I dag i retten i Glostrup fortalte en tidligere fotograf-elev på Se og Hør, at han slog alarm, da han i 2010 var afsted med Ken B. Rasmussen til skisportsstedet Gstaad i Schweiz for at finde den såkaldte jetset-dronning Rigmor Zobel.
Ken B. Ramussen vidste fra kreditkortkilden, at Rigmor Zobel havde været et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Hun havde nemlig købt udstyr og liftkort med sit kreditkort.
Men Se og Hør kunne ikke bruge tys-tys-kildens oplysninger som dokumentation i artiklen.
I stedet blev fotograf-eleven bedt om at tage et billede af en tilfældig skiinstruktør på stedet. Billedet af skiinstruktøren skulle bruges som dokumentation for det øjenvidne, der havde set Rigmor Zobel i sneen.
Det har tidligere været fremme, at Se og Hør undlod at bruge nogle af kreditkortkildens oplysninger, fordi præcise tal på kreditkortbetalinger ville vække mistanke om, hvor ugebladet havde oplysningerne fra.
Der bliver snydt på vægten
Fotograf-eleven fortalte under afhøringen i retten i Glostrup, at han ringede hjem til redaktionen i København og fortalte, at der blev snydt på vægten. Billedet var fake. Han fik et løfte fra redaktionssekretariatet om, at billedet ikke blev brugt.
Artiklen om at Rigmor Zobel ”Stak af til luksus” blev bragt i Se og Hør 25. februar 2010 – uden billedet af skiinstruktøren.
I teksten ”fortæller en af instruktørerne på Gstaad Skisportsskole, at børnene boltrede sig på de små træningspister om torsdagen, mens Rigmor og Jesper gav den gas på de lidt mere udfordrende løjper”.
Fotograf advarede NETS og PET
Tidligere på dagen blev en anden tidligere fotograf afhørt. Han fortalte, at han efter sin afskedigelse i 2011 rettede henvendelse til både NETS og Politiets Efterretningstjeneste for at fortælle om den tætte overvågning, som han havde fået kendskab til på to udlandsrejser.
NETS oplyste, at de tjekkede systemerne, men ikke fandt noget unormalt, og heller ikke PET gjorde noget ved oplysningerne – selv om det reelt kunne indebære en overvågning af betydning for de kongeliges sikkerhed.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.