den internationalt roste Armadillo, der ifølge Alex Frank Larsen er en "frontberetning drevet af fascination".
»Der har været masser af historier i aviserne om råddenskaben i forsvaret. Hvorfor har vi ikke set mere om det på public service stationerne,« spørger han og efterlyser større mod fra tv-stationerne.
»De skal vove noget mere. I DRs Dokumentargruppe var oplægget at vi skulle lave historier med pondus og slagkraft, der skulle ruske op i tingene. Det handlede ikke om at tækkes seertal eller film nogle medvirkende, der var kendte nok«.

Kommentarer
3
Jan August Hillers
29.02.12 01:28
Re: Filmfolk: Det er en junglekamp at lave kritisk dokumentar

Det er så deprimerende sandt, hvad Alex og Tom her fremhæver.

Og hvorfor/hvordan er det gået så galt og hvordan/hvem  ændrer/s det.

Er det ikke et spørgsmål om at få ansat de rette chefer - så længe de stadig kan opdrives.

Går vi lidt tilbage i tiden, var der forresten ret store seertal til den kritiske dokumentar. Det er nemlig også et spørgsmål om sendetiden.

 

Fremhævet af Journalisten
Steen Ole Rasmussen
29.02.12 09:45
"Kritisk dokumentar" versus?

"Kritisk dokumentar" versus?
Selve betegnelsen for den genre, der skrives om i artiklen, er værd lige at se for sig.Modsætningen til "den kritiske dokumentation" må semiotisk være "ikke kritisk og ikke dokumenteret".Når en betegnelse giver mening, er det fordi den indikerer noget til forskel for andet. Gjorde den ikke det, ville den ingen forskel gøre.Det er ikke alle udtryk, betegnelser, der gør forskel, men dem, der gør, har hver sin måde at gøre sin forskel på.

Nogle udtryk gør forskel, giver mening, uden at det indikerede, indholdet, betydningen kan opstå og leve alene ved negationen af en veldefineret diametral modsætning i en veletableret dikotomi. De er brede, funderede i en bred vifte af konkrete eksempler af empirisk og traderet indhold. Det gælder både udtrykket "dokumentation" og "kritik".”Dokumentaren” er som genre betegnelse for en praktisk konkret tradition inden for medieverdenen, hvor man laver udsendelser med lyd og billede til massedistribution.

Her kan dem, der arbejder professionelt med den, hente hele deres faggruppes erfaringer ind i forsøget på at definere udtrykket.Udtrykket" kritik", kan hente hele den nedskrevne og levende tradition for distanceret refleksion ind.

Videnskabelige og filosofiske traditioner er udtryk for "selve kritikkens historie".Journalistikken kan i nogle former skrives ind i kritikkens historie. Men ikke i alle sine former, langt fra. Rigtigt meget journalistik virker ukritisk!Det, der kvalificerer betegnelsen ”kritik”, er den reflekterende distance til det, der konkret træder i fokus. Kvalificeringen af indholdet (i en udsendelse, dokumentar, nyhed, what so ever) som udtryk for noget, sandt, relevant, dokumenteret, smukt, retfærdigt, må være funderet i den principielle mulighed for at afsløre det i sin enestående kvalitet, muligheden for at forsvare som ikke tilfældigt; at det ikke lige så godt kunne have været noget hvilket som helst andet, at det er alt andet end en tilfældighed, at det netop er det, der er indholdet, og ikke alt muligt andet.Det kvalificerede indhold er kvalificeret af den ramme, der gør, at indholdet er netop det indhold og intet andet end det indhold. Kritikken er sat i verden for at definere rammen, definere hvorfor indholdet er hvad det er.

KRITIKKEN I DET HELE TAGET OG DEN KRITISKE DOKUMENTAR ER I KRISE

Den kritiske dokumentar er i krise. Det er artiklens budskab. Og det er mildest talt rigtigt!Kun meget lidt dokumentation sættes i verden for for alvor at gøre forskel!Kritikken er blevet fortrængt fra mediernes opmærksomhed. Det er også sket helt bevidst med værdiladede og nærmest stigmatiserende betegnelser for alt det ”alt for intellektuelle og filosofiske som negativt, pessimistisk, tilbagestræbende, outdatet, indavlet osv.

Ubevidst sker det automatisk hele tiden:Forståelsen for – at kritik faktisk konkret og principielt er det, der kvalificere rammen bag ethvert indhold i mediernes brugerflade som forpligtende, meningsfuld og gyldig i kommunikationens tjeneste – ja den glimrer rigtigt nok ved sit fravær.Er det fordi, det er blevet sværere at gøre forskel?Har alle så travlt med at ramme hovedfærdselsåren, så udbuddet af meddelelser af samme årsag er skabt ud fra det intention, der så gør at forskellen mellem udbuddene af meddelelser forsvinder?Hvor meget af det, der produceres og bringes, er i det hele taget i stand til officielt at redegøre for, hvorfor det netop er det der bringes? Og hvorfor ikke?

Er det fordi, det meste er sat i verden ud fra intentionen om netop ikke at gøre forskel, dvs. ud fra en bevidst og eller ubevidst intention om at gå i et med den aller mest umiddelbare fortrolige hverdag, mainstream af indtryk, trykheden og hjemlig hygge?Kritikken handler om evnen til at redegøre for indholdets mening og gyldighed. Den mangler.Artiklens budskab er rigtigt, og det indikerer noget meget stort.Jeg er ingen antikrist, og min bog, ”Europa – det store dyr i åbenbaringen” handler også om netop kritik, mangel på samme og om al den uhyggelige hygge, som det moderne samfund pakker sig ind i. Bogen sælger ikke overraskende ad helvede til!

Fremhævet af Journalisten
valdimar tjørnudal
27.09.12 19:53
Re: Filmfolk: Det er en junglekamp at lave kritisk dokumentar

jeg har også meget spekuleret over at lave en docu.Men ja, godt nok er jeg ikke uddannet journalist eller hvad man nu skal være for at lave en dokumentar, men mine ideer til at lave en doc, ville være at oplyse forbrugerne, hvor vi får vores mad fra. Hvor kommer kødet fra, og hvorfor må man ikke vise i fjernsynet hvordan man slagter et dyr, grise og køer, det er jo der vi får vores kød fra, jeg tror virkelige at de fleste børn, tror at kødet kommer sådan indpakket.  Er forbrugerne virklige blevet så "whimpy" over at se hvordan man slagter et får, en ged, en ko, tyr eller kalv, eller grise for den slags skyld.

Og 

Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen